Hvorfor bruger regionerne ikke ledige pladser i psykiatrien?

Velfærd

27/03/2017 10:34

Granhøjen

Tilfredsheden blandt patienterne er den højeste, og taksterne de laveste. Det handler om den private psykiatri. Alligevel vil regionerne lave deres egne pladser. Hvorfor?, spørger direktør fra Skovhus Privathospital Kit Kjærsgaard i blogindlæg.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

For få uger siden modtog jeg de nyeste LUP-tal (Landsdækkende undersøgelse af patienttilfredshed). De kunne ikke være meget flottere. 100 procent er tilfredse eller meget tilfredse. Og det gælder ikke bare her på Skovhus Privathospital. Generelt for den private psykiatri er tallet 98 procent.

Læs mere om psykiatrien her

Vi samler alle væsentlige historier om psykiatrien på denne temaside. 

Når jeg får sådanne tilfredshedsundersøgelser, bliver jeg som sygehusdirektør naturligvis glad. Det er altid rart, at blive bekræftet i, at det, man gør, også virker og bliver værdsat af patienterne. Men vores tilfredshed skal også være i top. Vi er betroet et vigtigt job som psykiatrisk hospital.

Da jeg havde glædet mig over de fine tal for tilfredsheden, undrede jeg mig så over et andet tal. Tallet er fire og dækker over hvor mange patienter vi sidste år modtog via det frie udvidede sygehusvalg. En helt frisk artikel fra psykologernes fagmagasin P tager emnet om de få henvisninger op. Jeg kan varmt anbefale artiklen. Her fortæller blandt andre en patient om, hvorfor han har valgt et privat hospital. Eller rettere hvorfor han vælger det offentlige fra:

”Jeg fik ingen samtaler med psykiatere, og i det daglige skete der ingenting. Ingen terapi, ingen aktiviteter. Når jeg fik det værre og følte, jeg havde brug for medicin, måtte jeg gå hen og banke på ruden til personalerummet og bede om det. I dagevis henvendte personalet sig slet ikke til mig,” fortæller han til magasinet.

Eksemplet her er ikke enestående. Den slags historier hører vi ofte, når vi får patienter, der først har været forbi det offentlige. Magasinet har også talt med Bent Hansen om det faktum, at flere og flere vælger det private uden om det offentlige. Det handler ifølge ham ikke om kvaliteten.

”Udviklingen kan jo også blot afspejle, at flere almindelige mennesker i dag søger behandling til bestemte problemer”, siger han til magasinet P.

Se på virkeligheden

Jeg ved ikke, hvilket billede Bent Hansen har af det offentlige sygehussystem. Sammenholder man det faktum, at vores tilfredshed blandt patienterne er i top og alligevel kun har fået henvist fire patienter, så må det jo fremkalde et billede af, at det går fremragende i den offentlige psykiatri. Men sandheden er som bekendt en ganske anden. Her behøver man ikke tal men kan se på virkeligheden. Se bare på Bent Hansens egen Region Midtjylland og problemerne på Risskov, hvor medarbejderne er så pressede, at de har advaret om, at der er for få hænder, mangler sengepladser og antallet af selvmord er steget.

Når Bent Hansen så skal forklare det, lyder det:

”Der er pres på de psykiatriske afdelinger i hele landet og ligeledes i Region Midtjylland. Der er også pres på de øvrige psykiatriske afdelinger i regionen, så der adskiller Risskov sig ikke”.

Når borgerne vælger det offentlige fra, skyldes det blot deres valg og ikke kvalitet. Når medarbejderne i den offentlige psykiatri råber vagt i gevær er der et kapacitetsproblem. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Brug for en debat – brug for svar

Vi kan roligt konkludere, at der er kapacitetsproblemet i den offentlige psykiatri. Det er jo nærmest en tilståelsessag. Danske Regioner er nu ude med meldingen om, at der bør oprettes 100 pladser i den regionale psykiatri som led i en indsats mod vold og utryghed på bosteder.

Vi står altså i den lidt ejendommelige situation, at vi på den ene side hører, at der mangler pladser og er pres på afdelingerne – og på den anden side ikke er brug for vores kapacitet, når vi kun får fire patienter henvist. Sandheden er, at psykiatrien med både offentlig og privat behandling ikke har et kapacitetsproblem. Vi mangler ikke pladser. Men der er et problem med at udnytte kapaciteten, når vi nu har ledig kapacitet i den private del af psykiatrien.

Hvorfor ser regionerne ikke mod de private, der er specialiserede i at samarbejde med bosteder fremfor at ville oprette nye pladser i et system, der ifølge Bent Hansen selv er presset til det yderste? Det mener jeg, at både politikere men også patienter har krav på at vide?

Fagligt er der intet argument. Vi har på Skovhus Privathospital 10 års erfaring i at samarbejde med botilbud og koordinere behandlingen tæt sammen med dem. Vi har 10 års erfaring som psykiatrisk hospital uden at anvende tvang. Det er danmarksrekord.

Økonomisk er der heller intet argument. Vores takster er lavere end regionernes, og vi vil kunne tage patienterne den dag i morgen uden dyre anlægsudgifter og omkostninger til organisering, rekruttering etc. Tidligere tiders snak om overbetaling af de private hospitaler er historie.

Vi har brug for en fordomsfri dialog om, hvordan vi samarbejder til patienternes bedste. Jeg vil gerne stille bloggen her til rådighed for den debat. Særligt ønsker jeg svar fra Bent Hansen og andre af landets regionspolitikere. Spørgsmålet er:

Kunne regionerne ikke bruge de ledige pladser i den private del af psykiatrien til at lette presset på den offentlige psykiatri?

Kunne regionerne ikke se mod de private aktører, der allerede i dag samarbejder med botilbud og løser den opgave, som regionerne mangler 100 nye pladser til.

Hvad mener du? Bland dig i debatten her

Med venlig hilsner

Kit Kjærsgaard, direktør Skovhus Privathospital

Se mere om os her:

www.skovhusprivathospita.dk

www.denoffentlige.dk/10-aar-uden-tvang-paa-psykiatriske-hospital

Link til Psykologernes fagmagasin:

http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/18968.pdf

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.