Flere fragmenter og lysglimt fra en lærerstuderendes praktik i den danske folkeskole.

Gentoftes skoler har det med at kaste slagskygge på Gladsaxes. Men på dage, hvor solen og de højere magter er stemte for det, bades folkeskolen i Gladsaxe i gyldent lys og sølvskærs flimmer. Da flygter alle mørkets skygger sorte, og lys og varme omfavner skolesystemet i West Side Gentofte.

Daggry i Gladsaxe
Vejen drejer til venstre over den gamle motorvejsbro og ind gennem West side Gentofte; fortovene ligger og damper af dis, og ude over industriområderne hviler hist og her en stor måge på en lysmast, en sløret skilteskov, i morgenens rødme. Solen er på vej op, der er glimmer i luften – en lysende morgenstjerne flimrer i øst.

Vi nærmer os skolen, hvor vi skal undervise en niende klasse i dansk og matematik i tre uger. I min første praktik var jeg på en skole i Gentofte. Der var eleverne ikke ”almindelige”. De var ”ualmindelige” i den forstand, at de var usædvanlig gode til at få høje karakterer – både deres årskarakterer og prøvekarakterer lå langt over gennemsnittet.

Her i West Side Gentofte er det en anden historie. Her får eleverne karakterer, der ligger tæt på landsgennemsnittet. Her er eleverne ”almindelige”, for de er børn af kvinden på gulvet og manden på gaden – børn af menigmand og middelstand.

Således beliggende i toppunktet på normalfordelingskurven, byder gennemsnitlige Gladsaxe sig til med alverdens interessante og forskelligartede udfordringer indenfor lærergerningen.

Lav sol blænder os ved indkørslen til skolen. Da vi genvinder synet, flyver småfugle muntert legende omkring i en sølvdis udenfor, som var vi midt i en tegnefilm af Walt Disney. Stimlende børn af småkårsfolk, der indtil for kort tid siden lå med deres varme kinder på puden, har nu store tasker på ryggen og trimler hånd i hånd hen over fortov og fodgængerfelt, alle i retning af skolens indgang, der glimter som tryllestøv i morgensolens sprøde lys. Og som om det ikke var nok, aner vi barnesang i det fjerne:

Morgenstund har Guld i Mund:
Morgensol Guds Rigdoms Væld oplukker;
Glad i gyldne Morgenstund
Fattigst Fugl i Straalehavet dukker.

Himlen er høj over Gladsaxe her til morgen – og der er noget i luften.

Satori i Gladsaxe
”Bare giv dem noget varme, eleverne, så får du deres respekt.”

Viceskolelederens ord hænger i luften, inden de antændes af en solstråle fra ovenlysvinduet, og universet eksploderer.

Da jeg kommer til mig selv igen, hører jeg hende sige: ”Jeg er rigtig glad for at arbejde på skolen her, for her er så mange forskellige elevtyper, det er ligesom et bredt udsnit af befolkningen, det kan jeg godt lide.”

Jeg siger ikke noget, men lader mesteren tale. Hvis man koncentrerer sig fuldkomment i et møde med en mester, og lader mesteren vise vejen, kan man opleve frelsende indsigt.

Hendes vej viser om bag alt det overfladiske. Hun har erkendt, at vi alle er ens under huden; at vi alle er mennesker af samme natur. Hun arbejder på et alment-menneskeligt plan.

Mesteren drikker af sin kaffekop, stående, med et nøglebundt i hånden.
Hun udstråler styrke, vilje og autoritet, men på en rigtig behagelig og menneskelig måde, for hun skal lige ud at ryge af, inden hun tager en time som vikar.

Mesteren har fremkaldt en ro og en varme inden i mig. Jeg priser mig lykkelig over at have mødt hende og at være kommet i praktik på en skole, hvor ledelsen sætter mennesket i centrum.


Meta i Gladsaxe
”Psst! Prøv lige og kom med op, kom.”

Det er klasselæreren, matematiklæreren, der med dæmpet stemme vil have mig til, at komme med op til sig ved katederet. Jeg sidder bagerst i klassen og overværer undervisningen, og vi er midt i en matematiktime med vores niende klasse, hvor eleverne netop er sat i gang med gruppearbejde.

Oppe ved katederet ser matematiklæreren mig fortroligt ind i øjnene. ”Bare stå her og betragt,” siger han. Så det gør vi, og jeg forstår godt hvorfor. For ligesom en kunstmaler, skal lidt på afstand af sit maleri, for at kunne bedømme hvordan det fungerer som helhed, sådan skal man som lærer konstant reflektere over hvordan undervisningen fungerer.

Vi mediterer stående sammen i et par minutter oppe ved katederet, helt stille uden at sige noget, mens grupperne arbejder, og igen får jeg følelsen af at være i selskab med en mester, der giver mig indsigt.

Efter timen, da vi taler sammen, forklarer han, at han har observeret, at klasseværelset vi er i, er mørkere end det, der ligger over for, som en anden niende klasse har som stamlokale. Vi finder ud af, at det skyldes et blændet vindue, og da jeg forlader ham, er han i gang med at undersøge afblændingen nærmere.

Det er nok, ligesom det er med billedkunst. Lyset er altafgørende. Også når man har med mennesker at gøre.

Pakora i Gladsaxe
”Skal du ikke også have en til den anden hånd?” spørger madmor mig, da jeg i god tid før elevernes store frikvarter, lige er nede ved bagindgangen til kantinekøkkenet og charme mig til en mundhaps; en varm sprødstegt pakistansk pakora af kikærtemel med kartoffel, løg og spinat og andre spændende sager.

Hun har glimt i øjet og et øje på frituren – køkkenets mester – der udover at stå for 100 kuverter, også formår at sprede god stemning blandt ydmygt tiggende praktikpersonale.

Fra hendes køkken lyder hidsig madjazz, når hun jammer med grydestikker på låg og kasseroller i det store spisefrikvarter, og der strømmer lys og varme ud på skolen - og aromaer, der er stærke nok til, at kunne lægge arm med dem fra Gentofte.

Generalister i Gladsaxe
”De elsker, når du giver noget af dig selv,” siger dansklæreren til mig efter timen, hvor jeg har undervist i moderne lyrik med udgangspunkt i et digt af Dan Turèll. ”Din krop, sovende”, hedder digtet, og for at eleverne skulle forstå, hvad der har fået Dan Turèll til at skrive sådan et digt, skulle vi ind, i den følelse man får, når man oplever sin elskede sove. Det er måske lidt meget at forlange af en 9.ende klasses elev, og derfor tog jeg udgangspunkt i mig selv, og fortalte hvad jeg nogle gange føler og får af store tanker, når jeg betragter min elskede, når hun sover.

”De suger det til sig,” fortsætter dansklæreren – og jeg kommer til at tænke på, at de bedste lærere jeg har haft i mit liv, er dem, der fortalte mest om sig selv, og lod os elever komme indenfor i deres liv. Dem, der åbnede sig for os, viste os tillid, gjorde sig sårbare. Dem, der skabte et rum med varme, hvor vi fik lyst til at lære.

Dansklæreren skal skynde sig, for hun skal til møde. Hun fungerer også som klasselærer for niende klassen, ligesom matematiklæreren, de deler gerningen, og de har i et stykke tid været bekymrede for et par af eleverne i klassen, som de derfor har haft særligt fokus på. Nu skal de tale med sundhedsplejersken om situationen, og høre hvad hun ved fra hendes samtaler med eleverne.

Begge klasselærere er tydeligt bekymrede, og på mødet står det igen klart for mig, at lærerjobbet kræver sin generalist. Det ene øjeblik jonglerer man med fletrim på tavlen, det næste øjeblik lægger man en handlingsplan for en deprimeret teenager med alkoholiserede forældrer.

Så er det ikke rimtyper, der er brug for, men menneskelig indsigt - og varme.Masser af varme.


Gangster i Gladsaxe
”Jens, har du nogensinde været gangster?” råber eleven, med bredskygget kasket på hovedet, nede fra sit bord i det bagerste højre hjørne af klassen. ”Nej, det har jeg ikke – så kommer man jo i fængsel, og det er altså for dumt, mand!” ryger det ud af mig.

”Jeg vil gerne være gangster!” råber eleven, og det overrasker mig egentligt ikke. Han er stor, han er trænet, han har guldkæde om halsen og fixet knallert, og han skal snart begynde som flaskedreng i Fakta. Og så vil han være mekaniker, ligeså snart han er færdig med niende klasse. En metier der også fint ville kunne kombineres med freelance gangstervirksomhed.

Han er en dejlig dreng, men han er så skoletræt, at han er knækket over i to, og derfor får han lov til lidt mere, end de andre elever får lov til. Man tager hensyn til hans behov – og mødes et sted på halvvejen – i et kompromis. Vi skal jo være her alle sammen, og han skal jo have den afgangseksamen, hvis han vil have læreplads som mekaniker.

Senere på dagen, da vi går sammen med matematiklæreren, møder vi ham på gangen, og matematiklæreren går målrettet over til ham, og spørger ham med dæmpet stemme om det er ok, at vi to lærerpraktikanter overværer, at han giver ham en besked? Det har han intet imod, og matematiklæreren ser ham dybt i øjnene, og siger bestemt, med intens stemmeføring: ”Hvad er det, jeg har hørt? Er du blevet bestilt, til at tæske nogen fra de mindre årgange? Du er da ikke håndlanger, vel? Sådan en der løber ærinder for andre og slår på dem, der er mindre end en selv?”

Det er han absolut ikke efter eget udsagn, og det er vi alle rigtigt glade for. Det ville altså også skuffe matematiklæreren for meget, hvis han kommer til at høre om noget, her senere på dagen.

Vi småsludrer lidt og går alle med ham ud på P-pladsen, for at se hans nye knallert - for at være sammen med ham - for at bruge tid på ham.
Han skal jo have noget varme.

Gammel i Gladsaxe
Vi arbejder med symbolet som stilistisk virkemiddel, og har netop hørt Dan Turèll recitere digtet ”Hyldest til hverdagen” sammen med musikeren Halfdan E på cd. Vi har fulgt med i teksten og taler nu om de symboler på hverdagen, som Dan Turèll skaber i digtet.

Vi er nede i teksten for at finde eksempler; ”Postens smæld i entreen” skriver jeg på tavlen. ”Hvorfor er det et symbol på hverdagen?” spørger jeg ud over klassen. Ingen hænder i luften. ”Kom nu, I kan mere end det, hvad betyder det?” Stadig ingen hænder oppe, intet svar. ”Ok – hvad betyder postens smæld i entreen?” forsøger jeg igen, mens jeg mobiliserer al tilgængelig tålmodighed. Alle er tavse, ser spørgende på mig.

Jeg forklarer, at Dan Turèll forbinder hverdag, med lyden af postbuddet ved brevsprækken, der smider posten ind, og den lyd, altså smældet, der kommer, når posten rammer gulvet. Postens smæld i entreen, er derfor et symbol på hverdagen.

”Jamen, vi har brevkasseanlæg, der hvor jeg bor,” når en pige lige at bemærke, før der går et lys op for mig, og jeg forstår, at alle eleverne er vokset op i moderne byggeri, hvor der ikke er brevsprække i entredøren.

Så godt som succes i Gladsaxe
Efter en dansktime kommer en elev op til mig ved katederet, mens jeg pakker mine ting sammen.

”Det var en god time”, siger han, og hans højre tommelfinger peger opad.

Jeg bliver overrumplet af hans bemærkning og takker ham, varm om hjertet, over den fine anmeldelse, men glemmer helt af bar betuttelse, at spørge ham om, hvorfor han synes, det var en god time.
Det er ellers netop den slags, der er vigtigt at vide som lærer.

Sidste udvej i Gladsaxe
”Det gælder om at følge op, ellers så flyder det!”

Matematiklæreren sidder og gennemgår elevprotokollen over fravær, og er i gang med at skrive til forældrene til de elever, der ikke har lavet deres lektier.

”Hvis ikke du reagerer, kan du ikke styre det efter kort tid,” siger han – og han må vide, hvad han taler om, for han bruger megen tid på kontakten med hjemmene.

Der er nogle af eleverne i klassen, der har det med at blive væk fra undervisningen, uden gyldig årsag. Så får klasselærerne fat i forældrene, for at lave aftaler med dem, om hvordan de får deres børn i skole. Det lykkes nogle gange. Nogle gange ikke.

Når det ikke lykkes, og når alt andet er forsøgt, har matematiklæren selv skabt en sidste udvej. Hvis en elev pjækker fra skole, henter han simpelthen eleven på hjemadressen i sin bil.

Midt i en timeprøve i matematik, som vi praktikanter står for, kommer matematiklæreren med en elev, der ikke er mødt i skole her til morgen.

”Hvad lavede du?”, spørger de andre elever den nyankomne, som er blevet kørt i skole af sin klasselærer. ”Ikke noget særligt,” siger han, og ser egentlig ganske tilfreds ud over, at være blevet hentet – han har nok kedet sig derhjemme og samtidig vidst, at han gjorde noget forkert.
Nu sidder han med store røde varme kinder og laver timeprøven i matematik på et kontor for sig selv.

Han er ellers rigtig dygtig, både til matematik og dansk. Pæren fejler ingenting. Han skal bare holdes til ilden.
Ellers så flyder det.

Gladsaxe i Ges-dur
Vejen drejer til højre over den gamle motorvejsbro og ud af West side Gentofte; det er myldretid på fortov og vej, og ude over villakvarterne hviler en aftenstjerne i horisonten.

Nu tordner himmelslør og skyggeflor over Gentofte, men i Gladsaxe opfører solens sidste lave stråler stadig en inciterende dans i skarpe gyldne nuancer. Det kan godt være, at Gentofte får den første lave sol i øst, og kaster skygge på Gladsaxe, når solen står op, men Gladsaxe har til gengæld solen længst, når den går ned i vest. Så er det Gladsaxe, der kaster skygge på Gentofte, så er rollerne byttet for en kort stund, som i en rolleleg, et flygtigt maskeløb hvor man skjuler sin sociale identitet.

Så skønt reflekteres lyset i de forbipasserendes øjne, når aftenrødmen raser i Gladsaxe, at man let kunne forføres til at glemme, at der er forskel på folk - på hvor man kommer fra og hvilken adgang man har til midler. Og at der derfor er forskel på, hvor man som lærer kan blive nød til lægge sin energi i sit daglige arbejde. Det afhænger nemlig i høj grad af eleverne, af hvilke midler de har, og hvad de er udstyret med hjemmefra.

 *

Der må være atmosfæriske forstyrrelser over os her på grænsen mellem Gladsaxe og Københavns kommune, for i et kort øjeblik er det salmesang, der kommer ud af bilradioens højttalere, da vi kører mod himmelrødmen, fyldt med varme minder fra en hjertevarm og lærerig praktik.

Lykken gækker store, små,
leger med guldterning;
lykkeligst at hvile på
er fuldendte gerning.

 

Emneord: Folkeskole, Lærer, Meritlærer, Læreruddannelse, Gentofte, Gladsaxe, Dagbog, Børn, Unge, Uddannelse, Karakterer
Livet som lærer på DenOffentlige.dk Jens Michael Nielsen er meritlæreruddannet fra Professionshøjskolen Metropol. Han er journalist med mange års erfaring fra Danmarks Radio, og så besidder Jens Michael en formidlingsevne som er ud...
Aktivitet: Artikler: 5 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 17.03.12 Per Hansen
    Fin artikel og god sammenligning af Gentofte og Gladsaxe

    Hej Jens Michael

    God artikel, og kunsten som skolelærer består ikke i at føre udvalgte Gentofte elever til tops, men i at formå få hivet hele Danmark med. Og der er Gladsaxe et godt eksempel på en kommune med en tilpas middel-befolknings blanding af lidt af hver.

    I Gladsaxe elsker man naturligvis dine ord omskrevet lidt "Lad blot solen starte med at skinne på Gentofte først, når blot den arbejder sig over og skinner på Gladsaxe til sidst".
    I dril kunne jeg omskrive lidt "den der får en bil af faren i Gentofte kommer nok hurtigere til at starte med, end den der i Gladsaxe må tage cyklen - men det sidste giver flere kræfter i længden.

    For i Gladsaxe kommune prioriterer man faktisk politisk skolen meget højt, og bruger 15% mere på skole-budget per elev end landsgennemsnittet og deraf bla lidt højere kommuneskat - dvs en bevist politisk prioritet i Gladsaxe som har eksisteret lige siden helt tilbage fra Erhard Jacobsen tiden.




TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også