Nu ses effekten af 27 år gammel vandmiljøplan

Bæredygtighed

14/10/2014 11:09

Nick Allentoft

Bundfisk vender tilbage til fjorde og have efter snart 30 år. Vandmiljøplanen fra 1987 satte det hele igang, fortæller DR Nordjylland.

Mange års fokus på at rense spildevandet, inden det løber i vandløbene, er årsagen til, at bundfisk som skrubber og ålekvabber nu vender tilbage til de danske fjorde og have.

Det er både forskere og rensningsanlæg enige om.

Det fortæller DR Nordjylland.

- Det er effekten af at både industri, landbrug og kloakforsyninger har holdt slam og næringsstoffer tilbage fra Limfjorden, som vi nu kan se, siger Bjarne Nielsen, der er direktør for Aalborg Forsyning Kloak A/S.

Folketingets første vandmiljøplan fra 1987 betød store investeringer for blandt andre byernes rensningsanlæg, der blev pålagt at mindske udledningen af fosfor med 80 procent.

Og i dag knap 30 år senere ses så investeringernes langsigtede effekt ved at bundlevende fisk vender tilbage til blandt andet Limfjorden.

- Uden byernes reduktion af fosfor ville man ikke have opnået den kvalitet af Limfjorden, som man ser i dag, siger Jes Vollertsen, professor ved Aalborg Universitet til DR Nordjylland.

I Nordjylland er antallet af bundlevende fisk steget både i Limfjorden, Mariager Fjord og Kattegat.

Før vandmiljøplanen i 1987 blev størstedelen af vores spildevand ledt direkte i vandløbene.

Mest Læste

Annonce