Beskæftigelsesopgaven ligger fint i kommunerne

19/12/2011 08:52

Nick Allentoft

”Det er et vildskud, når LO foreslår, at staten skal overtage ansvaret for de arbejdsmarkedsparate ledige. Opgaven ligger naturligt hos kommunen, som i forvejen er borgernes indgang til den offentlige sektor. Og erfaringerne fra de tidligere, statslige AF-centre var ikke specielt positive”, siger Erik Nielsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg, på baggrund af udmelding fra LO i dagens udgave af Berlingske.

”Det ville være en ulykke at skille kontanthjælpsmodtagerne, alt efter om de er arbejdsmarkedsparate eller ej. Bl.a. vil den borger, som bliver parat til arbejdsmarkedet, skulle skifte myndighed. I en tid, hvor alle skriger på regelforenkling, er det meget mystisk, hvis man vil genindføre et tostrenget system på beskæftigelsesområdet”, siger Erik Nielsen.

Han afviser fuldstændig LO’s påstand om, at en mere effektiv beskæftigelsesindsats kunne skaffe arbejde til 16.000 personer.

”Det er useriøst at fremture med skrivebords beregninger og snuptagsløsninger, hvor man vil skabe en illusion om, at der findes en nem snuptagsløsning, der kan skaffe så mange mennesker i arbejde. Jeg synes ikke, det er seriøst”, siger Erik Nielsen.

”Det er rigtigt, at nogle kommuner har større succes med at skaffe folk i arbejde end andre. Men der er jo også væsentlige forskelle på beskæftigelsessituationen selv blandt kommuner, der i udgangspunktet har sammenlignelige rammevilkår. Nogle kommuner rammes fx af store virksomhedslukninger. Det kan beskæftigelsesindsatsen bidrage til at mildne, men ikke grundlæggende lave om på”.

”Af samme grund har der altid været forskel på, hvor godt det gik med at skaffe folk i arbejde i forskellige dele af landet. Sådan var det også, dengang staten havde ansvaret for de forsikrede ledige,” siger Erik Nielsen.

Mest Læste

Annonce