Vadehavet rykker op i verdens natur-superliga

Bæredygtighed

04/07/2014 18:50

Nick Allentoft

UNESCO har udpeget den danske del af Vadehavet som en del af verdensarven. Det eftertragtede kvalitetsstempel kan gøre Vadehavet til en grøn turistmagnet for hele verden.

Som det første naturområde i Danmark kan Vadehavet nu sammen med Stevns Klint kalde sig en del af verdensarven.

Dermed rykker den sydvestjyske perle helt op i verdens natur-superliga med verdenskendte destinationer som Grand Canyon og Great Barrier Reef. 
 
UNESCO har i dag på et møde i Doha, Qatar, besluttet, at den danske del af Vadehavet skal have det eftertragtede kvalitetsstempel som naturområde i verdensklasse. Tidligere i dag besluttede UNESCO også at udnævne Stevns Klint til verdensarv på grund af sin unikke geologi.
 
Det er en meget stor dag for Vadehavet og for hele Danmark. Det er første gang, at danske naturområder bliver udnævnt til verdensarv. Kvalitetsstemplet som verdensarv kan gøre Vadehavet til en grøn turistmagnet for hele verden, og sammen med Tyskland og Holland kan vi nu markedsføre Vadehavet som en helt unik naturoplevelse verden over, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
 
Helt tilbage i 1995 ønskede daværende miljøminister Svend Auken at få den danske del af Vadehavet optaget som verdensnaturarv, men det lykkedes ikke dengang at sikre den lokale opbakning.

Det lykkedes siden i 2012, og ansøgningen, der er blevet til i samarbejde med Tyskland og Holland, støttes af Nationalpark Vadehavet og Esbjerg, Varde og Fanø kommuner.
 
Det er kulturminister Marianne Jelved, der på forarbejde af Miljøministeriet har indsendt ansøgningen for Vadehavet til UNESCO. 
 
Det er fantastisk, at det nu har kunnet lade sig gøre at få hele Vadehavet med på verdensarvslisten og dermed sikre et stykke enestående dansk natur. At det har kunnet lade sig gøre skyldes en kæmpe fælles indsats fra kommunerne ved Vadehavet og de tyske og hollandske myndigheder, siger kulturminister Marianne Jelved.
 
Vadehavet er verdens største sammenhængende tidevandssystem, og dyre- og plantelivet har udviklet sig mangfoldigt. Mere end 10.000 dyre- og plantearter lever her, og millioner af trækfugle benytter Vadehavet som en uundværlig station for mellemlanding og proviantering
 
I forvejen er Vadehavet i Tyskland og Holland udpeget som verdensarv, men ikke før nu har hele Vadehavet kunne smykke sig med UNESCOs blå stempel.

Læs mere om Vadehavet

Mest Læste

Annonce