Aller-chefer, Zoo-direktør og Dot i Blå Bog

Ledelse

22/5/14 8:16

Nick Allentoft

Årets udgave af Kraks Blå Bog er på gaden med 245 nye - mere eller mindre - kendte danskere på siderne.

Igen i år forsøger Kraks Blå Bog at give læserne et overblik over flere end 8000 "betydningsfulde kvinder og mænd, hvis levnedsløb kan tænkes at have interesse for en større kreds".

Og blandt de 245 nyoptagne i det navnkundige værk er der flere iøjnefaldende tilføjelser.

I lyset af den verserende Se & Hør-skandale er det værd at notere sig, at de to Aller-direktører Bettina og Katinka Aller er nye i bogen, ligesom viceadministrerende direktør i København Zoo, Bengt Holst, har fået plads, efter han i februar forsvarede dyrehavens aflivning af en giraf efter kritik fra både ind- og udland.

Inden søndagens EU-valg kan Venstres parlamentsmedlem Morten Løkkegaard notere sig en plads i det fine selskab efter et år, hvor han er gået i brechen for at sikre den danske forfatter Peter Øvig Knudsens ret til at publicere billeder af nøgne hippier på Facebook og gennem Apples digitale boghandel.

Øvig var allerede at finde i Blå Bog, hvilket også er tilfældet for Dansk Folkepartis spidskandidat, Morten Messerschmidt, som i år har fået følgeskab af kæresten Dot Wessmann, der oplistes som både direktør, teltholder og sangerinde.

Andre nye politikere i bogen er uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), Enhedslistens Pernille Skipper og Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

En person, der af indlysende årsager ikke er at finde i årets kendiskatalog, er forfatteren bag "Den Hemmelige Socialdemokrat", der stjal overskrifter i starten af året. Derimod er direktør Jakob Kvist fra forlaget bag den anonyme udgivelse blevet optaget.

Fra sportens verden er der fattet interesse for den 26-årige svømmer Jeanette Ottesen og golfspilleren Thorbjørn Olesen på 23, som samtidig er de yngste repræsentanter for hvert køn blandt de nyoptagne.

/ritzau/

 

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce