Foto: Shutterstock

Stor vaccine-nyhed: Her åbnes der for alle

Sundhed

28/04/2021 10:10

Theis

Nu kan alle borgere i en af landets regioner skrive sig på ventelisten til eventuelle restvacciner. Tidligere har det krævet en invitation at komme på listen.

Region Hovedstaden åbner nu ventelisten for overskydende vaccination for alle borgere. Hidtil har kun borgere med en invitation kunnet skrive sig på listen, men nu bliver den også åben for alle andre. Det sker for fortsat at kunne undgå at vacciner går til spilde, siger Helene Bliddal Døssing, der er konstitueret vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskabet, i en pressemeddelelse.

"I takt med at flere og flere borgere får en invitation til vaccination og der kommer nye leverancer til landet, er det lykkedes at skabe et bedre flow mellem invitationer og antal tider. Det betyder, at færre skriver sig på ventelisten, fordi mange hellere selv vil planlægge, hvornår vaccinationstiden passer ind i deres liv. Derfor åbner vi ventelisten, så alle får mulighed for at skrive sig op til de få vaccinationer, så vi fortsat kan sikre, at ingen vacciner går til spilde," siger hun og tilføjer:

"Vi håber, flere borgere vil melde sig til ventelisten, når den bliver udvidet. At stå på venteliste er en chance for at komme frem i køen, men det er ingen garanti for at blive vaccineret, for der er kun ganske få vacciner til overs. Og borgerne prioriteres ligesom tidligere efter alder, så de ældste er først i køen."

I gennemsnit er der mellem en og fem vacciner i overskud fra et af de store vaccinationscentre i regionen, der kan vaccinere op til 6.000 borgere om dagen, oplyses det.

Sådan fungerer ventelisten

Ventelisten er for borgere, der ikke allerede er gået i gang med et vaccinationsprogram, og man skal tilmelde sig dagligt, for at stå på ventelisten. Alle navne på vaccinationsventelisten bliver slettet hver dag, så interesserede skal skrive sig på dagligt for at komme i betragtning til en vaccination.

Interesserede borgere bliver kontaktet af et vaccinationscenter direkte om aftenen lige før lukketid, hvis centret har overskydende vacciner på dagen. Borgere skal kunne møde op ved vaccinationscentret i løbet af 30 minutter, og ifølge anvisninger fra Sundhedsstyrelsen vil de ældste blive prioriteret først.

Borgere, der allerede har modtaget en vaccineinvitation, kan også skrive sig på listen.

Tilmeldingen foregår i et skema på regionh.dk under ’Tilmeld dig dagens liste’, hvor der er mere information om vaccineventelisten, fortæller regionen i pressemeddelelsen. 

Mest Læste

Annonce