Sønderjyde giver penge til sønderjysk kirkegård i Frankrig

31/08/2012 10:21

Haderslev Kommune

Stor kærlighed til den sønderjyske kulturarv får erhvervsmanden Laurids Jessen til at give 700.000 kroner til den Sønderjyske Kirkegård i Braine. Sammen med et bidrag fra Kulturministeriet kan kirkegården nu blive renoveret, og der vil blive sat mindetavler op med navnene på alle sønderjyder, der faldt under Første Verdenskrig.


100 kilometer nord for Paris ligger den Sønderjyske Kirkegård. Med sine hvidkalkede mure og gravsten er det et lille stykke af Danmark, der ligger midt i det franske. Som et minde om de 79 dansksindede unge sønderjyder, der ligger begravet på kirkegården. De faldt alle i Første Verdenskrig.

Den Sønderjyske Kirkegård vil få lov til at bestå mange år frem endnu. Erhvervsmanden Laurids Jessen har et stort hjerte, der banker for det sønderjyske, og han har derfor besluttet at give 700.000 kroner til kirkegården. Planen er, at kirkegården ikke kun skal renoveres, men også styrkes i sin formidling af kulturarv og være et mindesmærke for alle faldne danskere fra Første Verdenskrig.

”Jeg har valgt at give pengene som et udtryk for den danske kulturarv, den sønderjyske historie og for de soldater, der kæmpede dernede og for deres efterkommere. Det betyder meget for min familie, der har boet i Vestslesvig i 700-800 år, for mig selv og min kone, der kommer fra Haderslev”, siger Laurids Jessen.

Tidligere på året besluttede Kulturministeriet at give 700.000 kroner til renoveringen.

Laurids Jessen kommer oprindeligt fra Skærbæk i Sønderjylland, men bor i dag i Luxembourg. Han er indehaver af virksomheden Danebroge, men det er som privatperson, at han nu giver 700.000 til kirkegården.

”At besøge kirkegården er som at komme til et lille stykke Danmark. Det er flovt, hvis kirkegården forfalder”, siger Laurids Jessen.I Første Verdenskrig faldt i alt 5.300 dansksindede sønderjyder, som var blevet tvunget i tysk krigstjeneste. I forbindelse med renoveringen skal der på den bagerste mur på kirkegården rejses mindetavler med navne og fødesteder for alle de faldne.

”De informationstavler kan være med til at fortælle om, hvor mange der i virkeligheden faldt, og jeg tror også, det er rigtig vigtigt for efterkommere, at de vil kunne se navnene på deres familiemedlemmer på tavlerne”, siger Laurids Jessen.

Som formand for Den Sønderjyske Fonds Mindelegat, der hvert år giver penge til kirkegården, har Haderslevs borgmester Jens Christian Gjesing besøgt kirkegården en del gange, og han glæder sig over, at renoveringen nu kan gå i gang.

”Det er næsten 100 år siden, at Første Verdenskrig gik i gang, men med den store opmærksomhed som den Sønderjyske Kirkegård har fået, kan vi se, at kirkegården stadig er utrolig vigtig for danskerne og for sønderjyderne i særdeleshed”, siger Jens Christian Gjesing.

Der blev holdt pressemøde om Den Sønderjyske Kirkegård den 30. august klokken 16.30 på Haderslev Rådhus. Til stede på pressemødet var Laurids Jessen, borgmester Jens Christian Gjesing, viceborgmester H.P. Geil, administrator for Den Sønderjyske Fonds Mindelegat Claus Dall og arkitekt Jørgen Overby. Jens Christian Gjesing og H.P. Geil er henholdsvis formand og næstformand i Den Sønderjyske Fonds Mindelegat.

Kirkegården

Den Sønderjyske Kirkegård ligger i Braine i Frankring. Kirkegården er bygget i dansk stil. På kirkegården er der 79 grave med navngivne faldne fra hele det sønderjyske område. Kirkegården vedligeholdes blandt andet via midler fra Den Sønderjyske Fonds Mindelegat, som Haderslev Kommune er administrator for. Dertil kommer tilskud fra de fire sønderjyske Kommuner samt Ellen og Ove Arkils Fond.

Siden 1956 har Haderslev Kommune været venskabsby med Braine, og der har i mange år været en officiel Haderslevdelegation i Braine for at deltage i en mindehøjtidelighed med kransenedlæggelser til minde om de faldne danske og franske soldater fra første verdenskrig.

Renoveringen

Renoveringen af kirkegården kommer til at koste 1,4 millioner kroner, som betales af henholdsvis Kulturministeriet og Laurids Jessen. Arbejdet går i gang i løbet af efteråret 2012, og den 15. juni 2013 vil der være officiel indvielse af den nyrenoverede kirkegård. Det er restaureringsarkitekt Jørgen Overby, Gram, der vil stå for projektet. Kulturstyrelsen er projektleder i et tæt samarbejde med Den Sønderjyske Fonds Mindelegat.

Foto: Fra en mindehøjtidlig på den Sønderjyske Kirkegård i Braine

Foto: Laurids Jessen var i dag i Haderslev for at deltage i pressemøde om kirkegården

Mest Læste

Annonce