Ny bog lægger op til kritisk refleksion om samskabelse

Bogen ”Samskabelse af velfærd – muligheder og faldgruber” lykkes godt med at formidle viden om samskabelse med en kritisk-konstruktiv tilgang. Nu mangler vi bare en bog rettet mod civilsamfundet.

Anmeldelse af bogen ”Samskabelse af velfærd – muligheder og faldgruber” af Anne Tortzen. Udkommet på Hans Reitzels forlag, 2019

Samskabelses-ambitioner

Samskabelse står højt på dagsordenen hos offentlige ledere og politikere og rummer en ambition om at forny velfærdssamfundet gennem nye samarbejdsrelationer og rollefordelinger mellem kommunerne og lokalsamfund, borgere og civilsamfund. Et tættere samarbejde har ifølge kommunernes strategier og politikker til formål at skabe helhedsløsninger og sammenhænge i tilbud, styrke borgernes demokratiske deltagelse og skabe bedre servicekvalitet og effekt af løsninger.

Sparsom forskning i samskabelse

Der er dog endnu kun sparsom forskning i hvad der reelt udspiller sig i de nye samspil og endnu mindre viden om hvad der kommer ud af aktiviteterne. Men noget ved vi. Og det skyldes ikke mindst Anne Tortzens PhD afhandling fra 2016 om ledelse af samskabelse i kommunale rammer. I sin analyse af tre samskabelsescases viser forskeren, hvordan danske kommuner spænder ben for sig selv ved at styre samarbejderne for meget.

Se vores bogsektion

I samarbejde med Bogmarkedet.dk og flere forlag tilbyder DenOffentlige en selvstændig bogsektion. Her kan du læse om nye bøger, finde inspiration fra forskellige udgivelser og læse anmeldelser. 

Find vores bogsektion her.

Samtidig afdækker hun, at samskabelse kræver en anden form for styring og ledelse end kommunerne almindeligvis er vant til at arbejde med. Anne Tortzen anlægger på den ene side et kritisk afslørende blik på kommunernes praksis: kommunerne siger, at de gerne vil samarbejde ligeværdigt, men engagerer borgere og civilsamfund til at udføre opgaver for sig efter traditionelle bestiller – udfører modeller. Og på den anden side identificerer hun konstruktivt hvordan samskabelse kan udspille sig hvis kommunerne vel at mærke er indstillede på at lære af deres erfaringer.

Forstå mekanismerne

Bogen er skrevet ud fra en ide om, at hvis vi bruger energi på at lære af forskningen og forstå mekanismerne i samskabelse bliver vi bedre til at samskabe. For Anne Tortzen handler samskabelse om samarbejde og synergi, der kan skabe merværdi og hun er optaget af, hvad det kræver af kommunale ledere og medarbejdere at lykkes med ambitionerne.  Samskabelse er ikke alene en anden måde at løse kommunale opgaver på. Det er en samarbejdsform der indebærer ændringer af roller og magt. Det er et væsentligt bidrag til forståelsen af det nye buzz-word i kommunerne. Hvis vi bruger nye ord i alt for mange forskellige betydninger, bliver det svært at kommunikere og forstå hvad det er, vi taler om.

God formidling

Bogen ”Samskabelse af velfærd – muligheder og faldgruber” formidler indsigter opnået gennem det omtalte PhD projekt, men også fra anden forskning. Fagudtryk som hands on og hands off ledelse defineres og forklares så andre end ledelsesforskere kan læse med. Bogen lykkes rigtig godt med at formidle svært tilgængelig viden og der er ingen tvivl om, at forfatteren både er en dygtig forsker og en dygtig formidler.

Læs mere om samskabelse

Samskabelse er udtryk for en ny kultur i den offentlige sektor, hvor nye løsninger udvikles i samarbejde mellem alle aktører med innovationsværktøjer og -metoder.

Læs meget mere om samskabelse på temasiden her.

Bogen er direkte rettet mod anvendelse i praksis og har til formål at styrke ledere og medarbejdere i den offentlige sektor i at samarbejde med borgere og civilsamfund. Men den er ikke rettet mod at styrke civilsamfundet eller de borgere, der skal samarbejde ligeværdigt med det offentlige. Og det er nok bogens svage side. Når man interesserer sig for samskabelse i en kommunal konteks,t er man nødt til også at interessere sig for civilsamfundet og for civilsamfundsforskningen, og dette felt får kun en mindre plads.

Kløft mellem ord og handling

De første kapitler af bogen tegner konturerne af samskabelsesdagsordenen som forskellige styringsmodeller, der både rummer en effektiviseringsdiskurs, en demokratiseringsdiskurs samt et ønske om at adressere en øget kompleksitet i samfundet gennem horisontale frem for hierarkiske styringsformer. Forfatteren identificerer – i tråd med andre forskere - en kløft mellem italesættelse og praksis: italesættelsen af samskabelse i kommunerne rummer en lys side, som fremhæver potentialerne for merværdi af demokratisk, kvalitetsmæssig eller effektmæssig karakter. Praksis-siden derimod viser en mørk side, hvor det offentlige vælter opgaver over på borgere og civilsamfund gennem markedsmekanismer og new public management, som har domineret den offentlige sektor siden 1980’erne.

Styring spænder ben for værdi

Forskning viser, at langt de fleste samarbejder udfolder sig omkring konkrete opgaver i driften frem for den politikudviklende problemformulering. Kommunerne har som oftest allerede bestemt hvad der skal samarbejdes om og spænder ben for den mulige værdiskabelse. Ofte igangsættes samskabelsesinitiativer som en symbolsk proces med legitimerings hensyn for øje. Det betyder, at forskningen i samskabelse ofte omhandler de barrierer, der står i vejen for et ligeværdigt samarbejde. Det er eksempelvis fagprofessionelles oplevelser af at skulle afgive ansvar og miste definitionsret, organisatoriske og styringsmæssige barrierer, manglende risikovillighed og mangel på kompetencer og viden hos ledere og medarbejdere.

Synergi er et krav

Anne Tortzen betoner, at potentialet i samskabelse består i, at der udfolder sig et ligeværdigt samarbejde, der indebærer en synergieffekt. Et effektiviseringspotentiale i samskabelse skaber ikke en synergieffekt i sig selv. I forskningen bygger samskabelse også på en netværksforståelse, der rummer en mulighed for at omdanne relationer og roller mellem det offentlige og civilsamfundet og mellem borgere professionelle og frivillige, hvorved borgere og brugere får mere magt. De mest skrabede former for samarbejde, hvor frivillige løser opgaver for kommunerne, opfylder således ikke kravene til samskabelse. For at tale om samskabelse skal der være en omfordeling af magt og roller og en synergieffekt mellem borgernes egen viden og kommunernes fagfaglige viden.

Ledelse, demokrati og værdi

Bogen indkredser, hvilke ledelsesformer der understøtter en samskabende praksis ved at arbejde med f.eks. at skabe forbindelser, være katalysator for meningsskabelse og arbejde med at skabe rammer og strukturer for samarbejder. Bogen rummer desuden kapitler, der beskriver de demokratiske potentialer i samskabelse, ligesom politikernes nye roller i samskabelse identificeres. Samskabelse kan både skabe inklusion og eksklusion, styrke og udfordre demokratiet. Sidst men ikke mindst beskriver bogen også forskellige mulige værdiskabelser i samskabelse og hvordan vi kan måle det. Forfatteren slutter bogen af med at diskutere vilkårene for samskabelse og de mere langsigtede perspektiver. Kan samskabelse redde velfærden og hvad indebærer samskabelse for relationen mellem det offentlige og civilsamfundet, som det helt centrale i samskabelse? Det afhænger helt af, hvordan vi konfigurerer samarbejderne.

En absolut nødvendig bog

”Samskabelse af velfærd – muligheder og faldgruber” er ikke en ”how-to-do” håndbog for kommunale ledere og medarbejdere og slet ikke for civilsamfundsaktører. Men bogen er en absolut nødvendig kilde til viden og kritisk selvrefleksion, hvis offentlige ledere og medarbejdere vil lykkes med deres ambitioner om, at skabe synergi og merværdi ved at samarbejde med borgere og civilsamfund. Den næste bog, vi har brug for, må være rettet mod civilsamfundsaktører, der vil indgå i samarbejder med det offentlige. En bog om hvordan civilsamfundet sikrer sig, at de ikke reduceres til en ben i den kommunale opgaveløsning. Det vil også styrke det offentliges ambitioner om et ligeværdigt med- og modspil.  

 

 

 

Emneord: 220319, Hans Reitzels Forlag, Samskabelse, Bøger, Boganmeldelse, Påske2019
Hans Reitzels Forlag på DenOffentlige.dk På Hans Reitzels Forlag formidler vi viden, der gør os klogere på os selv, hinanden og verden omkring os. Vi tror på, at uddannelse spiller en vigtig rolle for både demokratiet og den enkeltes ...
Aktivitet: Artikler: 11 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også