Nye regninger: Borgmester brugte 41.000 kroner på mobilen

Politik

22/09/2014 13:59

Suleman Haider

Den socialdemokratiske Odense-borgmester Anker Boye har tidligere brugt stort beløb på løbsk mobilregning.

I 2011 fik Odenses borgmester, Anker Boye (S), en mobiltelefonregning på omkring 250.000 kroner efter en ferie i Tyrkiet.

Nu viser det sig, at den 64-årige socialdemokrat fortsætter med at bruge tusinder af skattekroner på mobilt internet. Det viser metroxpress' gennemgang af Anker Boyes telefonregninger.

Fem kvartalsregninger fra foråret 2013 til sommeren 2014 viser, at Anker Boye har brugt 41.341 kroner på mobildata på 15 måneder. 

En af kvartalsregningerne er fra 11. november sidste år, og den viser, at han på tre måneder har brugt næsten 20.000 skattekroner på mobildata.

Odense Kommune har ellers en favorabel aftale med TDC gennem Statens og Kommunernes Indkøbs Service, der betyder, at telefoni koster omkring halvdelen af de billigste aftaler for privatkunder.

- Hvis man skal surfe for 20.000 kroner på et kvartal, så taler vi om adskillige timers surf, streaming og mail om dagen på mobilen, hvis det er foregået i Danmark, siger Torben Rune, direktør i Netplan, som rådgiver om telefoni, til metroxpress.

De Konservative i Odense vil nu have indført et loft over telefonregningerne i kommunen. Det forslag bliver bakket op af Dansk Folkeparti, der kritiserer Anker Boyes store dataforbrug.

- Han må simpelthen lære at bruge mobilen med mere omtanke. Men det er økonomiudvalgets ansvar, siger gruppeformand Alex Ahrendtsen til metroxpress.

Odense Kommune understreger, at kommunen for længst har strammet op for politikernes brug af mobildata.

- Der blev trukket en streg i sandet allerede i maj måned, og der har ikke været problemer med regningerne siden da, siger Michael Bruhn Frederiksen, Chef, Strategi og Kommunikation, Odense Kommune.

Han henviser til, at Odense Kommune har indført en administrativ grænse, der betyder, at der lukkes for dataadgangen, hvis kvartalsforbruget kommer over 8000 kroner. Og inden da advares politikerne via sms, når regningen passerer 360 kroner.

Sagen om regningen på 250.000 kroner fra ferien i Tyrkiet endte med, at TDC og Odense Kommune indgik forlig. Det betød, at Odense Kommune skulle betale halvdelen af beløbet, hvilket Anker Boye besluttede selv at dække.

Mest Læste

Annonce