FOA: Velkommen til den nye hjemmehjælpskommission

17/04/2012 11:26

Ritzau

FOA støtter nedsættelsen af den nye hjemmehjælps-kommission. Et grundigt kommissionsarbejde bør kunne føre til anbefalinger om en både bedre og mere værdig pleje hos de ældre, mener sektorformand Karen Stæhr fra FOAs social- og sundhedssektor.

Læs pressemeddelelse fra Social- og Integrationsministeriet

”Formålet med kommissionsarbejdet bør være øget livskvalitet hos de ældre. Vi har under finanskrisen set stribevis af hovsa-besparelser på området i kommunerne. I en række tilfælde har ankestyrelsen måttet stoppe kommunerne, og i andre har vi set Statsforvaltningen gribe ind. Vi savner både en overordnet politisk diskussion om kvalitet og værdighed i plejen, og vi savner i ekstrem grad en forståelse hos de politiske beslutningstagere af, hvad fagligheden hos titusinder af social- og sundhedspersonale kan bidrage med, når det handler om kvalitet i plejen af de ældre,” siger Karen Stæhr.

”Min pointe er, at hvis hverdagen i hjemmeplejen tog afsæt i medarbejdernes faglighed i stedet for kørelister og unødvendige dokumentationskrav, så ville vi opnå en klar og forøget livskvalitet, og tilfredshed hos de ældre,” siger Karen Stæhr.

Hun peger på, at de seneste tids debat om hjemmehjælpen næsten udelukkende har handlet om, hvor meget kommunerne kan spare ved at indføre robotstøvsugere.

”Vi trænger i den grad til en mere visionær debat. Robotstøvsugere er naturligvis et gode, som kan være med til at skaffe tid og lette arbejdsmiljøet for social- og sundhedspersonale. Men politisk har man i den grad stirret sig blind på et muligt spareområde. Lad nu meget gerne den nye kommission blive startskuddet på en ny og tiltrængt debat om mere livskvalitet og mere selvbestemmelse hos de ældre,” siger Karen Stæhr.

Mest Læste

Annonce