Ny kursændring i regeringens flygtningepolitik

Politik

17/09/2015 10:17

Nick Allentoft

Tre dage efter at have været i Bruxelles med et rundt nul er Støjberg klar til at tage imod 1000 flygtninge. Samtidig er 250 millioner ifølge statsministeren på vej til nærområder og en halv milliard til indsatser ved Europas ydre grænser. Flere EU-lande har ikke haft realisme og ærlighed i flygtningedebatten, mener Løkke.

Regeringen er klar til frivilligt at tage imod 1000 flygtninge af dem, som EU er i færd med at fordele. Det oplyser udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) torsdag på et pressemøde i Statsministeriet.

Da Støjberg mandag rejste til Bruxelles, var beskeden ellers, at Danmark vil tage præcis nul asylansøgere ud af de 160.000 personer, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bad EU-landene om at omfordele.

Danmarks retsforbehold i EU betød ifølge ministeren, at Danmark står uden for fordelingen.

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

- I lyset af den helt ekstraordinære situation har vi i dag tilkendegivet, at regeringen vil tilbyde frivilligt at tage imod et begrænset antal asylansøgere på 1000 personer, siger Inger Støjberg torsdag, mens hun står ved siden af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Det er dog betinget af, at der er opbakning fra Folketingets partier, og af at der findes en fælleseuropæisk løsning, siger Støjberg.

Regeringen vil også give 250 millioner kroner til nærområderne, og en halv milliard skal gå til at dæmme op for tilstrømning til Europa, oplyser statsministeren.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen vil de 250 millioner kroner til nærområder betyde, at Danmarks samlede bidrag til nærområdeindsats bliver på 430 millioner kroner i år.

- Derudover foreslår vi yderligere en ramme på en halv milliard kroner til blandet andet forstærket indsats langs Europas grænser og etablering af registreringscentre, siger Løkke.

Han siger, at det er nødvendigt, at EU-landene står sammen om initiativer, der sigter mod at bringe tilstrømningen af flygtninge under kontrol.

- Det er helt klart utilstrækkeligt kun at diskutere, hvordan asylansøgerne skal fordeles, siger statsministeren.

Både Støjberg og Løkke slår fast, at der er tale om en frivillig kvote, og at Danmark ikke har planer om at gå med i en obligatorisk fordeling af flygtninge på EU-plan.

- Der er bred enighed om, at Danmark ikke skal deltage i en obligatorisk kvoteordning, siger statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen skal torsdag mødes med EU-præsident Donald Tusk og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, for at diskutere, hvordan Europa skal håndtere den største flygtninge- og migrationskrise siden Anden Verdenskrig.

Løkke: Nu ser Europa mere realistisk på flygtninge Danmark har flere gange været genstand for kritik fra andre europæiske lande for stramninger i udlændingepolitikken og tonen i udlændingedebatten. Men i lyset af asylkrisen, som har ramt mange EU-lande, er der kommet en helt ny realisme i flygtningedebatten i andre EU-lande.   Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som torsdag rejser til Bruxelles med en plan om, at Danmark frivilligt skal tage imod 1000 asylansøgere og sætte 750 millioner kroner af til hjælp i nærområder og modtagecentre i grænseområderne.   - Vi har et ansvar for, at Danmark hænger sammen kulturelt og økonomisk. Derfor kan hverken vi eller Europa åbne vores grænser for alle og enhver. Det kan vi ikke håndtere økonomisk. Det kan vi ikke håndtere kulturelt, siger Lars Løkke Rasmussen.   Dermed lægger han op til, at Danmark fortsat selv skal bestemme over udlændingepolitikken i Danmark. Og at Danmark ikke bliver del af en fælles kvotefordeling af flygtninge i EU.   - Alternativet er ubærligt. Mangelfuld integration udfordrer selve sammenhængskraften i vores samfund, siger Lars Løkke Rasmussen.   Ifølge den danske statsminister er der også i andre EU-lande ved at brede sig en ny erkendelse af, hvor stor en udfordring Europa egentlig står overfor.   - Det er åbenlyst, at Europa er udfordret. Danmark er udfordret. Midt i det hele, der glæder jeg mig over, at den realisme, der har været i den danske udlændingedebat i en årrække nu, også er ved at indfinde sig i Europa. Der tales nu åbent om, at der er forskel på flygtninge med et beskyttelsesbehov og økonomiske migranter, der sætter sig i bevægelse for at udleve drømmen om et bedre liv. Det første skal vi tage et ansvar for. Det andet er vi nødt til at finde andre løsninger på, siger Lars Løkke Rasmussen.   Den hidtidige debat anført af EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, om kvoter og fordeling af flygtninge har hidtil været for ensidig, hvis man vil løse asylkrisen.   - Det er helt klar utilstrækkeligt at tale om fordeling, hvis vi ikke taler om, hvordan vi får presset på EU-grænser til at tage af, siger Lars Løkke Rasmussen.   I forhold til at dæmpe tilstrømningen til EU lægger regeringen op til at oprette modtagecentre ved EU's ydre grænser, så flygtninge kan blive registreret der. På længere sigt vil regeringen arbejde for fred i krigshærgede lande og bekæmpe fattigdom for at motivere folk til at blive i deres egne lande frem for at søge mod EU.   /ritzau/ /ritzau/  

Mest Læste

Annonce