I front i udvikling af intelligente transport systemer

14/02/2013 14:15

Region Nordjylland

Region Nordjylland er partner i et innovativt EU-projekt, som skal udvikle fremtidens europæiske standard for intelligente transport systemer til gavn for borgere og erhvervsliv.

Regionen er sammen med Aalborg Universitet og det private firma Gatehouse de danske partnere i det nye store EU-projekt MOBiNET, som netop er skudt i gang. Projektet, som involverer 34 partnere fra en lang række europæiske lande, skal udvikle en fælles europæisk services platform for ITS, intelligente transport systemer.

Den fælles platform skal bruges til smarte trafikservices til gavn for alle typer af brugere – både borgere og virksomheder i eksempelvis transporterhvervet.


ITS med muligheder for borgere og erhvervsliv

Mulighederne med ITS er mange. Fælles for dem er, at de gør livet nemmere for både borgere og erhvervsliv – ikke mindst når der udvikles en fælles europæisk standard, som MOBiNET-projektet har som mål.

Forestil dig, at du er på vej til arbejde i Aalborg, men nord for Vodskov bipper din smartphone og anbefaler dig at tage Limfjordsbroen, da der er kø i tunnelen. Eller forestil dig, at du er på vej i bil til et møde i Hamborg. Da du nærmer dig byen, tilbyder din smartphone at guide dig til en ledig parkeringsplads tæt på dit mødested. Programmet i din telefon klarer også parkeringsbetalingen hurtigt og enkelt, uden at du skal have Euro-mønter eller kreditkort op af lommen.

Disse er kun to eksempler på potentialet i ITS – et potentiale som Nordjylland både kan bidrage til og udnytte til egen fordel, forklarer regionsrådsformand Ulla Astman, som også er formand i Vækstforum:

- ITS bliver i fremtiden et endnu vigtigere værktøj til at begrænse trængsel og gøre vores transport hurtigere, sikrere og mindre miljøbelastende. Ved at deltage i MOBiNET-projektet bidrager Nordjylland til udviklingen med unikke kompetencer, og samtidig får vi selv styrket vores erhvervsliv ved at byde ind på det europæiske marked for ITS-løsninger, siger Ulla Astman.


Services samles i ét fælles europæisk system

Visionen for MOBiNET er at samle data og services i ét europæisk system på tværs af transportformer og lande. På den måde kan brugeren ikke alene anvende f.eks. parkeringsservices i sin hjemby eller sit hjemland men også i resten af Europa uden at skulle bekymre sig om, hvordan servicen fungerer hvert enkelt sted.

Udfordringen er netop, at få nuværende og fremtidige systemer til at arbejde sammen på europæisk plan. Derfor investerer EU og de enkelte partnere i alt 115 mio. kr. i at skabe standarden og den platform, hvor på fremtidens ITS data og services skal udveksles.

Heraf bidrager Region Nordjylland med 350.000 kr. efter EU-refusion i arbejdstimer og Vækstforum Nordjylland med 700.000 kr. som led i satsningen på regionale frontteknologier, hvor netop ITS udgør en særlig styrkeposition i Nordjylland.

Mest Læste

Annonce