Er socialøkonomiske virksomheder bluff som beskæftigelsesværktøj?

Bæredygtighed

11/10/2012 10:26

Jakob Rom Johansen

Regeringen har med sine reformer af fleksjob, førtidspension og snart også kontanthjælp sat gang i jagten på nye modeller, som kan få flere ledige med problemer som misbrug, sprogvanskeligheder, psykiske lidelser og andet med på arbejdsmarkedet.

En af de mest hotte modeller er socialøkonomiske virksomheder: Kommuner kan ligefrem ”skabe jobfest for svage borgere”, skriver Ugebrevet A4 d. 5. oktober.

Læs i Ugebrevet A4: Kommuner kan skabe jobfest for svage borgere

Men er det nu også tilfældet – eller er det rent bluff?

Spørger man de socialøkonomiske virksomheder selv, kan man godt finde det synspunkt, at beskæftigelse er en fjern drøm uden gang på jorden. Og derfor mest af alt politisk bluff som beskæftigelsesværktøj.

I en artikel i Information fra d. 31. august siger sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen fra de hjemløses månedsmagasin Hus Forbi fx: ”Generelt nej, der er stort set ingen af vores medarbejdere, der kommer ud i almindelige job. Jeg mener ikke, at man kan bruge de socialøkonomiske virksomheder som en politisk beskæftigelsesindsats.”

Rasmus Wexøe Kristensen er ikke alene med synspunktet, som bakkes op i artiklen af Bo Møller Nielsen, centerleder i Aktivitetscenter Sundholm, og Oliver Maxwell, direktør i den almennyttige forening Bybi.

Læs i Information: Sociale firmaer hjælper ikke de svage til et rigtigt arbejde.

D. 4. september tager Lars Jannick Johansen, direktør for Den Sociale Kapitalfond, Bjarne Petersen, direktør for Center for Socialøkonomi, og Susanne Westhausen, direktør i Kooperationen, til genmæle i samme avis. Under overskriften ’Sandheden om socialøkonomi’ argumenterer de for, at socialøkonomiske virksomheder så sandelig fører folk frem mod job – det ser de eksempler på hver dag, skriver de.

Læs i Information: Sandheden om socialøkonomi.

Hvad skal man som neutral tilskuer mene om sådan en meningsudveksling, ja, hvad skal politikere, der i socialøkonomiske virksomheder ser en mulighed, stille op?

Slå koldt vand i blodet, først og fremmest. Sandheden om socialøkonomi er nok et sted midt i mellem:

Der er massevis af undersøgelser og eksempler, som viser, at socialøkonomiske virksomheder kan føre folk frem mod ordinær beskæftigelse. Ikke med et trylleslag, men stille og roligt.

Omvendt er der grund til at passe på, at socialøkonomiske virksomheder ikke ender som fleksjob- eller aktiveringsfabrikker, der i kraft af offentlige tilskud lukker sig om sig selv og ikke udnytter potentialet for, at deres ”medarbejdere” kommer videre.

Og man må erkende, at de målgrupper, som finder beskæftigelse i socialøkonomiske virksomheder, er forskellige. For nogle er det et fornuftigt mål at få en stabil hverdag, hvor man møder andre mennesker. For andre er ordinær beskæftigelses ledestjernen. Og det kræver naturligvis forskellige former for socialøkonomiske virksomheder.

Mest Læste

Annonce