To ud af tre har grøn fjernvarme

Bæredygtighed

18/10/2012 16:22

Torben Øllegaard Sørensen

16.500 flere husstande blev koblet på fjernvarme det senest år. Nu har 63 procent eller 1.614.934 husstande fjernvarme. Fjernvarme er 52 procent grøn.

63 procent af de danske husstande har fjernvarme. Grøn fjernvarme. Det viser Energistyrelsens Energistatistik. Det vil sige at 1.614.934 husstande er koblet på fjernvarmenettet, hvilket er 16.500 flere end for et år siden..

Dermed holder næsten to tredjedele af de danske hjem varmen med fjernvarme.

”Fjernvarme er grøn og effektiv, og vi står overfor at skulle gøre al el og opvarmning helt grøn. Altså slut med olie, kul og naturgas. Det kan fjernvarmen sikre,” siger Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen.

Fjernvarme er ikke et brændsel, men et distributionssystem, som kan transportere energi. Det sker ved hjælp af varmt vand. Dermed kan man udnytte alle tænkelige energikilder, som ellers ville være gået til spilde. Tilmed kan fjernvarme gemme på energi fra eksempelvis vindmøller, der producerer på livet løs en blæsende nattetime, til der er behov for energien, når folk står op.

At fjernvarmen er så fleksibel har også ført til, at den nu er baseret på 52 procent vedvarende energi til forskel fra eksempelvis den 100 procent fossile naturgas.

Grøn og vedvarende

I dag kommer omkring en femtedel af fjernvarmen fra affaldsforbrænding, mens omkring 30 procent stammer fra biomasse som træflis og halm.

Andelen af grøn, vedvarende energi vokser og vokser, og faktisk voksede den fra 47 til 52 procent i 2011. eksempelvis bliver der i disse år bygget mange store solvarmeanlæg. Der er således nu 34 anlæg i drift med et samlet solfangerareal på 275.000 kvadratmeter. De leverer hvad der svarer til mere end 5000 husstandes årlige forbrug af fjernvarme.

For den enkelte forbruger er fjernvarmen billig og utrolig let at have med at gøre. Da systemet er baseret på varmt vand skal man som boligejer hverken sørge for olie til olietanken, træpiller til pillefyret eller for den sags skyld årlige sikkerhedstjek af naturgasfyret.

Man bør for så vidt blot sørge for, at radiatorer, gulvvarme og varmt brugsvand fungerer inde i huset. Kører ens eget anlæg ikke optimalt kan der være tale om, at man bruger mere energi end nødvendigt. Typisk kan man spare omkring fem procent ved at få sit anlæg indreguleret af en fagmand.

Både el og varme

Der er i alt 450 fjernvarmeværker landet over. Omring 250 af disse er decentrale kraftvarmeværker, som kan producere el og varme i samme proces ved hjælp af deres motoranlæg til naturgas eller biogas.

Sammen med de store centrale kraftvarmeværker i de store byer sikrer de, at over tre fjerdele af fjernvarmen bliver lavet som kraftvarme, hvor man altså producerer både el og varme samtidig og dermed udnytter brændslet bedst muligt.

”Omstillingen til, at al el og varme skal være grøn, er i gang. Det kræver selvfølgelig, at der bliver investeret i nye grønne produktionsanlæg, men det sker allerede i stor stil. Det betyder, at fjernvarmen ikke bare gør energiforbruget grønt, men også skaber en masse arbejdspladser,” siger Kim Mortensen.

Der er omkring 9200 beskæftiget i fjernvarmebranchen. I modsætning til vindmølleindustrien, så vokser antallet af medarbejdere, så der er mindst 2000 flere i 2020. Samtidig forventes eksporten at vokse fra 6 til 10,3 mia. kr.

Fakta

1.614.934 husstande har fjernvarme

404.380 har individuelle naturgasfyr

314.168 har oliefyr

30.561 har varmepumper

Fjernvarme er baseret på 52 % vedvarende energi

El er baseret på 40 procent vedvarende energi

Fjernvarmen koster i 2012 13.648 kroner for et standardhus på 130 m2 med et forbrug på 18,1 MWh/år.

Det er mindre end halvdelen af, hvad det koster at opvarme det samme hus med oliefyr.

Mest Læste

Annonce