Nulstil indsatsen og frisæt praktikerne

Jeg siger tak for at overtage handicapstafetten fra Signe Daugaard, som stiller mig spørgsmålet: ”Hvordan tænker du, at mennesker med handicap og nedsat arbejdsfunktion kan blive anerkendt som ressourcer i samfundet.” Det er et meget vigtigt spørgsmål, især i denne tid, som favner hele forholdet mellem borgerne og den offentlige sektor i forhold til, hvad fremtidens velfærd skal bestå i. Mit udgangspunkt for svaret handler om grundlaget og betingelserne for de indsatser, der foregår i kommunerne.

Af Niels Christian Barkholt, næstformand for Dansk Socialrådgiverforening

Vi har gjort borgerne inkompetente

Vi befinder os i en økonomisk krise, som vil fortsætte de kommende år. Vi har færre ressourcer og samtidigt har vi specialiseret indsatsen så meget, at vi har tabt opgaven af syne. En gang havde en ung ca. 1,4 sagsbehandlere – i dag har den unge måske 10-15 sagsbehandlere med hver deres mission.

En mand ved navn Robert Kelly har lavet et studie, hvor han spurgte professionelle, hvor meget af den viden, som der var brug for til at løse en given opgave, den enkelte selv besad. I 1986 var svaret 75 procent, i 2006 var svaret under 10 procent. Den øgede specialisering i kommunerne understøtter således også en fagkrise, som vi på mange måde befinder os i. Vi får fortsat specialviden om målgrupper og indsatser, og vi er blevet langt mere afhængige af hinanden, men problemet er, at indsatsen tilsvarende er blevet uigennemskuelig for borgerne.

Det har skabt fremmedgørelse – på begge sider af skrivebordet både hos borgere og professionelle. Og uigennemskueligheden og de mange interessenters forskellige tag i en borgers liv har desværre gjort borgerne inkompetente. I stedet for at blive en del af løsningen, bliver borgerne til en del af problemet.

Giv borgerne nye roller

Jeg har etableret netværk af forældre til handicappede børn og unge, der havde en børnesag i kommunen. Vi mødtes ca. hver 3. uge for at udvikle nye idéer og give feedback på praksis – begge dele for at kvalificere indsatsen. Processen var vigtigere end resultaterne, fordi forældrene gik fra at være brokkende utilfredse borgere til at blive hovedpersoner i deres eget liv.

De lærte af hinandens erfaringer, de fik et fællesskab, de kunne trække på privat, de blev opfattet som eksperter i forhold til deres eget barn og dermed et særligt sygdomsfelt. Vi førte samtaler, som skabte forandring, og som for alvor bekræftede dem i, at de var noget særligt, og at deres idéer og synspunkter kunne hjælpe andre. For de havde en særlig drivkraft. De var drevet af at give deres erfaringer videre til nye forældre til handicappede børn, så de kunne blive fri for alt det, de gerne ville have undgået, da de stod med et nyfødt eller nydiagnosticeret barn.

Gradvist ændrede borgerne adfærd og identitet og fik dermed ny status. Borgerne blev kompetente. Det var magisk, og jeg ville ønske, at samtlige kommuner ville arbejde målrettet for at etablere den form for forældrenetværk. Det kræver, at man tør eksperimentere og tør gøre noget andet, end man plejer.

Bægeret er mere end fyldt

At gøre noget andet end man plejer i dag, kræver yderst stærke ledere. For lad os se på hverdagen i en ganske almindelig kommunal børnehandicapafdeling i dag. Hver sagsbehandler har mellem 50 og 100 handicapsager. Det er et meget højt antal, når vi ved, at hver eneste sag i dag både rummer indgribende funktionsnedsættelser og evt. sociale problemer, som kræver foranstaltninger. Til disse sager knytter sig mange formelle opgaver og en masse telefonopkald, e-mails, mødeaktivitet, etc.

Derudover benytter en moderne organisation sig af adskillige styringsværktøjer. Der bliver registreret oplysninger til flere instanser, og der bliver dokumenteret viden om borgerne i flere IT-systemer. Der kører flere processer samtidigt, fx LEAN, nye skabeloner indføres, et kvalitetsudviklingsprojekt, flere data skal genereres til en intern analyseenhed, etc.

Vi finder hele tiden på noget nyt, som kunne være en god idé, og vi undrer os bagefter over, at det ikke virker. De forskellige systemer taler ikke nødvendigvis sammen, men har alle hver deres `vigtige´ berettigelse. Bægeret er mere end fyldt, og vi har i dag skabt organisationer, hvor det at kvalificere og levere kerneydelsen fylder mindre og mindre.

Uanede muligheder

Jeg ser, at vi lige nu for alvor står overfor at skulle retænke vore velfærdsinstitutioner. Vi må nulstille indsatsen og prioritere ressourcerne skarpt for at finde ud af, hvor vi får mest ud af det for borgerne. Så det bliver muligt at hæve sig op over sin praksis og tage initiativer, der skaber kompetente borgere.

Det kræver, at vi frisætter praktikerne og baserer samarbejdet på tillid, faglig viden og evnen til, at professionelle kan træffe beslutninger. Så der bliver skabt mulighed for reelt at arbejde med at udvikle og flytte mennesker. Vi skal skabe nye rammer, som borgere og de professionelle kan fylde meningsfuldt ud. Vi skal arbejde rehabiliterende, som bl.a. handler om at sætte borgeren i centrum og at understøtte borgerens eget mål i livet. Og vi kan lade praktikere arbejde med grupper af borgere, netværk og med vidensdeling på tværs af kommuner. Og til det brug må vi forene top og bund i organisationen, fordi de er kommet for langt fra hinanden, så de idéer og den viden, der skal til for at træffe vigtige beslutninger og at gå nye veje, gøres gensidigt tilgængelige for medarbejdere og ledere.

Mit svar på Signes spørgsmål er, at borgerne har uanede muligheder for at udvikle sig, hvis betingelserne herfor kommer i spil. Tilsvarende har de professionelle uanede muligheder for at anerkende alle borgere som ressourcer, men vi er udfordret på at tage helt nye metoder i brug i mødet med borgerne. Metoder, som vender vrangen ud på kommunerne. Vi har altså også at gøre med uanede muligheder på begge sider af skrivebordet.

Stafetten går til Hanne Veje

Jeg giver Handicapsstafetten videre til Hanne Veje, faglig leder ved StøtteCompagniet. Mit spørgsmål til Hanne er: ”Hvad skal der til for, at kommunerne begynder at omlægge indsatsen mere på borgernes præmisser – og hvilke metoder og tilgange vil du foreslå?”

 

Emneord: Stafetten, Handicap, Dansk Socialrådgiverforening, Niels Christian Barkholt, Forældrenetværk, Kerneydelsen, Videndeling
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1828 | Events: 7 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 24.01.13 martensen
    Niels Christian Barkholt må give enhver kuldegysninger

    Niels Christian Barkholt er nyvalgt næstformand i Dansk Socialrådgiverforening - og de synspunkter han blev valgt på fortsætter i dette indlæg.
    Derfor - megen ros til at Niels Christian Barkholt ikke mener noget andet efter at være valgt.
    Økonomien går igen hver gang, man ser længere indlæg fra Niels Christian Barkholt. Den har det ikke så godt, og derfor skal man navigere ift virkeligheden og ikke som om der var penge nok.
    Og det lyder jo som logik for de små høns.
    Men - når man så ser på Niels Christian Barkholt bud på det der er behov for, handler det om at frisætte de ansattes kompetencer, hvor Niels Christian Barkholt lader forstå, at alt sammen så bliver meget bedre.
    Inden jeg fortsætter med et par eksempler skal jeg gerne minde på, at socialrådgiverne ikke har en praksis som fagpersoner som f.eks. en kræftlæge eller en psykolog. Socialrådgivere står på sidelinien og betragter disse personers arbejde, og gør sig så sine tanker med socialrådgiverafsættet.
    Og derfor burde Niels Christian Barkholt måske snarere sende stafetten videre til en kræftlæge eller en praktiserende læge - hvor jeg er helt sikker på, at kræftlægen har det helt fint med sit speciale - på samme vis, at den praktiserende læge har det helt fint med at henvise til en kræftlæge, fordi en sådan behandling passer mere end dårligt i dagligdagen hos ham. Og hvor faktum også er, at den praktiserende læge slet ikke kan håndtere scannere eller operationsteamet, der skal have fingrene nede ved en tyktarmskræft, for blot at tage et eksempel.
    Min kone er tandlæge, og jeg er helt sikker på, at hun har det bedre med den service der tilbydes her sml med lægen eller som man havde det i gamle dage: at smeden trak folks tænder ud, når der var problemer.

    Skal jeg dog imødekomme Niels Christian Barkholt på et område, hvor der er rigtigt mange penge at hente - er det hele genoptræning- og rehabiliteringsområdet, hvor borgerne bruger de offentlige ydelser fordi de er ensomme og nervøse. Her kan der virkelig sættes ind i stedet for at indlægge folk op til weekenderne - eller fordi nætterne får slemme tanker ind på nethinden.

    Men - den øvelse Niels Christian Barkholt er i fuld gang med at folde ud, er et stort selvmål. Niels Christian Barkholt kan se på børneområdet, hvor politiet nu skal klare opgaverne. Også at kontrollerne på anbringelsesområdet er omlagt, så kommunerne nu kontrolleres mere. Der har endog været tale om, at staten skulle overtage området.

    Det ville altså være langt bedre at have en formand og en næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, der sagde: "Vi skal sikre dansk lovgivning - og kære kommuner: hvis I vil fravige lovgivningen må loven laves om, for vi skal som faggruppe sikre gældende lov.!"

    Men sådan argumenterer Niels Christian Barkholt ikke - og som han har sagt tidligere står det helt helt slemt til: "Samarbejder vi ikke med afsæt i den økonomi der er, har socialrådgiverne ingen fremtid. Så overtages vore job af andre."

    Jeg får kuldegysninger over Niels Christian Barkholt!

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også