Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skræmmende tal: 3 af 4 af disse danskere har ikke styr på essentiel sikkerhed i bilen

Bil og motor

05/04/2024 04:55

J. Bøgen

Det reducerer sikkerheden med hele 50 procent.

Mere end 70 procent af alle trafikkollisioner er frontalulykker, og i de tilfælde er små børn bedst beskyttet mod farlige stød i nakke-, hoved- og maveregion, når de sidder med ryggen mod kørselsretningen i en bagudvendt autostol.

Placeres små børn derimod i en fremadvendt autostol reduceres barnets sikkerhed med hele 50 procent, og risikoen for alvorlige personskader øges.

Det viser nyeste testresultater over frontalkollisioner, som ADAC, Forbrugerrådet TÆNK og FDM står bag. Blandt andet derfor anbefaler danske eksperter inden for trafiksikkerhed, at små børn sidder i en bagudvendt autostol længst muligt og gerne indtil, de er 4 år, da det giver barnet den mest optimale beskyttelse ved en eventuel kollision.

Men stik imod anbefalingerne placerer 75 procent af danske forældre små børn i en fremadvendt autostol i en alt for tidlig alder, hvor barnets krop endnu ikke er udviklet til at modstå trykket ved en kollision.

Næsten hvert 5. danske barn placeres allerede fremadvendt i bilen, før barnet er 1 år gammelt. Det viser tal fra en nordisk undersøgelse blandt andet.

Ikke det eneste problem

De alarmerende tal får nu en af branchens førende producenter af autostole til at råbe vagt i gevær.

”Som producent af autostole overskygger spørgsmålet om sikkerhed naturligvis alt, og derfor bekymrer det os, at danske forældre placerer deres små børn i en fremadvendt autostol. Vi ved godt, at det kan være svært at navigere rundt og træffe det rigtige valg, når det gælder valg af autostol og børns sikkerhed i bilen. Derfor ønsker vi nu at sætte fokus på, hvordan forældre kan optimere børns sikkerhed i bilen,” udtaler Ole Hagen, som er nordisk landechef hos Cybex i Danmark.

Det er imidlertid ikke kun anbefalingerne om fremadvendt autostol, som ikke efterleves i praksis. Danske forældre skifter også for tidligt autostolen ud med en selepude, hvilket er et problem, da barnets krop endnu ikke er tilstrækkelig udviklet til at modstå trykket fra 3-punktsselen ved en kollision.

”Undersøgelser viser, at henholdsvis 11 procent af danske børn i alderen 0 og op til 2 år og 45 procent i alderen 2 og op til 4 år ikke sidder i en autostol, hvor de er bedst beskyttet, men derimod på en selepude med 3-punktssele. Så udover, at danske børn ikke sidder længe nok i en bagudvendt autostol, så flytter danske forældre også deres børn helt ud af autostolen og over på en selepude, før deres knoglebygning er stærk nok. I Danmark er det lovpligtigt, at alle børn under 135 cm. sidder i en godkendt autostol,” forklarer Ole Hagen.

De nordiske undersøgelser, som Cybex uafhængigt har fået lavet, peger imidlertid på, at der er tale om et dansk fænomen, når børn tidligt flyttes til fremadvendt autostol eller selepude.

Årsagen er blandt andet, at danske forældre ønsker at have mulighed for øjenkontakt med deres barn under kørslen.

”Det er ret tydeligt, at danske forældres brug af autostole adskiller sig væsentlig fra vores nordiske naboer. Mange danske forældre køber faktisk de rigtige bagudvendte autostole, men de vender dem for tidligt fremad, hvormed sikkerheden forringes med 50 procent,” slutter Ole Hagen.

Kort om kollisioner og risiko for personskader

  • Ulykkesstatistikker over frontalsammenstød viser, at børn placeret i en bagudvendt autostol ikke udsættes for farlige stød i hoved-, nakke- og maveregionen, fordi trykket fordeler sig på hele ryggen og hovedet.

  • Børn placeret i en fremadvendt autostol er typisk fastspændt, så kroppen fastholdes på en måde, hvor kræfterne overføres til barnets nakke og hoved, hvilket medfører øget risiko for alvorlige skader på nakkeregionen.

  • Flyttes barnet for tidligt over på en fremadvendt selepude med en 3-punktssele, øges risikoen for alvorlig personskade, da barnets hoftestruktur og maveregion endnu ikke er fuldt udviklet til at modstå trykket fra 3-punktsselen ved en kollision.

  • Nyeste testresultater fra frontalkollisioner, som ADAC, Forbrugerrådet TÆNK og FDM står bag, viser, at Sirona T i-Size scorer 1.2 bagudvendt og 2.1 fremadvendt, hvilket betyder, at sikkerheden reduceres med 50%, når barnet sidder i en fremadvendt autostol: https://taenk.dk/test/autostole

Generelle råd fra Cybex ved brug af autostol og selepude

  • Sikr dig, at autostolen er korrekt installeret jævnfør installationsguiden

  • Tilpas selen så den passer til barnets størrelse. Selen må ikke sidde for tæt på barnets hals.

  • Juster nakkestøtten til den korrekte position, så den passer til barnets størrelse. Nakkestøttens underkant skal være ca. 2 cm over barnets skuldre.

  • Aktiver LSP i den rigtige side af stolen, dvs. mod bildøren.

  • Spænd autostolens sele så stramt som muligt, så dit barn er godt fastspændt. Jo strammere selen er, jo mere sikkert. Du skal kunne have en håndflade mellem selen og barnet.

  • Undgå at barnet har for tykt overtøj på, så selen kan strammes helt tæt til kroppen.

Mest Læste

Annonce