Skoler siger god for ekstra ferie

Velfærd

11/03/2016 11:41

Nick Allentoft

75 procent af skolelederne mener, at det er i orden at tage på ferie uden for de officielle ferieuger. Lærerne opfordrer forældrene til at tænke sig om.

Skiferie i uge tre eller en ekstra uges juleferie i Thailand.

Det er helt i orden, at forældre giver deres børn fri fra skole for at tage på ferie uden for skolernes officielle ferieuger, skriver Berlingske. Avisen har spurgt knap 1300 skoleledere, hvordan de forholder sig, når forældrene beder om, at eleverne skal have feriefri.

284 skoleledere har deltaget i rundspørgen, og halvdelen svarer, at der i hver klasse er mindst tre elever væk på ferie uden for skoleferierne. 75 procent af de skoleledere, der har svaret, mener, at ferierne slet ikke eller kun i mindre grad udgør et problem.

- Jeg tror, at skolelederne har lært at leve med, at det er sådan, det er, og man ønsker ikke krig i samarbejdet med forældrene. Det er blevet et vilkår i vores samfund, at der i dag er så mange, der har råd til at rejse på ferie, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, til Berlingske.

Når forældrene vil have børnene med på ferie, skal de have en godkendelse fra skolen. Den godkendelse er dog nærmere en formalitet, og det er som sådan fint, mener Claus Hjortdal.

- Vi skal ikke have flere magtbeføjelser, for al skolegang skal ske i et samarbejde mellem skolen og elevens forældre, siger han.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) synes, at udviklingen er helt i orden, så længe skolerne og forældrene fastholder dialogen.

- Det tyder på, at skolelederne har en god dialog med forældrene, og det er det vigtigste for mig, siger hun til avisen.

I Danmarks Lærerforening er næstformand Dorte Lange mere kritisk. Hun siger til Ritzau, at det går ud over fællesskabet i klassen, når nogle elever er væk.

- Jeg mener, at forældrene burde tænke over, at børn indgår i et fællesskab og i et samarbejde med de andre elever i klassen, når de er i skolen. 

- Det er ikke lige meget for det fællesskab, om alle er til stede, eller om der tit er nogle væk, siger Dorte Lange.

Hun mener dog ikke, at skolelederne skal have magtbeføjelser til at nægte barnet fri.

- Skolen skal ikke være et sted, som udøver den form for magt, siger hun.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce