Michel Steen Hansen har sendt Biblioteks-stafetten videre til mig som formand for Danmarks Forskningsbiblioteksforening med dette spørgsmål: Er Danskernes Digitale Bibliotek (DDB) et fælles nationalt bibliotek mellem skole-, folkebiblioteker, fag- og forskningsbiblioteker, d.v.s. for alle biblioteker? Vil du anbefale det og hvorfor/hvorfor ikke?
Allerførst: sagen om DDB er bibliotekspolitisk ret kompleks, og de parter, jeg selv kunne repræsentere, har ikke taget stilling til den. Så det følgende tillader jeg mig at fremføre på mine egne vegne.
Hvad er DDB?
Forslaget om DDB blev fremsat i rapporten om Folkebibliotekerne i Vidensamfundet fra efteråret 2010:
Udvalget anbefaler etableringen af Danskernes Digitale Bibliotek (DDB) som en fælles digital formidling til danskerne. Dermed vil biblioteket udover fysiske materialer kunne tilbyde digitale medier som film, spil, musik og litteratur. Desuden vil brugeren få adgang til nye oplevelser, en digitaliseret kulturarv og netværk med andre brugere via sociale medier. DDB vil fremstå som en fælles indgang til bibliotekerne på internettet og bidrage til, at borgeren møder biblioteket andre steder på internettet, hvor det er relevant (s.13).
Således formuleret er DDB er formidlingsfunktion, en indgang til bibliotekernes samlinger og services, både fysiske og digitale.
Senere i rapporten uddybes forslaget og her kommer der mere organisatorisk kød på:
* DDB skal hurtigst muligt etableres som en fælles organisation for alle nationale biblioteksservices …
* der skal aftales organisatoriske rammer for DDB
*der skal skabes tættere koordinering af folkebibliotekernes indkøb af digitale materialer
* der skal satses på digitalisering af kulturarven
* folkebibliotekernes lånesamarbejde med forskningsbibliotekerne skal udvides til digitale materialer (om muligt), m.m.
Disse uddybende bemærkninger peger på et noget andet DDB, som en robust, organisatorisk konstruktion .
Fælles nationalt bibliotek
Formuleringen ”fælles, nationalt bibliotek” synes nærmest at pege på DDB som en egentlig institution med nationale opgaver.
Det er uklart, i hvert fald for mig, om meningen er, at DDB således forstået skal overtage opgaver, der p.t. ligger ude i biblioteker og institutioner, eller om det skal være en organisation, der varetager nye, fælles og/ eller overbygningsmæssige opgaver.
Der er endnu ikke sket en politisk/administrativ afklaring af DDBs opgaver og udformning, og det er naturligt nok en proces, der tager tid. Der er så til gengæld mere frit rum til at spille ud med egne opfattelser, og her kommer så mine, som tager udgangspunkt i to spørgsmål: 1) fælles for hvem? og 2) institution eller formidlingsredskab?
Fælles for hvem?
Jeg er ærligt talt ikke stærkt interesseret i organisatoriske forhold, så jeg vil gerne omformulere Michels spørgsmål til et andet end om DDB skal være for alle biblioteker, nemlig til: skal DDB være fælles for alle danskere, uanset hvilken brugerkategori man tilhører, d.v.s. almindelig borgere (der nyder kultur, litteratur, musik og spil), studerende og forskere/undervisere?
I udgangspunktet hører DDB til folkebiblioteksområdet, og det omfatter derfor klart den almindelige borger. Men skal det udformes bredere, så det omfatter alle danskere uanset status og behov?
Traditionelt har der i bibliotekssektoren været en opfattelse af, at denne var klart opdelt i undersektorer, folkebiblioteker, forskningsbiblioteker o.s.v. Denne opdeling understøttes af, at fag-, forsknings- og undervisningsbibliotekerne normalt er indlejret i deres forsknings- og undervisningsinstitutioner, og derfor snarere en del af denne sektor end af en fælles bibliotekssektor.
Men hele edb- og informationsteknologien har det særkende, at den virker integrerende og ikke adskillende. Webben er et godt eksempel: store viden- og oplevelsesressourcer gøres tilgængelige for alle interesserede på tværs af alle institutionelle, nationale, kulturelle og andre grænser.
Så det er da et åbent spørgsmål, om DDB skal tage udgangspunkt i de eksisterende sektorielle grænsedragninger, eller om det skal tænkes uafhængigt af disse, som et frit og åbent fællesgode.
Institution vs. formidlingsredskab
I hvert fald på biblioteksområdet er vi danskere ret gode til at tænke i uforpligtende samarbejdsformer, hvor den enkelte institution opretholder sin fulde selvbestemmelsesret og kun samarbejder på egne vilkår og så langt, som man nu vil. Dette kulturtræk skaber utvivlsomt god grobund for lokal selvudvikling og på de lokale brugermiljøers vilkår. Men der er selvfølgelig også en bagside, der består i lokal dilettantisme, uoptimal gavn for brugerne af de samlede ressourcer, samt ressourcespild på grund af lokale, parallelle løsninger i stedet for store fællesløsninger. Ressourcespildet kan være ret omfattende, når det drejer sig om informationsteknologiske og informationsteknologisk baserede systemer. Tænkes DDB som en institution, er det klart en betydelig udfordring for alle parter.
Tænkes det derimod som et formidlingsredskab, en fælles søgeflade til alle de samlinger og ressourcer, som danske bibliotekerne tilbyder deres brugere, er DDB ikke på samme måde en udfordring, men endnu en vej, og en kongevej, ind til disse biblioteker, som alle kun burde være glade for.
DDBs rolle
Og nu til Michels spørgsmål: Kan jeg anbefale DDB?
Ja, det kan jeg i allerhøjeste grad. Men ikke som en ny, national biblioteksinstitution.
DDB bør efter min opfattelse udformes dels som en fælles søgeflade til alle danske bibliotekers samlinger og services, såvel digitale som ”fysiske”. Alle danskere bør have adgang til alle biblioteker via denne søgeflade. Og de enkelte biblioteker må fortsat have fuld frihed til at udvikle såvel deres samlinger og services: det nationale skal ikke lægge sig kvælende over det lokale.
Derudover bør DDB administrere en fælles, national informationsteknologisk infrastruktur under den samlede biblioteksvirksomhed, incl. et fælles bibliotekssystem à la Norge og Finland. Systemet vil formentlig befinde sig i skyen, men danske biblioteker skal ikke have hver deres løsning.
Endelig bør DDB dels administrere fællesnationale licenser på e-ressourcer, hvor det er hensigtsmæssigt, dels en ordning, der giver danskerne uden tilhørsforhold til licenstagende institutioner (f.eks. uddannelsesinstitutioner) den videst mulige adgang til licensbaserede videnressourcer.
For få år siden ville jeg også have anbefalet en national fysisk bogsamling, men jeg tror nu, at dette bliver uinteressant i løbet af 10-20 år.
Stafetten videre...
For nogle uger siden besøgte jeg Tårnby bibliotek og blev ret imponeret over udnyttelsen af det fysiske rum. Jeg giver derfor Biblioteksstafetten videre til bibliotekschefen, Jens Nordentoft Lauridsen, med temaet: Det post-gutenbergske biblioteksrum
