Regeringen dropper løfte om ren luft

Bæredygtighed

13/06/2014 09:36

Freja Eriksen

Oprettelsen af særlige renluftzoner er droppet af regeringen, der frygter en ny betalingsring-scenarie.

Regeringens løfte om at landets borgmestre skulle kunne bortvise de mest osende biler fra vejene omkring deres byer ved at oprette særlige renluftzoner i storbyerne bliver droppet, skriver Jyllands-Posten.

Lovgivningen stod ellers i regeringsgrundlaget fra 2011, men det er altså nu blevet sløjfet. Det bekræfter miljøminister Kirsten Brosbøl (S) over for Jyllands-Posten.

- Vi har vurderet renluftzonen, men er nået frem til, at der findes virkemidler med en meget mere langsigtet effekt. Derfor har vi valgt det og fravalgt renluftzoner, siger Kirsten Brosbøl til avisen.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager sammenligner det med den storstilede betalingsring omkring København, som regeringen droppede i 2012.

- Vi har arbejdet med at løse problemet og har fundet en form, som øger luftkvaliteten i nogle af de byer, hvor man har problemet. 

- I stedet for at lave noget, som kunne komme til at virke som en betalingsring, fordi det ville betyde, at nogle mennesker ikke kunne køre ind i byen med deres bil, siger den radikale leder til Jyllands-Posten. 

Med støtte fra Venstre, De Konservative og SF lukkede regeringen en alternativ luftaftale onsdag, som primært handler om at begrænse luftforureningen fra busser, og som også sigter mod at mindske forureningen fra brændeovne.

SF var med i aftalen, men det tidligere regeringsparti ærgrer sig over, at flere af partiets grønne mærkesager er forsvundet fra regeringsgrundlaget.

- Jeg mener, at regeringen skulle have leveret. SF kæmpede for at få dette i regeringsgrundlaget. Men de to partier i regeringen er ikke grønne partier, siger formand Pia Olsen Dyhr til Jyllands-Posten.

Regeringen har afsat 149 millioner kroner, som blandt andet skal begrænse bussers udledning af giftig kvælstofdioxid.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce