Transportminister Pia Olsen Dyhr baner vejen for grøn transport

I forlængelse af Klimaplanen, der netop er udgivet, vil transportministeren undersøge hvordan man kan arbejde systematisk med CO2 reduktioner på transportområdet. Regeringen har en ambitiøs målsætning om at gøre det danske samfund, herunder transportsektoren, fossilfri i 2050.

Transportministeren har derfor besluttet, at der skal udarbejdes en køreplan for, hvordan transportsektoren på kort og lang sigt skal arbejde frem mod målsætningerne. Det er regeringens målsætning, at der skal ske en markant reduktion af CO2-udledningen på 40 pct. i 2020 sammenlignet med 1990. Regeringen ønsker også, at det danske samfund skal være uafhængigt af fossile brændstoffer i 2050.

Transportsektoren er i dag meget afhængig af de fossile brændstoffer. Samtidig er samfundet helt afhængigt af en effektiv transport. En udfasning af fossile brændsler, og dermed også en markant reduktion i CO2-udledningen, er derfor en meget stor og kompleks opgave. Det kræver en køreplan, der skitserer rækken af virkemidler, der kan tages i brug, og ikke mindst timingen i dette frem mod 2020 og 2050. Helt overordnet vil der være fokus på tre hovedemner: effektivisering, nye drivmidler og adfærdsændringer.

Transportminister Pia Olsen Dyhr udtaler:

-Der er tale om en helt nødvendig og vigtig opgave, som ikke er nem at løse for samfundet som sådan og slet ikke i transportsektoren. Derfor skal vi være mere bevidste om hvad vi gør nu, der kan bringe os i mål på lang sigt.

-Frem mod 2020 er det bl.a. en effektivisering af bilparken, så bilerne kører længere på literen, der kan lede til mindre CO2. Og for godstransporten handler det om at udnytte de muligheder, der bl.a. er for at bruge modulvogntog eller distribuere gods i byerne på en anden måde.

På den lidt længere bane – særligt efter 2020 - skal det være et skift i drivmidler, så flere køretøjer kører på eksempelvis el og gas. Elsektoren skal levere grøn el baseret på bl.a. vindenergi, der ikke udleder CO2. Det handler også om, hvordan transportsystemet bruges. En grønnere transport kræver et skift i vores adfærd, så flere benytter den kollektive transport, cykler eller går.

Køreplanen for en grønnere transport udarbejdes af Transportministeriet i samarbejde med Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, og der vil i løbet af efteråret blive arrangeret en række fokuserede møder og miniseminarer, der tematisk inddrager relevante aktører, og som i det omfang, der er interesse herfor, også kan være arrangeret af aktørerne selv som et konkret bidrag til arbejdet. Målet er at sikre, at flest mulige perspektiver for grøn transport bliver belyst. Endelig afholdes en bredt indbudt konference op til afslutningen af arbejdet med køreplanen. 

Klima-energi-, og bygningsminister Martin Lidegaard udtaler:

-Med klimaplanen har vi sikret de overordnede rammer for, hvordan vi bredt i regeringen arbejder med klima. Nu er det afgørende, at de enkelte ministerier også tager teten på deres egne politikområder. Derfor er jeg rigtig glad for, at transportministeren har taget dette initiativ, som vil sikre, at det sker på transportområdet

Det er en særskilt målsætning at gennemføre arbejdet under inddragelse af alle de relevante interessenter. Der nedsættes derfor to følgegrupper. Til den ene følgegruppe inviteres en række brancheorganisationer i transportsektoren: 3F, DI transport, Dansk Erhverv, FDM, DTL, ITD, Danske busvognmænd, Rederiforeningen, Trafikselskaberne i Danmark og Danske Havne. Til den anden følgegruppe inviteres en række relevante grønne organisationer og repræsentanter for teknologierne: Teknologirådet, Concito, Det Økologiske Råd, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Cyklist Forbund, Partnerskabet for brint og brændselsceller, Landbrug & Fødevarer, Energi- og Olieforum, repræsentant for gassektoren, Dansk Elbil Alliance, De Danske Bilimportører, BioRefining Alliance og WWF.

Se projektoplæg for udfasning af fossile brændstoffer her

Emneord: Infrastruktur, Grøn omstilling, Transport, Co2, Pia Olsen Dyhr, Martin Lidegaard, Klimaplan
Transport- og Bygningsministeriet på DenOffentlige.dk Transport- og Bygningsministeriet
Aktivitet: Artikler: 41 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også