Et nyt grønt superministerium skal overtage Finansministeriets rolle som politisk overdommer, mens Forsvarsministeriet nedlægges. Det foreslår Alternativet i en ny regeringsplan, skriver Politiken.
Ifølge Alternativet er der behov for en helt grundlæggende forandring af regeringsapparatet i Danmark, hvis klimaforandringerne skal bekæmpes.
Det fremgår af partiets detaljerede plan for, hvordan regeringen skal indrettes, hvis det står til det lille grønne parti.
Alternativet vil oprette 15 nye ministerier med 22 ministre, som skal gennemføre et politisk program med omprioriteringer for cirka 240 milliarder kroner over de næste 4 år.
Det er kun Statsministeriet og Udenrigsministeriet, som får lov til at beholde deres navne.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
Helt centralt står et nyt ministerium for grøn omstilling, der skal godkende alle relevante politiske tiltag i andre ministerier.
- Vi mener, at klimaforandringerne er vores politiske udfordring nummer ét. Det er derfor, at vi ikke bare ændrer ministeriernes navne og arbejdsområder, men markant ændrer de økonomiske prioriteringer.
- Det nye supergrønne ministerium skal dybest set have den rolle, som Finansministeriet har i dag, siger Alternativets partileder, Uffe Elbæk, til Politiken.
Efter en stigende splittelse i rød blok meldte politisk leder Uffe Elbæk sig kort før sommerferien som statsministerkandidat.
Det er i det lys, at han nu fremlægger en plan for, hvordan en regering skal indrettes, hvis han får magt, som han har agt.
Ifølge planen vil Alternativet også oprette en vicestatsministerpost, lægge Forsvarsministeriet ind under Udenrigsministeriet og oprette en ny minister for Nordatlanten, som skal gå på skift mellem Danmark, Grønland og Færøerne.
Med planen følger også bud på, hvordan partiet vil finansiere en række konkrete forslag fra gratis psykologhjælp over billigere offentlig transport til familiesammenføring for udlændinge med opholdstilladelse fra dag et.
Pengene vil Alternativet blandt andet finde ved at fremrykke beskatning af pensioner, indføre en ny formueskat og en række nye grønne afgifter samt hente 38 milliarder kroner i skat på aktie- og obligationshandler.
/ritzau/