Tid og plads til vandet

Bæredygtighed

05/03/2013 21:17

Martin Moneaux

Tilpasning til mere vand i fremtiden er en ny og udfordrende opgave, som nu og i årene fremover vil berøre mange. Vejen til succes er "at skabe tid og plads til vandet". Både i byen og ude i det åbne land, i oplandene til vandløbene. Vi har kun få erfaringer i praksis i Danmark.

I et relativt lille land som vores med 5-6 mio. indbyggere er det vigtigt, at vi udvikler og deler viden på tværs. Både af hensyn til mest miljø og klimatilpasning for pengene til vores borgere (forbrugere). Og af hensyn til erhvervsudvikling, eksport og salg af dansk viden på denne del af vandområdet.

Flere gode kræfter i sving
Vi er heldigvis godt på vej med opsamling af viden, innovation og fælles løsninger. I www.vandibyer.dk og www.byerivandbalance.dk er mange gode kræfter - bl.a. kommuner, forsyninger, forskningsinstitutioner, rådgivere og leverandører - gået sammen om udvikling og helhedsløsninger. Vi forebygger, at vi alle sammen går ud og laver de samme begynderfejl eller konkurrerer med hinanden.

Inden vi indenfor en geologisk begrænset tidshorisont (som kan være mange tusinde år!) rammes af den næste istid, tyder alt på, at vi i indeværende århundrede får det varmere med stigende havspejlsniveau og mere intens nedbør. Konsekvenserne af klimaændringerne kommer ikke snigende om natten, for så pludselig at sætte ind med fuld styrke næste morgen. Omfanget af virkningerne ser vi på den lange bane, og investeringerne i klimatilpasning rækker i nogle tilfælde både 50 og 100 år frem i tiden.

Her-og-nu projekter
Angiveligt for at øge væksten i samfundet, har Regeringen besluttet at øge prisloftet for forsyningerne på 2,5 milliarder kr. til her-og-nu i 2013 at anlægge tilpasningsprojekter i Danmark – uden at hverken kortlægning, planlægning og prioritering er på plads, og uden at vi i øvrigt har en ret stor erfaring i Danmark med sådanne projekter.

Lovgiverne lægger op til, at både planlægning og prioritering af indsatsen skal jages igennem i løbet af de næste 11 måneder. Enten som en del af kommuneplanen eller som et tillæg hertil. Miljøministeriet har netop udsendt en vejledning herom i høring.

Det bliver i praksis næsten umuligt at nå. Sammen med vores kommunalt ejede spildevandsselskab skal hele grundlaget for planen tilvejebringes, mulige projekter til klimatilpasning skal findes, formuleres, kvantificeres og prioriteres. Desuden skal vi inddrage borgere, interesseorganisationer og tage høringer alvorlige … og det agter vi naturligvis at gøre.

Konkrete erfaringer og projekter
Der er givet enkelte veldokumenterede projekter rundt om i landet, som kan anlægges på det nuværende vidensniveau. I Aarhus Kommune har vi et enkelt, nemlig et sluse- og pumpeanlæg til ved højvande at sikre en passende lav vandstand i Aarhus Å gennem midtbyen. Anlægsarbejdet startede for 3 uger siden.

Anlægget giver mulighed for, at tag- og overfladevand stadig kan løbe ud i det langstrakte bassin, som åen i tilfælde af bortpumpning af vand udgør – og dette er væsentligt billigere end traditionelle løsninger.

Tilsvarende skuffeprojekter, der kan realiseres på landsplan i løbet af et års tid, løber samlet formentlig kun op i en lille brøkdel af de 2,5 milliarder kr.

Der er mange gode grunde til at bruge 2013 til at få grundlaget, planlægningen og prioriteringen i orden for disse langtrækkende projekter i stedet for at fyre rigtigt mange millioner kr. af på potentielt dyre hovsa-løsninger. Derfor bør forventningerne til gennemførte anlæg til klimatilpasning finansieret af spildevandsselskaberne og udarbejdet i samarbejde med kommuneren i 2013 skrues væsentligt ned.

Mogens Bjørn Nielsen er afdelingschef for Vandmiljø & Landbrug i Århus Kommune

I næste uge blogger Regeringens Task Force for Klimatilpasning, Naturstyrelsen 

Mest Læste

Annonce