Valget deler Danmark i røde storbyer og blå landområder

Infrastruktur

19/06/2015 16:08

Nick Allentoft

Folketingsvalget sætter en tyk streg under tendens til røde storbyer og blå landområder, siger forskere.

Mens Dansk Folkeparti blev det største parti i en række områder i Sønderjylland og på Vestsjælland, så er der markant rødt flertal i storbyerne på danmarkskortet, hvor Enhedslisten og Alternativet er blandt de største partier i nogle områder. 

Stemmerne ved folketingsvalget udstiller nogle markante forskelle mellem by og land, siger Carina Bischoff, adjunkt på Roskilde Universitet.

- Man kan helt klart se, at byerne fortrinsvis går til rød blok, og for eksempel står det nye parti Alternativet meget stærkt i storbyerne, mens DF er blevet et meget stærkt parti i for eksempel Sønderjylland.

- Det ser ud til, at de socio-økonomiske forskelle begynder at markere sig mere, som afgørende for hvem man stemmer på, siger Carina Bischoff med henvisning til for eksempel vælgernes uddannelsesbaggrund, indkomst og formue.

Hun vurderer, at disse forskelle kan vise sig at blive mere fremtrædende ved 2015-valget end ved de foregående, når forskerne har haft lejlighed til at se nærmere på data for stemmernes fordeling.

For eksempel får rød blok 65,2 procent af stemmerne på Østerbro i København mod 34,7 procent til blå blok, og Enhedslisten er det andetstørste parti efter Socialdemokraterne.

Enhedslisten blev det største parti på Nørrebro i København, hvor partiet erobrede flere end hver fjerde stemme.

Dansk Folkeparti fik til gengæld 31,9 procent af stemmerne i Aabenraa mod 21,1 procent på landsplan.

Ifølge Rune Stubager, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet, er tendensen med store forskelle mellem land og by ikke ny.

- Mønstret med, at byerne er mere røde, har vi set de sidste 120 år. Hvor det tidligere var arbejdere, der stemte på Socialdemokraterne, ser vi nu også i høj grad højtuddannede, der stemmer på Enhedslisten, De Radikale og nu også Alternativet.

Dansk Folkeparti er blevet et meget stærkt parti i Syd- og Vestjylland og på Vestsjælland. 

For eksempel fik partiet mere end 28 procent af stemmerne i Haderslev, hvor DF blev det største parti. Her måtte Alternativet nøjes med 2,5 procent af stemmerne.

- Det er nogle af de områder, hvor folk ikke har så lang en uddannelse som inde i byerne. Det har traditionelt set været en vigtig faktor i forhold til dem, der stemmer på Dansk Folkeparti, siger Rune Stubager.

- De har trukket væsentligt flere stemmer hos dem med kortere uddannelser end dem med længere. Det mønster, tror jeg, stadig er der, siger valgforskeren. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce