Ex-forstander: Det er en hetz

Velfærd

25/03/2012 11:04

Suleman Haider

Det er det pure opspind og en mediehetz. Sådan lyder det fra tidligere forstander på døgninstitutionen Solhaven i Farsø, Søren Virenfeldt, til TV2/Nord, efter han og 11 andre tidligere ansatte nu er tiltalt for systematisk vold mod en lang række unge på stedet.

- Vi har i gennem mange år taget mod unge, som ingen andre vil gøre noget for og gjort et stort stykke arbejde for dem. Så er der enkelte, der ikke kan få deres vilje, og så kommer de med sådanne beskyldninger mod os, siger Søren Virenfeldt.

Han mener, at de tidligere beboere er blevet truet til at anklage stedets personale for at være voldelige, og ifølge Søren Virenfeldt mener stedets advokater ikke, at tiltalen kan holde i retten.

Søren Virenfeldt, tidligere forstander, er på orlov, mens sagen står på.

 

Solhaven beholder sin godkendelse

Vesthimmerland Kommune har tillid til Solhaven. 

Det får ingen konsekvenser for opholdsstedet, at 12 tidligere ansatte i dag blev tiltalt for 66 tilfælde af vold, tvang og mishandling af 18 af stedets elever.

Det siger formanden for socialudvalget i Vesthimmerland Kommune, Kurt Friis Jørgensen (V),til DR Nordjylland.

Kurt Friis Jørgensen mener, at stedet har forandret sig siden anmeldelsen mod stedet for knap to år siden.

- Efter den anmeldelse indførte vi skærpet tilsyn med Solhaven i et års tid. Vi bad om, at de dengang sigtede blev fritaget for tjeneste og vi forklarede også, at deres pædagogik skulle ændres. Det er sket og Solhaven i dag er anderledes end den Solhaven, vi anmeldte til politiet. 

Socialpædagogernes Landsforbund mener, at tiltalerne for vold, tvang og mishandling skyldes mangel på pædagogisk uddannet personale.

Og andelen af pædagogisk uddannet personale er da også en af de ting, det "nye" Solhaven er blevet bedt om at forbedre. 

- Men de trælse ting, der er sket på Solhaven, skyldes ikke nødvendigvis de ansattes uddannelse - men snarere deres holdninger. Det vigtigste er, at man har den rette indstilling til tingene, siger Kurt Friis Jørgensen til DR Nordjylland.

Mest Læste

Annonce