Foto: Ilona Gondesen
Foto: Ilona Gondesen

Hvem lytter til udsatte?

Velfærd

23/10/14 5:00

Anders Dinsen

Har udsatte en stemme i debatten om social mobilitet og inklusion? Blogger Anders Dinsen mener at der snakkes udenom. I kampagnen Stemmer på Kanten sidste år blev der ellers skabt meningsfuld dialog i øjenhøjde.

Politikere og embedsmænd er blevet meget optagede af begrebet social mobilitet. Altså det, at udsatte kan bevæge sig fra kanten af samfundet til at være ”med”.

Mantraet er, at flere udsatte skal i job, flere ufaglærte skal have uddannelse og at flere højtuddannede skal blive iværksættere og skabe konkurrencefordele for Danmark. Målet må være at redde velfærdsstaten ved at få flere selvforsørgende og færre udsatte på offentlig forsørgelse.

Ni procentpoint!

Sidste år lykkedes det at øge samfundsdeltagelsen blandt den gruppe af udsatte, der er kontanthjælpsmodtagere, hvor valgdeltagelsen steg med over 30% (9 procentpoint)! Det er åbenlyst at det skyldtes kampagnen Stemmer på Kanten, der involverede mere end 600 frivillige, hvoraf de fleste selv var udsatte.

Udsatte fik en stemme i valgkampen, men den største bedrift var at mennesker på kanten kom i øjenhøjde med de kommende magthavere i kommunerne. Derfor gav det mening at stemme, derfor oplever mange kommunalpolitikere stadig, at det giver mening at gøre noget for udsatte og derfor er mange udsatte stadig klar til at engagere sig i demokratiet.

Og det er godt for alle, for det er vigtigt at lytte til, hvad mennesker, der selv har hånden på kogepladen har at sige: Samfundet risikerer nemlig at spilde penge, ressourcer og menneskeliv, hvis løsningerne, der laves, udtænkes uden dem de skal hjælpe.

Der snakkes udenom

På det seneste er der blevet trængsel af indignerede mennesker, der gerne taler problemerne op. Og af andre, der gerne taler problemerne ned. Begge dele kan være nødvendigt, men spørgsmålet er om problemerne nu bliver talt det rigtige sted hen?

Igen og igen hører jeg f.eks. at udsattes problemer er komplekse. Jovist, det er ikke ”bare sådan” at få bedre livskvalitet, uddannelse, job... Men det bliver hurtigt til noget, der alene kan løses af kloge mennesker bag skrivebordene i kommunerne og staten, ikke noget udsatte selv kan få indflydelse på.

Eller jeg hører at udsattes problemer skyldes at det ikke kan betale sig nok for folk at finde et arbejde. Men jobmuligheder opstår jo ikke bare der er behov, og penge er sjældent menneskers vigtigste mål i livet.

Det er udenomssnak!

Inklusion fra skrivebordet?

Og udenomsnakken understøttes af samfundets fineste institutioner.

SFI afholder for eksempel en højt profileret konferencerække om inklusion i samfundet. Overskriften er: ”Inklusion – en utopi?” Den blev åbnet af statsministeren og blev lanceret med forskerne som dem, der sætter rammerne for diskussionen.

Ikke én udsat blev inviteret med som taler og dermed understreger SFI, at samfundets løsninger for socialt udsatte udtænkes bag skriveborde og på konferencehoteller. Ikke dér, hvor udsatte er.

Se selv om du kan finde tegn på det modsatte i SFI's materiale fra konferencerne: http://www.sfi.dk/afholdte_konf-12454.aspx

Udsattes virkelige behov

Alle kan læse i rapporten fra Stemmer på Kanten, hvad vælgerne klagede over. Der findes også andre kilder, der kan bruges. Men intet overgår at høre det virkelige menneske, se folk i øjnene. Mærke efter.

Mange af problemerne som udsatte oplever er såre lavpraktiske: Der er alt for mange forskellige sagsbehandlere og aktører inde over sagerne og det er tit en kæmpe udfordring for at få sammenhæng i det, der sker omkring udsatte. Nogle trækkes igennem det ene aktiveringsforløb efter det andet, og det går igen, at hvis man ikke lige passer ind i jobcenterets kasser og kategorier, så er det næsten umuligt at få hjælp.

Hvorfor ikke sætte dem det handler om i centrum for at finde løsningerne?

Debatten om social mobilitet er vigtig. Politikerne har de rigtige intentioner. Hvorfor lyttes der så ikke mere aktivt til dem det drejer sig om?

Er det fordi man er vant til at se udsatte som nogen man ikke kan regne med?

Men det kan man! Og lad mig citere recoverybevælgesens slagord, der også passer i denne sammenhæng:

”Nothing about us, without us”

Udsatte fortjener at blive hørt! Det er basal fornuft.

Annonce