Succes med matematik og naturvidenskab i børnehøjde

Siden 2012 har tre kommunale daginstitutioner i Randers med stor succes haft fokus på at lære børnene matematik og naturvidenskab. I dag skal pædagogerne give de gode erfaringer videre til andre daginstitutioner - både i og udenfor Randers.

Et menneskes grundlæggende forståelse for natur og naturvidenskab opstår allerede i den tidlige barndom. Skal man tage udfordringen op mod unges dalende interesse for de naturvidenskabelige uddannelser, skal der derfor allerede skrides ind i de tidlige barneår. Siden 2012 har Fussingø Naturbørnehave, Orkestervejens børnehave og Børnehuset Skovdalen i Randers været en del af pilotprojektet SMOL sammen med daginstitutioner fra syv andre EU-lande. SMOL er en forkortelse af Science, Math and Outdoor Learning.

Igennem projektet er der kommet mange gode bud på, hvordan naturvidenskab og matematik, som er en del af naturvidenskaben kan præsenteres i børnehøjde.

”Før i tiden brugte vi som pædagoger meget af vores tid på almindelig naturformidling, når turen gik i skoven. I dag har vi et fokus på naturvidenskab og matematik. Det handler om at komme et lag dybere, samtidig med at det sker på børnenes præmisser - på en praktisk måde. Jeg håber, det vil betyde, at børnene enten bevist eller ubevist kan relatere de praktiske opgaver i børnehaven til et mere teoretisk plan, når de senere hen skal have matematik og naturfag i skolen,” siger pædagog Kristoffer Larsen fra Fussingø Naturbørnehave.


Forsøgene i skoven spænder vidt - lige fra at undersøge blomsters fotosyntese og evne til at optage væske, når der for eksempel laves forsøg med vintergækker, til at forvandle træpinde til kulkridt eller omdanne vand til matematiske former og figurer af is. Mulighederne er mange, uanset om det er sommer eller vinter.

De mange forskellige forsøg bliver dokumenteret på kommunens internetbaserede SMOL-blog

Deltagerne fra de syv andre lande har deres blog, og på den måde er pædagogerne på tværs af landegrænserne med til at give inspiration til hinanden. Forsker i pædagogisk og naturforståelse, lektor ved pædagoguddannelsen VIA i Århus, Niels Ejbye-Ernst, følger SMOL-projektet i sin forskning.

”For mig at se er projektet medvirkende til, at pædagogerne bliver mere bevidste om, hvad de gør. Det handler ikke alene om at gå en tur i skoven og se på nogle dyr og planter. Det handler også om at få børnene til at være undersøgende. At pirre til den naturlige nysgerrighed, som børn har. Det er vigtigt i et senere forløb at have den forståelse.”

I dag – den 27. maj – mødes 80 pædagoger fra forskellige kommuner på Randers Naturcenter for at høre nærmere om de gode erfaringer fra SMOL-projektet.

”Her vil vi viderebringe nogle af de mange gode eksempler, som vi her i Randers har udviklet i forbindelse med projektet,” siger pædagogisk konsulent ved Randers Kommune, Charlotte Buchhave.

Dagens program begynder kl. 10 og slutter omkring kl. 16. Se mere på her. 

Emneord: Folkeskolen, Folkeskolereform, Folkeskole-stafetten
Randers Kommune på DenOffentlige.dk Randers Kommune
Aktivitet: Artikler: 146 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også