Nu handler det om damage control, siger EU-præsident Donald Tusk, kort efter at han onsdag eftermiddag modtog det formelle brev om britisk udmeldelse af EU.
Brevet indleder i henhold til EU-traktatens artikel 50 en historisk nedtælling, indtil Storbritannien som det første land nogensinde forlader EU senest om to år.
- Her er det så. Seks sider, siger Donald Tusk og viser brevet frem under en kort presseudtalelse uden mulighed for spørgsmål.
- Notifikationen fra premierminister Theresa May, der udløser artikel 50 og formelt indleder forhandlingerne om Storbritanniens tilbagetrækning fra Den Europæiske Union, siger han.
Donald Tusk siger, at det hverken er en glad dag i Bruxelles eller London.
- Næsten alle europæere, inklusiv næsten halvdelen af de britiske vælgere, ønsker, at vi ville blive sammen. Ikke glide fra hinanden, siger EU-præsidenten.
- Vi savner jer allerede, siger han.
I de kommende forhandlinger om den britiske exit gælder det ifølge Tusk om at beskytte interesserne for de 27 lande, der bliver i EU.
- For EU vil målet være at minimere omkostningerne for borgere, virksomheder og medlemslande, siger Tusk.
Han siger samtidig, at den britiske exit fra EU ikke har nogen vindere - hverken i Storbritannien eller i de 27 lande, der bliver i EU.
Donald Tusk siger dog, at brexit har gjort de 27 lande mere beslutsomme og forenede end tidligere.
- Vi vil blive ved med at være beslutsomme og forenede i fremtiden. Også i de svære forhandlinger, der ligger foran os, siger Donald Tusk.
De 27 lande, der bliver i EU, beklager i en fælles udtalelse, at Storbritannien forlader EU.
- Men vi er klar til den proces, som vi nu må følge, skriver de.
I udtalelsen skriver de, at de vil stå sammen og beskytte deres interesser i de kommende forhandlinger.
- Vores første prioritet vil være at minimere den usikkerhed, som den britiske beslutning har skabt for vores borgere, virksomheder og medlemslande, skriver de 27.
- Derfor vil vi starte med at fokusere på alle de afgørende forhold for en ordentlig tilbagetrækning, skriver de.
Samtidig lover de 27 andre lande at optræde konstruktivt i de kommende forhandlinger og forsøge at blive enige med briterne om exit-betingelserne.
- Vi håber at have Storbritannien som en tæt partner i fremtiden, skriver de.
Stats- og regeringscheferne for de 27 lande vil på et topmøde lørdag 29. april vedtage deres strategi i exit-forhandlingerne.
/ritzau/