Stasislæren – en schweizerkniv til argumentation

Antikkens retorikere bestræbte sig ihærdigt på at sætte retorikken i system. Et resultat af deres indsats er stasislæren: et universalværktøj som kan bruges til argumentation i alle slags sager. Ved dets hjælp kan man sammensætte slagkraftige argumenter og sikre at tilhørerne bygger deres stillingtagen på solid argumentation.

Af Christian Kock, professor i retorik, Københavns Universitet

I oldtiden tænkte man systematisk om retorik. Tænkere som Cicero, Quintilian og den langt mindre kendte Hermogenes (fra det 2. århundrede e.Kr.) anså retorik for et sammenhængende uddannelsesprogram. I retorikken lærte mennesker alt om hvad ord kunne bruges til, og dermed meget om hvad det indebar at være menneske og borger i et samfund. Man opbyggede blandt andet, gennem et par århundreder omkring år 0, læren om ’stasis’ (på latin ’status’) – en art systematik over hvilke standpunkter eller argument-strategier man kan vælge i en debat. Denne lære er også nyttig i dag, endda med en bredere anvendelse end dengang. I alle debatter om retlige domme eller om politiske, etiske eller dagligdags beslutninger kan man vælge mellem tre grundlæggende strategier, kaldet 1., 2. og 3. stasis. De består henholdsvis i at diskutere det faktuelle der er sket, i at diskutere definitionen af det og i at diskutere de særlige omstændigheder ved det.
 
Benægt fakta, eller bestrid definitionen
 
Man kan som sagt vælge at diskuteresagens fakta. Det er 1. stasis, den ”konjekturale” (sml. ’conjecture’ på engelsk, en formodning). Er noget bestemt tilfældet eller ej? Er man anklaget for en misgerning, kan man sige: ”Jeg gjorde det ikke.” Men måske gjorde man det faktisk. Så kan man diskutere fortolkningen eller definitionen af det gjorte. Det er 2.
stasis, den ’definitoriske’. Var handlingen slet ikke en misgerning, men en god gerning? Var drabet på Osama bin Laden ikke et mord, men en retfærdig straf? Man kan præcisere disse argumenttyper ved hjælp af en anden slags stasisteori, også fra oldtiden: teorien om ’status legales’, de ’retlige’ argumenttyper – dem der tager udgangspunkt i loven. Det vil sige at man starter med at se på lovens begreber, og så prøver man at passe fakta ind under et af dem. Nogen gange er der intet at diskutere. At køre bil med 1,7 promille er spirituskørsel. Et begreb passer til fakta som fod i hose. Men andre gange er der intet sikkert match mellem begreber og fakta. Det er de tilfælde som teorien om de ’legale’ stasistyper handler om. 
 

I alle debatter om retlige domme eller om politiske, etiske eller dagligdags beslutninger kan man vælge mellem tre grundlæggende strategier, kaldet 1., 2. og 3. stasis.
Fire udbredte fortolkningsproblemer
 
Én type problem er at loven eller normsystemet man bygger på, mangler et begreb som præcis dækker handlingen. Tænk på alle de nye fænomener der opfindes inden for fx it. Da hacking opstod, havde man det problem at det klart burde straffes, men det var endnu ikke beskrevet i straffeloven. Så måtte man fx sige at det skulle opfattes i analogi med indbrud og derfor straffes. Altså, man tog et eksisterende begreb og omtol-kede eller udvidede det. Men sådan en omtolkning giver jo grundlag for stor diskussion. Et andet problem kan være at man nok har et begreb der måske kan dække en given handling, men begrebet er vagt eller flertydigt. Sådan er det i mange debatter både i retssalen og offentligheden. Hvornår er noget fx ’blasfemi’ (som er strafbart her i landet ifølge straffelovens § 140)? Et tredje problem kan være at man nok har en norm der dækker et bestemt faktum, men den er ’for præcis’; tager man den på ordet, får man en absurd konsekvens. ’Knivloven’ fra 2008 fik blandt andet til følge at en ung mand blev dømt for i sin bil at have hobbyknive som han brugte til at skære papkasser op med på arbejdet. I flere sager valgte dommerne at dømme meget mildt, for de så på lovens ånd, ikke dens bogstav: Det var fx næppe dens formål at håndværkere skulle dømmes for at gå med hobbyknive. I 2012 ændredes loven, så det kunne undgås. Et fjerde udbredt problem er at der er flere begreber eller normer som dækker et givet faktum, men de peger på modsatte konklusioner. Hvis en journalist viderebringer racistiske udtalelser, overtræder han ’racismeparagraffen’; men samtidig har det almen offentlig interesse at han beskriver et samfundsforhold. Skal han så dømmes? I politik og etik er der utallige af den slags diskussioner. Vi lever nemlig alle med det som nogle filosoffer kalder værdipluralisme – vi tror på flere normer og regler som godt kan modsige hinanden i konkrete sager. Kort sagt: Hvis man vil diskutere definitionsspørgsmålet, altså problematisere forholdet mellem normer og fakta, kan man vælge mellem disse fire positioner: Der er ingen forudgivne, relevante normer; der er én relevant norm, men den er for vag; der er én relevant norm, men den er for præcis; der er flere relevante normer.
 
Udnyt sagens særlige omstændigheder 
 
Alt det var 2. stasis. Så er der 3. stasis – den ’kvalitative’. Den handler om de særlige omstændigheder ved sagens fakta. Her diskuterer man ikke længere hvilket overbegreb fakta hører ind under, men argumenterer fx med at der var en særlig grund til at et drab trods alt var en rigtig handling. Stikkerlikvideringerne under besættelsen var vitterlig drab, men de modstandsfolk der dræbte, blev aldrig tiltalt, for det de gjorde, var trods alt rigtigt i situationen – mente de fleste. Men det blev diskuteret. Man kan gå et skridt videre og indrømme at man gør noget som vitterlig er forkert eller dårligt – men det er alligevel nødvendigt. Eller man kan erkende at man bryder en norm – men den det går ud over, er ”selv ude om det”. Eller man kan skyde skylden på magter højere oppe – ”det var en ordre”. Eller man kan pege på at nok var handlingen forkert, men man var stærkt provokeret, en formildende omstændighed. Eller – det sidste alternativ – man kan indrømme alt, angre og bede om tilgivelse; det gjorde Bill Clinton til sidst i Lewinsky-affæren – efter at have prøvet et par af de andre strategier!
 
Hjælp til at fokusere argumentationen
 
Stasistænkningen var oprindelig tænkt som et redskab der hørte til i retssalen når en anklaget skulle forsvare sig. Men som vi kan se ovenfor, kan man også tit bruge stasisteorien til at få overblik over helt almindelige debatter om almene, politiske og etiske sager. Og den kan ikke kun bruges af den der ’forsvarer’ sig, men af begge parter i en sag. Hvad er det så de kan bruge den til? Jo, den hjælper til at klargøre præcis hvor man virkelig er uenig med modparten. Hvis man anklages fordi man har gået med kniv, skal man selvfølgelig ikke prøve at betvivle fakta, men alene argumentere for at det var berettiget. Hvis uenigheden skyldes normer der trækker i modsatte retninger som parterne prioriterer forskelligt, skal man argumentere for at prioritere den norm der støtter éns egen sag; man skal ikke benægte eller ignorere eksistensen af den norm modparten bygger på, eller påstå at han på skændig vis fornægter den norm man selv hylder. Man skal kort sagt fokusere sin argumentation. Det tjener dels ens egen sag bedst at man sætter fuld kraft ind på et afgrænset punkt – så er chancen bedre for at ’bryde igennem fronten’. Og dels er det bedre for de borgere i samfundet der gerne vil forstå en sag og tage kvalificeret stilling: De får solid argumentation på de afgørende punkter og slipper for at se parterne nedgøre hinanden over den bredest mulige front. R
 
 
RetorikMagasinet på DenOffentlige.dk Overbevisende kommunikation i centrum...
Aktivitet: Artikler: 9

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også