Greve og Solrød går sammen om brandslukning

Greve og Solrød kommuner går nu sammen om et fælles beredskab og slukningsområde for de to kommuner. Samarbejdet er blandt andet inspireret af beredskabssamarbejdet Vestegnens Brandvæsen og træder i kraft 1. januar 2013.

Greve og Solrød kommuner indgår fra 1. januar 2013 et beredskabssamarbejde, der betyder at de to kommuner bliver ét slukningsområde. De to nuværende brandstationer i Greve og Solrød bibeholdes, men slukningskøretøjerne fordeles lidt anderledes på de to stationer. Indsatsledervagten for begge stationer kommer til at ligge i Greve.

Samarbejdet sker for at opnå en bedre udnyttelse af de forholdsvis dyre ressourcer til brandslukning. Samtidig indgår de to kommuner aftaler om assistance fra nabobrandvæsenerne i Roskilde, Køge og Høje-Taastrup.

Med det nye samarbejde videreføres det høje serviceniveau i de to kommuner samlet set. Borgerne kan fortsat forvente, at der vil være et slukningskøretøj fremme inden for 10 minutter i 93 procent af alle tilfælde, hvor der er drejet 112. Skulle begge slukningskøretøjer være optaget samtidigt, kaldes på hjælp fra et af naboberedskaberne. Dette forventes kun at ville ske en til to gange årligt.

Borgmester Niels Hörup, Solrød Kommune er meget tilfreds med det nye samarbejde:
”For mig er tryghed et nøgleord. Med det nye samarbejde har borgerne og virksomhederne sikkerhed for en fælleskommunal løsning, som både sikrer en mere effektiv drift samt et robust og driftsikkert beredskab ”

Også borgmester Hans Barlach er glad for den nye aftale de to kommuner imellem:
”Jeg er glad for, at vi med det nye beredskabssamarbejde med Solrød Kommune kan opnå en bedre udnyttelse af ressourcerne samtidig med at vi kan bevare det høje serviceniveau”, siger borgmester Hans Barlach.

Inspirationen til beredskabssamarbejdet er hentet fra Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk kommuner samt de fem kommuner, der ejer Vestegnens Brandvæsen. Her anvendes samme model, som det Solrød og Greve kommuner vil benytte fra årsskiftet.

Det nye beredskabssamarbejde er resultatet af et omfattende analyse- og modelarbejde, hvor en beredskabsgruppe med deltagere fra de to kommuner har gennemgået risici og brandstatistik i de to kommuner samt analyseret på forskellige modeller for dimensionering af beredskabet i et fælles slukningsområde.
 

Greve Kommune på DenOffentlige.dk Greve Kommune
Aktivitet: Artikler: 72 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer