Samfundsengagement i hjertet af medarbejderne og forretningsstrategien

05/10/2011 11:22

Administrator

Fødselstallet falder, og samtidig går de store efterkrigsårgange på pension. Med andre ord – arbejdsstyrken styrtdykker. Ifølge Social Business Expert Tania Ellis er kampen om de gode hoveder en af grundene til, at virksomheder i denne tid får øjnene op for den helt afgørende forbindelse mellem social ansvarlighed og medarbejdertilfredshed.

De nye medarbejdere har lært at stille krav, fastslår Social Business Expert Tania Ellis. ”I kampen om de gode hoveder skal der i dag vindes både hjerner og hjerter. Medarbejdere vil udvikle sig, og de vil have mening med de mange timer, der hver dag bruges på jobbet. Derfor ser vi eksempler på frivilligt arbejde i arbejdstiden, og på at business-skole-studerende opretter deres egne organisationer for at fremme fokus på socialt iværksætteri og virksomheders samfunds- engagement (CSR),” siger Tania Ellis.

Men hvorfor kan de nye medarbejdere med deres kontrastfyldte selvdyrkelse og fællesskabsorientering ikke bare realisere sig i fritiden? Og kan de overhovedet stille krav til virksomheder i en tid, hvor krisen har skabt store grupper af ledige nyuddannede på jobcentrene? Ifølge Tania Ellis er svaret ja.

”En rapport fra Boston Consulting Group viste allerede i 2009, at virksomheder kommer til at stå over for et dobbelt problem, når recessionen er ovre. Fødselstallet falder, og samtidig går de store efterkrigsårgange på pension. Med andre ord – arbejdsstyrken styrtdykker. En virksomheds evne til at tiltrække og fastholde medarbejdere vil i højere grad end måske nogensinde være et altafgørende konkurrenceparameter,” siger Tania Ellis.

Social kapital – nøglen til vækst
Når vi taler om fastholdelse af medarbejdere og om at skabe et stærkt arbejdsmiljø, hvor alle løfter optimalt, er der god grund til også at tale om social kapital, hvor nøgleordene er tillid, retfærdighed, samarbejde, netværk og menneskelige relationer. ”Der er et stærkt link mellem social kapital og centrale konkurrenceparametre som arbejdsmiljø, produktivitet, effektivitet og sidst men ikke mindst – bundlinjen. Det er den sociale kapital, der gør, at ledelse og medarbejdere kan løse virksomhedens opgaver i fælleskab,” siger Tania Ellis.

Begrebet social kapital anvendes i en lang række forskellige discipliner og som inspiration til udviklingsprojekter i vidt forskellige sektorer lige fra skolebørns sundhed i USA til spredning af nye vandingsmetoder på Java. Men når det kommer til koblingen mellem arbejdsglæde og medarbejdertilfredshed, er social kapital stadig et relativt nyt tema blandt de fleste danske virksomheder.

Har man først taget en strategisk tilgang til social kapital til sig, er der dog gode resultater at hente på bundlinjen – for jo højere arbejdsglæde, jo bedre top- og bundlinje. ”Vi har nu så mange studier på tværs af brancher og sektorer, at vi kan dokumentere en entydig sammenhæng mellem arbejdsglæde og økonomiske præstationer”, udtalte den administrerende direktør for analysevirksomheden Innova, som står bag undersøgelsen The European Employee Index, for nogle år siden.

”Det er altså langt fra tilfældigt, at vi i Danmark – hvor arbejdstilfredsheden ligger på en førsteplads inden for EU – har en høj konkurrenceevne til trods for en tung offentlig sektor og et højt skattetryk. Faktisk er det den forholdsvis høje sociale kapital i danske virksomheder, der har skabt meget af den vækst og velfærd, vi i dag tager for givet," siger Tania Ellis.

Mest Læste

Annonce