De fleste bilister opfatter handskerummet som et praktisk opbevaringssted til brugsanvisninger, gamle kvitteringer og måske et par solbriller.
Men vidste du, at det i mange biler også kan fungere som et minikøleskab? Nej, det er ikke en joke.
En skjult funktion, som overraskende mange bilejere ikke kender til, gør handskerummet til den perfekte hjælper på varme sommerdage.
Faktisk har mange biler – endda nogle modeller, der blev produceret for op til 25 år siden – en lille drejeknap eller en kontakt gemt et sted inde i handskerummet, som aktiverer en 'hemmelig' kølefunktion.
Det skriver mediet Chip.
Når du drejer på denne lille knap, typisk markeret med et symbol af en snefnug, åbner du en ventil, der leder kølig luft fra klimaanlægget direkte ind i handskerummet. Resultatet? Et praktisk sted at holde drikkevarer og snacks kølige, mens du kører gennem hedebølgen.
Mange bilejere har denne funktion siddende lige under næsen uden nogensinde at opdage den. Pludselig kan det støvede handskerum forvandles fra rodet opbevaringssted til et lille køligt paradis for dine forfriskninger.
Praktisk er det også for dem, der tilbringer mange timer på landevejen om sommeren. I stedet for at drømme om en kold sodavand, der måske venter ved næste tankstation, kan du blot række hånden ud og finde en kølig overraskelse inden for rækkevidde.
Men før du jubler alt for højt, er det værd at bemærke, at ikke alle biler har denne praktiske lille detalje. Nogle bilproducenter har valgt at droppe funktionen helt, mens andre aktiverer den med en lille vippekontakt i stedet for en drejeknap.
Så næste gang du sætter dig bag rattet, kan det være en idé lige at åbne handskerummet og kigge efter den lille drejeknap. Måske kan din bil også mere, end du tror, og give dig en overraskende kølig oplevelse næste gang sommervarmen melder sig.