Eva Kjer Hansen i modvind: Slipper foreløbig for ekstra hastehøring

Politik

14/02/2016 17:06

Nick Allentoft

Miljø- og Fødevareministeren får hård kritik for sin landbrugspakke, og nu er hun blevet kaldt i samråd. Miljøministeren skal aflægge forklaring på et samråd om den kritik, hun søndag har fået af flere forskere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) skal til hastesamråd efter vinterferien.    Men hun slipper foreløbig for en mere grundig høring, hvor også eksperter og embedsmænd skal svare på de seneste dages beskyldninger om, at hun og hendes embedsmænd har vildledt Folketinget i forbindelse med en ny landbrugspakke.    Læs også: Eva Kjer Hansen erkender manipulation efter kritik fra forskere   En samlet opposition havde ellers bedt om at få den mere omfattende høring i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, inden ministeren skal stå skoleret ved samrådet, der formentlig finder sted 23. februar.

Udvalgsformand René Christensen (DF) vil tage én ting ad gangen. 

- Vi kan sagtens lave en høring. Min eneste kommentar til det er, at der også er indkaldt til et samråd, og hvis man skulle gøre det i den rigtige rækkefølge, så burde man tage samrådet først og så høre, om der var behov for yderligere opklaring, når ministeren har svaret, siger han.   Efter samrådet vil der ifølge udvalgsformanden være mulighed for at se situationen an og lave en høring, hvis der er stemning for det. Der kan både forskere og politikere møde op.   Udvalgsformanden modtog søndag den skriftlige anmodning om en høring fra de fem oppositionspartier - Socialdemokraterne, Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og SF.    Ønsket om samråd og høring kommer, efter at miljø- og fødevareministeren er blevet kritiseret for at have givet misvisende informationer om landbrugspakken, som hun flere gange har sagt vil gavne naturen.    Kritikken kommer fra en række forskere, der i Berlingske har givet udtryk for, at den måde, ministeren har omtalt landbrugspakken på, er misvisende.   René Christensen forstår dog ikke helt, hvorfor det kommer bag på partierne, at det på kort sigt kan skade miljøet, når nye regler giver lov til at gøde mere.    - Det undrer mig lidt, at det kommer meget bag på De Radikale og Socialdemokraterne. Der er ingen tvivl om, at når man kan gøde markerne mere, så har det selvfølgelig en påvirkning i en kort periode, siger han.   OVERBLIK: Andet stormløb mod Eva Kjer på én uge De fem oppositionspartier - Socialdemokraterne, Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og SF - har søndag kaldt Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i samråd i forbindelse med lovgivningsarbejdet bag den nye landbrugspakke.    Partierne føler sig vildledt. Det er anden gang i løbet af få dage, at Eva Kjer Hansen bliver kritiseret for sin embedsførelse. * 8. februar kunne BT dokumentere, at store dele af Miljø- og Fødevareministeriets kommissorium for den arbejdsgruppe, der skal udarbejde en plan for kommunernes vedligeholdelse af landets vandløb, mere eller mindre er kopieret fra et udkast fra interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.    Organisationen vil have kommunerne til at følge nye og for landbruget langt mere gunstige retningslinjer, når de renser vandløbene.   * 14. februar skriver Berlingske, at flere forskere er uenige med regeringen i, at den nye landbrugs- og miljøpakke kommer til at gavne naturen.    Forskerne mener, at beregningerne, der ligger til grund for regeringens påstand, er lavet på et forkert grundlag, og de kalder det for "kreativ bogføring" og "misinformation".  Kilder: BT, Berlingske og Ritzau. /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.