Regeringen samler alle udlændingespørgsmål hos Støjberg

28/06/2015 15:08

Nick Allentoft

Den nye regering vil spare på udlændingeområdet og gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark.

En kontant linje over for flygtninge og indvandrere blev et centralt tema i valgkampen, og resultatet bliver nu, at den nye Venstre-regering opretter et Udlændinge-, Integrations- og Boligministerium med ansvar for alle områder vedrørende flygtninge og indvandrere.

                Læs også regeringsgrundlaget: Ny udlænge- og integrationspolitik

Minister for området bliver Venstres tidligere politiske ordfører Inger Støjberg som længe har markeret sig med en hård linje over for flygtninge og indvandrere.

Netop ønsket om et integrationsministerium var højt på listen hos Venstre i valgkampens slutspurt.

- Hvis vi skal hamle op med de kæmpe udfordringer, der er på integrations- og udlændingeområdet, har vi brug for et samlet ministerium, som kan tage ansvar for alle dele af politikken, sagde Lars Løkke Rasmussen dengang til DR.

- Vi skal have én minister, der har adgang til hele værktøjskassen - det vil sige beskæftigelses-, social- og udlændingepolitikken.

Og netop det får regeringen i det nyoprettede ministerium. 

Her samles ressortansvar for en række spørgsmål vedrørende udlændinge, flygtninge og indvandrere fra fem andre nuværende og tidligere ministerier.

Inger Støjberg får blandt andet ansvaret for undervisning som andetsprog fra Undervisningsministeriet, ansvaret for sager vedrørende udlændingeområdet fra Justitsministeriet og ansvaret for sager vedrørende integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet fra Beskæftigelsesministeriet.

I regeringsgrundlaget fremsætter regeringen desuden et mål om at "reducere de samlede udgifter på udlændingeområdet med mindst 1 milliard kroner årligt". 

Da Lars Løkke Rasmussen søndag præsenterede regeringsgrundlaget, gjorde han det klart, at regeringen allerede i næste uge vil fremsætte et lovforslag, "der skal gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark".

- De mennesker, der kommer til Danmark skal behandles ordentligt og godt, siger Inger Støjberg søndag til TV2 News.

- Men der er noget forkert i, at vi får så utroligt mange asylansøgere til Danmark sammenlignet med andre europæiske lande, og det skal vi have strammet op på, så vi kan følge med, siger hun.

Da den daværende VK-regering trådte til i 2001, oprettede den samtidig Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, men i 2011 afviklede Helle Thorning-Schmidt (S) ministeriet som noget af det første.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce