Brug borgerne i socialindsatsen

Systemet er ikke et levende væsen med empati, helhedssyn og ansvarsfølelse. Derfor kan det af de sårbare borgere opleves som et komplekst sæt tandhjul, som er let at komme i klemme i. For i stedet at kunne møde de sårbare borgere dér hvor de er, bliver vi nødt til at samarbejde på tværs af faggrupper, ud fra en fælles etik og en samlet forståelse af borgerens situation. Vi må gå på tværs af nuværende skel mellem kommuner og regioner og mellem kommunale forvaltninger.

Af Hanne Veje, faglig leder i StøtteCompagniet 

Jeg siger tak for at overtage Handicap-stafetten fra Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, som stiller mig spørgsmålet:

Hvad skal der til for, at kommunerne begynder at omlægge indsatsen mere på borgernes præmisser – og hvilke metoder og tilgange vil du foreslå?

De fleste der arbejder med mennesker, kender til Kierkegaards citat: 

“At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”
 

De fleste af os kan tilslutte os tilgangen - men udfordringen er ofte i mine øjne, at systemet ikke er et levende væsen med empati, helhedssyn og ansvarsfølelse. Systemet kan af borgerne opleves som et komplekst sæt tandhjul, som er let at komme i klemme i, ligesom Charles Chaplin i “Modern Times”.

Lovens tanke er fin, men forvaltningen af samme kan være udfordret af den nuværende organisering og ressourceknaphed. Dermed kan sårbare borgere ikke være sikre på, om de kan blive mødt, dér hvor de er.

Løbende har forskellige politikere holdninger til om vi skal placere borgerne i centrum eller i førersædet, men jeg møder desværre en del sårbare borgere, som i forhold til deres sagsbehandling føler sig placeret i bagagerummet. 

Brænder ud under opgaveorganiseringen

Presset på kommunerne har aldrig været større. Arbejdspresset kan medføre lange sagsbehandlingstider som igen kan afstedkomme mange desperate henvendelser og klager til forvaltningerne, som frustrerer og stresser medarbejdere og ledere yderligere. 

Presset på psykiatrien er også stort. Ventelister bugner og patienter udskrives til ventelister til tilbud i kommunerne, før de er færdigbehandlede. Dermed sendes sårbare borgere frem og tilbage, uden effekt. Vi render alt for meget spidsrod mellem kommuner og psykiatri, med vores unge mennesker med f.eks. generelle indlæringsvanskeligheder, autisme, ADHD, skizofreni, spiseforstyrrelser, angst o.s.v.


Mennesker med anorexi er muligvis den gruppe, der udstiller den manglende sammenhæng tydeligst. Overlevelsesprognosen for mennesker med anorexi er alarmerende. Alligevel finder vi hverken den rette behandling i kommunen eller i psykiatrien; det kræver både psykiatrisk, psykologisk og socialpædagogisk behandling at hjælpe disse unge mennesker. Det medfører desværre at kommuner og regioner henviser samtidigt til hinanden og afviser vores svært syge borgere. 

Presset kommer oppefra. Borgerne stilles velfærdsydelser i sigte, som systemet ikke kan leve op til. Vi er slet ikke ambitiøse nok, når f.eks. et ret beset helt ubetydeligt fald i antallet af tvangsmedicineringer eller bæltefikseringer i psykiatrien lanceres som “utroligt positivt” af sundhedsministeren. Det eneste vi bør konkludere af tallene er, at de fortsat er alvorligt utilfredsstillende.

Fagpersoner brænder for at gøre tingene bedre, men brænder ud under den nuværende opgaveorganisering. Det vanskeliggør nye tiltag i forhold til at omlægge indsatserne på borgernes præmisser. Men vi er nødt til det, både af etiske, økonomiske og medmenneskelige årsager. 

Nye tilgange og metoder?

Jeg er ikke af den opfattelse, at der er behov for bestemte metoder. Så længe de metoder, vi anvender i vores faglige arbejde, hviler på lødig og ajourført viden og en etisk tilgang - så er jeg tilhænger af metodefrihed. 

Vi behøver ikke at blive mere enige om, at tingene kan blive bedre. Der fokuseres (for) meget på de dårlige historier. Det er min påstand, at der er endnu flere gode historier derude. For nyligt læste jeg f.eks. blogindlægget: “Jeg elsker min sagsbehandler”. Det er de gode historier, vi fagpersoner især skal lære af og dem vi samtidigt kan blive motiverede og engagerede af. 


Vi er i min virksomhed inspireret af de 7 principper, som er grundstenene i tilgangen “Åben Dialog”, som aktuelt primært anvendes i psykiatrien, med gode resultater. Principperne hviler på den tilgang, at forandringer og løsninger ikke anses at opstå indeni en enkelt person, men igennem tilgængelighed, relationer, netværk og ændrede måder at tale sammen på. Denne tænkning genfinder vi også i mønsterbryderforskningen; ingen har brudt med negative mønstre uden hjælp fra en anden vigtig person. Socialforsker Aaron Antonovsky omtaler også andre betydningsfulde mennesker som den mest væsentlige beskyttende faktor, i forhold til hvad der afgør menneskers bæreevne. Vi der arbejder i front skal sikres mulighed for at kunne arbejde ud fra, at vi er ikke tilfældige respræsentanter for en del af et system. Vi er måske dét menneske, der kan betyde hele forskellen. 

Et eksempel på at ovenstående er muligt kommer fra projektet “Ny start” i Rebild Kommune. Indsatsen overfor særligt sårbare familier er tilrettelagt på en enkel måde; man starter med at etablere en tryg relation mellem familien og én kontaktperson for hele systemet. Man starter herefter med at fjerne de små sten i samarbejde. Det giver i flg. Rebild Kommune familierne appetit på at få fjernet endnu flere sten. Det er simpelt, og det er tilsvarende vores erfaring, at det er de ganske små og - for borgerne - helt rigtige praksistiltag, der medfører de største og mest signifikante, blivende forandringer. Ikke nødvendigvis de dyreste eller mest massive tiltag. 

Samarbejde på tværs af faggrupper

Vi oplever at vi lykkes når vi samarbejder på tværs af faggrupper, ud fra en fælles etik og en samlet forståelse af borgerens situation. Vores erfaring er, at det både er bekosteligt og spild af tid at forsøge at presse borgere til at gå veje, de ganske enkelt ikke magter at gå. 
 

Mit håb er at vores folkevalgte kunne enes om at se på mulige løsninger omkring vores sårbare borgere og vores alt for pressede offentligt ansatte, som går på tværs af nuværende skel mellem kommuner og regioner og mellem kommunale forvaltninger. Jeg vil mene, at hvis regioner og kommuner havde fællesøkonomi i forhold til sårbare borgere, så ville vi få et svært tiltrængt fokus på forebyggelse. På den måde ville mange kunne spares for meget - og dermed ville der blive frigjort vigtige ressourcer, både rent menneskeligt og også samfundsøkonomisk. 


På grund af den måde vi har organseret os på, har vi herhjemme unikke muligheder for at forske, udvikle og tilegne os ekspertviden på mange områder. Vi kunne udvikle virksomme behandlingsmetoder på internationalt niveau, som vi kunne eksportere. Samtidigt kunne vi både forbedre og redde liv.


Stafetten går til Bo Hejlskov Elvén

Jeg sender hermed stafetten videre til danske aut. psykolog Bo Hejlskov Elvén, som er bosiddende i Sverige, hvor man er længere end Danmark m.h.t. at inddrage sårbare borgere i egen sagsbehandling samt at implementere konventioner i lov og praksis. Mit spørgsmål er: Hvad kan vi i Danmark lære af Sverige?

Læs mere

Jeg elsker min sagsbehandler

De 7 principper

Den sociale arv set ud fra det salutogene perspektiv

 

Emneord: Stafetten, Handicap, Psykiatri, Metodefrihed, Sagsbehandling, Dialog, Rebild Kommune, Tværfagligt samarbejde, Sverige
Kommentarer
  • 16.02.13 Katrine Hald Kjeldsen
    Jeg svarer bestemt ikke i min

    Jeg svarer bestemt ikke i min egenskab som ansat i Djøf, hvor jeg har været i et års tid. Jeg svarer i min egenskab af mor til to børn med adskillige diagnoser, blandt andet ADHD, autismespektrumforstyrrelse og ADD. Jeg ved alt om, hvordan praksis er, for jeg har oplevet systemet indefra i 15 år. Og ligeså længe har jeg haft min holdning til socialpolitik, nemlig at den skal være styret af etik og af borgernes egne erfaringer og behov.

  • 16.02.13 Michael Bjørnbak Martensen
    Akademikere har svar på alverdens ting ...

    Såvidt jeg lige kan se, er du ansat i djøf med kommunikation. Og derfra er der et fantastisk udsyn, så jeg tror du har helt ret i helikoptersynet, der er så fantastisk.
    Problemet nu om dage er, at praksis lider - så der på praksisområdet, der skal tages fat, så helikopteren ikke skal tages i brug igen og igen.
    Læs f.eks. indlægget her http://www.denoffentligesektor.dk/node/10896 , og undlad ikke at lade dig tænke dig om som menneske.
    Når du har sundet dig lidt, så tænk på hvordan borgerne er serviceret i dagens Danmark.

    Jeg ser for mange konsulentfirmaer, der har varer på hylden, der flyder over med en blanding af luftige visioner og drømme om en bedre verden.

    Og det må altså snart stoppe .. !!

  • 15.02.13 Katrine Hald Kjeldsen
    Jeg hører ikke Hanne Veje

    Jeg hører ikke Hanne Veje reklamere for sin forretning. Men nogle gange er det de private aktører, der kan se de uhensigtsmæssige mønstre, fordi de kommer ind og arbejder nært sammen med kommunerne. Især i de sager, hvor det er gået galt. Det helikoptersyn har vi brug for at lære af.

  • 13.02.13 Michael Bjørnbak Martensen
    Sludder og vrøvl - og uansvarlighed i lange baner ..

    Hanne Veje har fået Handicap-stafetten fra Niels Christian Barkholt. Niels Christian skal som næstformand i Dansk Socialrådgiverforning forsvare sine medlemmer i kommunerne - og giver den så til en selvstændig, der samler op på kommunernes mangler.
    Og med eksemplet Rebild Kommune er der vist nok nok at gøre.
    Men Hanne Veje kan kunsten, fordi der her tilbydes en masse empati og helhedssyn, der er en åbenlys mangelvare i kommunerne - hvor man i det store hele ser til situationen, at unge med eksempelvis anoreksi ikke hjælpes og dermed må sige farvel til livet.
    At Hanne Vejes indsats er udmærket er sikker ganske rigtigt - men sikkert også bekostelig. Og som sådan skal regnes for en indsats, der mest af alt skal slukke for ildebrande: den værste kritik.

    Jamen jamen .. !!! -:(

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også