Ny kommission skal tænke medarbejderne med

Velfærd

21/03/2012 15:12

Regeringen har nedsat en Produktivitetskommission, der skal kulegrave den lave danske vækst i produktiviteten. Kommissionen bliver nødt til at tænke i helt nye baner og inddrage bredt, mener FTF.

Den produktivitetskommission, som regeringen netop har nedsat, skal turde tænke i nye baner i sin udforskning af, hvordan vi får en bedre produktivitet i Danmark. Det mener hovedorganisationen FTF.

Trods mange analyser fra bl.a. vismændene er det stadig et mysterium, hvorfor den danske produktivitet har udviklet sig så svagt i forhold til landene omkring os. Men her peger FTF's formand Bente Sorgenfrey på et område, som stadig er en hvid plet på det vidensmæssige landkort; nemlig hvordan medarbejdernes engagement påvirker produktiviteten.

"Hvis vi skal skabe vækst og beskæftigelse igen, skal vi også have mere gang i produktiviteten. Men de traditionelle økonomiske modeller, man hidtil har målt og vejet produktivitet med, har ikke vist nye veje. Man er nødt til at tænke nyt og se på, hvordan medarbejdernes engagement, motivation og faglighed også påvirker produktiviteten", siger Bente Sorgenfrey, der overordnet bakker op om, at regeringen nu sætter produktivitet på dagsordenen.

Meget begrænset viden
FTF-formanden hæfter sig ved, at kommissionen også sætter fokus på produktiviteten i den offentlige sektor, fordi det er et område, som der er meget begrænset viden om.

"Vi har en offentlig sektor i Danmark med mange dygtige medarbejdere, som er en vigtig del af samfundsøkonomien. Og vi ved jo fx, at personalet i sundhedsvæsenet har skruet gevaldigt op for produktiviteten gennem flere år. Derfor er der brug for viden om, hvordan vi opgør produktivitet i den offentlige sektor - og hvordan det bidrager til væksten i hele samfundet", siger hun.

Kommissionen skal bestå af eksperter med professor og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen i spidsen. Bente Sorgenfrey ser frem til, at kommissionen også vil inddrage et bredt udvalg af organisationer.

"Det er en kæmpemæssig og kompliceret udfordring for samfundet at løse produktivitetsmysteriet. Derfor er der brug for en bred forankring, som afspejler at vi i dag er et videns- og servicesamfund og ikke kun et industrisamfund", siger Bente Sorgenfrey.

Kommission skal i løbet af de kommende knap to år fremlægge anbefalinger til bedre produktivitet i Danmark. Baggrunden er, at landene omkring os alle har haft en stærkere vækst i produktiviteten siden midten af 1990erne. Målet er, at Danmarks produktivitetsniveau skal ligge tæt på toppen i OECD.

FTF/Mette Løvgren 

Mest Læste

Annonce