5.14 dansk tid den 6. november 2012. Obama får besked om, at valgsejren er hjemme. Han breaker som den første på sin Twitterkonto til 21 millioner followers, at han er genvalgt og sender en kærlig tak til sine støtter. Den journalistiske kontrakt mellem politiker og journalist om, at pressen bør have en solohistorie, er reduceret til historie. På vej til talerstolen sender Obamas kampagne et billede på Facebook til 31 millioner fans med teksten ”Four more Years”. Det er Obamas hyldest til folket. Obama er folket. Inden han går på talerstolen i Chicago, sender hans kampagneteam en mail med tak til alle støtterne med hilsen fra Obama.
23.10 dansk tid den 15. september 2011. Helle Thorning-Schmidt får besked om, at valgsejren er hjemme. Der går lang tid, før hun åbner døren i privaten, går igennem menneskemylderet, sætter sig ind i en Skoda og kører den lange vej fra komponistkvarteret på Østerbro til Vega, hvor den socialdemokratiske valgfest finder sted. Men køreturen bliver ikke brugt til hverken et takke-tweet eller en sød Facebook-besked til vælgerne. Der går over 20 timer, før hun skriver til sine mere end 143.000 Facebook-fans. Valgaftenen slutter i journalisternes klassiske tv-setup, hvor partilederne analyserer valgets resultat. Journalisterne får, hvad de beder om.
Når 1 og 1 bliver til 3
Obama inviterede med “The Open Government initiative” amerikanerne til at bidrage med ideer til regeringen for at understrege, at regeringen var en samarbejdsregering og regeringens politik noget, som almindelige mennesker kunne deltage i. Opengov på opengov.ideascale.com/ samlede mere end 4000 idéer over 2 uger og 300.000 stemmer fordelt på ideerne. Dells ”Ideastorm” på http://www.ideastorm.com/ er et endnu bedre bud på, hvordan man bruger ”Wisdom of the crowds” – og vores allesammens collaborative hjerne, når 1 og 1 bliver 3.
Den danske regering fortsætter stadig med Statsministeriets hjemmeside i spidsen, samme som Løkkes regering havde. Intet nyt og ingen mulighed for at deltage. Og det er en skuffelse. Især fordi internetanalytikere herhjemme havde håbet, at Thornings regering kunne blive den første, der udnyttede digitale muligheder. Læs også Bøtter og Midtgaards fremragende kronik fra 2009 om samme emne - det er ikke fordi Regeringen ikke har fået idéen serveret (!).
Der er cirka 300 millioner indbyggere til forskel på USA og Danmark. Men der er ikke forskel på pressemøder. Eller journalister. Mange af de spørgsmål Obama har fået i valgkampen, fik Helle i sin valgkamp. Og netbrugerne er de samme. Men der er en fundamental forskel i, hvordan Obama og Helle bruger nettet. Og der er en voldsom forskel i, hvordan Obamas regering bruger nettet, og hvordan Helles regering bruger nettet.
Hvor blev revolutionen af?
Da Helle Thorning-Schmidt blev regeringsleder, fik hun muligheden for at sætte dagsorden på nettet. F.eks. ved at revolutionere pressemøderne, ved at bryde den journalistiske kontrakt på Christiansborg, hvor partiernes pressemedarbejdere sælger historier over frokosten til journalisterne på Christiansborg – i øvrigt bemærkelsesværdigt for det danske folkestyre: Journalister, politikere og partiernes medarbejdere har samme arbejdsplads, samme kantine, samme toiletter og samme Pater Noster. Og historierne bliver delt i korridorerne som en selvfølgelighed. Men kunne Helle Thorning-Schmidt-regeringen ikke have gjort noget andet?
Fogh var en mester i at styre journalisterne på Christiansborg ved sine pressemøder. Det var hans medie. Løkke skiftede en baggrund og omdekorerede en smule i spejlsalen, men formen forblev den samme. Helle Thorning-Schmidt havde muligheden for at gribe fat i noget af det, Socialdemokraterne allerede med fordel havde testet: At nedbryde murene til det traditionelle Christiansborg ved at give folket adgang, uanset om de var gangbesværede, politisk tonedøve eller bare helt normale interesserede vælgere – i 2010 lod Socialdemokraterne danskerne træde direkte ind i Folketingssalen under åbnings- og afslutningsdebatter ved gennem en Facebook-chattjeneste og live-tv fra Folketingssalen at lade dem stille spørgsmål direkte til de socialdemokratiske folketingsmedlemmer i salen. Den tjeneste blev besøgt af 10.000 mennesker på en enkelt dag ved en åbningsdebat i 2010 – og det gav et ramaskrig. Thor Pedersen, folketingets formand, anså det for useriøst at ”skrive på Facebook” under Folketingets debat. Men faktum var, at dørene til det repræsentative demokrati var slået ned: Jeg giver min stemme til en politiker, som varetager den, og taler min sag fra Folketingets talerstol, hvor illusionen om, at han ikke kunne blive påvirket udefra i gerningsøjeblikket var intakt, indtil det øjeblik. Realiteten var, at ganske mange folketingspolitikere allerede på det tidspunkt fik masser af mails og påvirkninger udefra under debatterne, som vælgerne kunne følge på tv. Chattjenesten på Socialdemokraternes hjemmeside var bare en konceptualisering og en åben invitation til, at vælgerne åbenlyst kunne inspirere folketingsmedlemmerne ”in real time”, og som sådan fik det repræsentative demokrati endnu en kanal. Forestil dig, at Helle Thorning-Schmidt havde gjort det samme på sine pressemøder – smidt journalisterne til frokost og holdt pressemøder via livetv, hvor almindelige danskere kunne sende deres spørgsmål via sms og chat, så almindelige mennesker med almindelige problemer kunne inspirere og forstå landets politiske leder. Der var en risiko for, at vi alle ville blive klogere, mens den journalistiske kontrakt var tilsidesat.
Sociale medier i dansk politik blev en fuser
Facebook og Twitter er politisk blevet skreget ud til at være en gave for demokratiet, en åbning for almindelige mennesker til at komme i dialog med deres folkevalgte. Men regeringen har skuffet. Der er ingen nye tiltag som f.eks. en åben invitation til vælgerne om at komme med deres bud på vejen ud af krisen, som vi så fra Informations 100 dage-koncept: http://www.information.dk/100dage. Og endnu værre er de gået i stå på deres egne sociale medier. Margrethe Vestager, der var så meget nede med folket, at hun i en tid svarede dagligt på Twitter, holder svarpauser på op til 50 dage. S-ministrene bruger deres Facebook-sider som megafoner, og de svarer sjældent. SF lider af det samme syndrom.
En del af forklaringen kan selvfølgelig være tid. Ministre får en kæmpeopgave og skal favne en helt anden mængde politisk arbejde end tidligere. Og der kan ligge en forklaring i, at ministrene ikke må bruge ministeriernes medarbejdere til at hjælpe dem med Facebook-opdateringerne, medmindre ministerens Facebook-profil gennemgår samme regler for borgerhenvendelser omkring journalisering og aktindsigt som almindelige henvendelser. En anden del af forklaringen kan være, at Regeringen ikke kan se fordelen.
”Vi skal være et flertal for hele Danmark. Det må aldrig være sådan, at en del af befolkningen føler, at de er blevet glemt. Alle skal føle, at de bliver hørt. Det betyder også, at vi forpligter os til at arbejde hen over midten i dansk politisk. Vi rækker hånden frem til alle, der vil være med. Det gælder på Christiansborg. Men også uden for. Alle er velkomne til at være med til at forandre Danmark”. Citatet er vores nuværende statsministers. Og internettet er en åben kanal og en stående invitation til, at alle kan komme med. Der er bare et par indbydelser, der mangler at blive frankeret.
Lad mig hjælpe lidt på vej. Gå hen og spørg Lars Løkke, hvor meget han har fået ud af selv at sidde på sin Facebook-profil – også når han fik hug for at være en dårlig regeringsleder. Eller spørg Enhedslistens politikere, hvad de får ud af netkontakten med deres vælgere. Når man taler med almindelige mennesker, forstår man, hvad der rører sig i hovederne på almindelige mennesker. Man får inspiration til sit politiske arbejde, man får et blik for, hvad der frustrerer dem og hvad der optager dem. Og man lærer at tale deres sprog.
Det siges om en siddende Venstre-borgmester i en stor dansk by i Danmark, at skriver man på hans Facebook-side, at gadelampen er røget uden for vinduet, så bliver den skiftet næste dag. Det kan både være en ros og en kritik. Man må aldrig tabe overblikket, fordi en Facebook-besked fra en frustreret borger giver mere genlyd end at forhandle kommunalt budget og de store linjer. Men de politikere, og de regeringer, der indbyder borgerne til forhandlinger med nettet som kanal og tager dem alvorligt, de bliver respekteret. Indtil da virker det af og til, som om politikerne har glemt, at de er valgt af folket, og at de er folkets stemme. Ikke deres egen stemme.
I er ikke klogere end os, kære regering, og slet ikke, hvis vi rotter os sammen. Så er vi faktisk en masse samarbejdende hjerner, der kan udvikle flere gode idéer, end I selv kan. Spørgsmålet er, om I tør.
