Nu kan Teen Town i Ulfborg realiseres

20/06/2012 11:55

Karsten Peier

Holstebro Byråd har bevilget 300.000 kr. i tilskud til projektet - Lokale og Anlægsfonden og Færchfonden støtter også.

Totalfinansieringen af anlægsdelen i Teen Town projektet i Ulfborg er nu på plads. Efter at Lokale og Anlægsfonden har besluttet at gå aktivt ind i projektet med 859.000 kr. og Færch Fonden med 118.000 kr., har Holstebro Byråd bevilget et tilskud på 300.000 kr. til formålet.

Teen Town har været i gang siden 2009 og er et samarbejdsprojekt, der er sat i gang af Holstebro Kommune og LAG (Lokal Aktionsgruppe) Holstebro. Projektet er bygget op om de unge og er baseret på en omfattende analyse af de unges fritidsinteresser og ønsker til rammerne herfor.

Et ydmygt ønske om et sted at være med en bålplads blev i den grad hørt af Holstebro Kommune, der nu har været med til at sørge for, at de unge får en plads, der overstiger alles forventninger. Når Teen Town står færdig til september rummer det ikke blot en lang række af faciliteter som f.eks. parkouranlæg, pumptrackbane og medievæg. Det får også ved hjælp af BSAA arkitekterne et flot arkitektonisk og ungt udtryk.

Fra Lada til Lamborghini
- Det er løftet fra at være en Lada til nu at være en Lamborghini”, siger koordinator i LAG Holstebro, Alex Würtz, der er meget taknemlig for, at både Lokale og Anlægsfonden og Færch Fonden bakker op om projektet.

Kommunaldirektør i Holstebro Kommune, Lars Møller, håber, at et projekt som Teen Town kan være med til at motivere de unge til at blive boende eller returnere efter endt uddannelse.

- Det er vigtigt, at vi også husker at sætte gang i initiativer for de unge, der bor i landdistrikterne og dermed skaber bedre levevilkår for dem, siger Lars Møller.

Vigtigt at inddrage de unge
Der er i dag 35 unge ildsjæle med i projektet, som brænder for at få indflydelse og tage ansvar i henholdsvis Ulfborg og Vinderup.

- Det har været vigtigt for os, at de unge blev inddraget i beslutningerne fra projektets start. Både kommunen og LAG har et stærkt ønske om, at de unge får mulighed for og selv er med til at tage ansvar for at gøre det bedre at leve på landet. De unge har været med i alle projektets mange faser – fra generering af ideer til konkretisering og projektudvikling, siger formand for LAG Holstebro, Kim Bak Kristensen.

Når Teen Town står færdig, er det op til de nye unge projektledere selv at tage initiativ til aktiviteter og på den måde gøre brug af pladsen.

Læs mere om projektet her.

Mest Læste

Annonce