Foto: Helene Bagger

Tilgængeligheden halter

Vi har fortsat en tendens til at sige, at det at have en funktionsnedsættelse, er et vilkår som man bare må leve med. Det halter visse steder stadig med tilgængeligheden, og betyder at mennesker med handicap ikke kan bidrage på lige fod til samfundet.

Hvordan hjælper tilgængelighed mennesker med handicap til at de kan bidrage til samfundet?

Tilgængelighed er forudsætningen for at kunne bidrage – det gælder alle.

En kort præsentation af mig selv. Jeg er 51 år, arkitekt og driver firmaet Handiplan Plus, medlem af danske arkitektvirksomheder. www.handiplanplus.dk. Efter nogle år som ansat i det private, valgte jeg at starte egen virksomhed, der specifikt rådgiver om tilgængelighed for alle. 

Som en del af mit virke holder jeg oplæg og kurser for kollegaer indenfor byggebranchen (arkitekter, ingeniører og planlæggere) og begynder ofte oplægget med vittigheden – ingen arme ingen kager.

Ingen arme ingen kage

Claus Bjarne Christensen

Historien er om lille Peter der ingen arme har og spørger sin mor om han må tage noget kage i køkkenet. Da kagerne er på øverste hylde kan Peter ikke nå dem. Peter bliver ked af det og med tårer i øjnene henvender han sig til sin mor og beder om hjælp. Moderen svarer blot: Ingen arme ingen kager.

Peter lever i en hård verden. Og uden at tøve, synes jeg også at vi specielt i Danmark har haft en hård politik i forhold til tilgængelighed. Et handicap er et vilkår og det må man lære at leve med. I 90’er var det udbredt blandt arkitekter at sige: Nu må handicaporganisationerne opfinde en kørestol der kan gå på trapper fordi trapper er et vilkår i den verden der eksisterer og den verden vi ønsker fremadrettet.

Jeg afslutter oplægget med, at Peters problem ikke er at han ikke har arme, men at kagedåsen er placeret uhensigtsmæssigt. Tænk om kagerne blev placeret således at Peter kunne nå dem. Denne tankegang om fornuftig placering kaldes (vist) universelt design.

Barrierer for bidrag

Man må spørge om ovenstående ikke bare er fortidens synder. Men jeg mener, at vi forsat har en tendens til at sige det at have en funktionsnedsættelse er et vilkår som man bare må leve med. Jeg vil fremkomme med steder hvor det halter:

I erhvervsbyggeri er der ikke krav om elevator hvis bygningen kun er i to etager. Altså mennesker der ikke kan gå på trapper kan ikke benytte bygningen fuldt ud og kan ikke deltage i et arbejdsliv som ligeværdige.

Den offentlige transport udelukker personer med handicap, fordi Folketinget ”tillader” det. På Christiansborg magter man ikke at løse problemet, nok mest fordi man er ligegyldig og ikke forstår problemet. I Tyskland og England ses ikke de samme barrierer i den almindelige kollektive trafik. MF’erne skulle prøve at sætte sig i en kørestol og tage turen med bus, tog mv. fra Christiansborg til et virksomhedsbesøg på Grundfos i Bjerringbro. Der tilbydes særordninger med hjælp i begrænset tidsrum til toget og særlig tilrettelagt buskørsel. 

Der holdes foredrag og høringer, spilles teater uden teleslynge, så personer med hørehandicap ikke kan udnytte deres hørerapparater.

Der indkøbes it-systemer i virksomheder og offentlige myndigheder der udelukker personer med særlige behov – syns og læseudfordringer. Hermed udelukker it-systemerne potentielle arbejdspladser for personer med handicap, som stiller (helt rimelige) krav til universelt design af it-systemer.

Ovenstående illustrerer at den manglende tilgængelighed udelukker personer med mentale, psykiske, sensoriske (høre, se, allergi) og fysiske funktionsnedsættelser fra at bidrage til samfundet.

I 2013 fik vi en førtids- og flexjobreform, der forlanger at alle under 40 år skal i arbejde. Hvilket dybest set er en god ide, men den måde arbejdspladser og kollektiv trafik er indrettet på umuliggør dette. Uden tilgængelighed kan mennesker med handicap ikke bidrage på lige fod. Vi går ikke bare glip af at flere kan bidrage til vores fælles kasse, men også glip af den mangfoldighed der beriger et samfund på det menneskelige plan.   

Jeg tror på at mennesker med funktionsnedsættelser er med til at bidrage positivt til et bedre samfund, blot ved at være med på lige fod. Forudsætningen for dette bidrag er tilgængelighed.

I forhold til byggeri har vi på mange områder et godt bygningsreglement, men problemet er at det ikke har konsekvenser at sjuske med overholdelsen af reglementet. Der bør ske forbedringer i forhold til boliger og elevatorkrav.

Det er meget interessant at en norsk regeringsundersøgelse viser at tilgængelighed og universel design kan betale sig – også samfundsøkonomisk. Disse erfaringer burde Folketinget se på.

Tilgængelighed og universelt design er muligt

Jeg vil her som en slutning rose et nu 10 år gammelt initiativ fra transportministeriet, der løbende udføres af Vejdirektoratet, nemlig tilgængelighedsrevision.

Tilgængelighedsrevision er en anerkendt systematisk projektgranskning af veje- og bydelsprojekter. Det er jo smartest, vi bygger rigtigt første gang så alle kan deltage. Jeg har selv haft glæden af at løfte projekter op på et mere tilgængeligt plan. I den ideelle verden er det ikke menneskeskabte barrierer eller manglende universelt design der hindrer alle i at bidrage. Vi får et mere rigt samfund når vi alle kan mødes og bidrage ligeværdigt.

Læs mere i Færdselsarealer for alle - Håndbog i tilgængelighed

Mere solidaritet og mangfoldighed tak

Jeg vil opfordre til mere solidaritet mellem mennesker, selvom du ikke lige nu kan se fordelen i at sikre tilgængeligheden og plads til forskellighed. Det er ikke altid nok at bare du kan bidrage.

Jeg vil sende stafetten videre til Jens Pedersen, Vejdirektoratet med spørgsmålet. Er ”græsset” grønnere i vores nabolande når det gælder tilgængelighed

Emneord: Stafetten, Handicap, Tilgængelighed, Arkitektur, Vejdirektoratet, Universelt design

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også