Læger og patientforeninger: Styrk forebyggelse med flere afgifter

Velfærd

28/04/2017 10:47

Nick Allentoft

Folketingets politikere løber fra deres ansvar for at forebygge livsstilssygdomme, mener læger og patientforeninger, der vil have flere afgifter. Minister afviser.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kun én ud af fem læger mener, at politikerne prioriterer forebyggelse tilstrækkeligt. Det viser en ny Gallup-undersøgelse blandt 1000 læger som optakt til Lægeforeningens årsmøde i weekenden.   Lægeforeningen mener, at bedre forebyggelse er helt nødvendig i kampen mod stadigt mere udbredte folkesygdomme.   LÆS OGSÅ: Sådan puster vi liv i forebyggelsen   - Det er paradoksalt og trist, at mange tusinde mennesker hvert år dør af sygdomme, der nemt kunne forebygges, hvis man ville det. Vi poster milliarder af kroner i behandling af sygdomme, som kunne forebygges langt billigere, siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing. 

Forebyggelseschef Mette Lolk Hanak fra Kræftens Bekæmpelse er enig. 

- 42 procent af de 35.000 nye årlige kræfttilfælde kunne forebygges, og halvdelen af dem handler om rygning. Dér virker afgifter godt, ikke mindst på de unge, hvor rygningen nu i stedet er i vækst, siger hun.   - Men der er en politisk berøringsangst i forhold til det her og med enorme konsekvenser. Skal vi fortsat have råd til et godt sundhedsvæsen, så kommer vi altså ikke udenom at forebygge bedre og dermed også spare en masse penge, siger hun.    Professor Morten Grønbæk fra Statens Institut for Folkesundhed mener, at pilen klart peger på Folketinget.    - Ansvaret for forebyggelse er i høj grad lagt hos kommunerne, og for nylig kom også Danske Regioner med et stort udspil. Men politikerne på Christiansborg tager ikke deres del af ansvaret, siger Morten Grønbæk.   Forebyggelsen halter ifølge eksperterne på flere områder. Rygning springer bare ekstra i øjnene, fordi "tabstallene" er så enorme. Som helt oplagte områder peger han derfor på afgifter og begrænsning af rygning på erhvervsskoler, hvor 37 procent ryger i forhold til blot 12 procent på de røgfrie gymnasier.    - Over 13.000 døde hvert år af tobaksrelaterede sygdomme er jo et helt vildt tal. Rykkede vi bare på det ene område, ville det løfte vores levetid voldsomt samt spare mange mennesker for en masse dårlige skranteår, inden de dør, siger Grønbæk.    Lægeforeningen: Politikerne har et stort ansvar Ifølge Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing er den landspolitiske indsats sørgelig og har klare konsekvenser i form af flere kræfttilfælde, diabetes og KOL.

Spørgsmål: Når politikerne dybest set godt ved, at højere afgifter, færre reklamer og restriktioner på rygning virker, hvorfor sker der så ikke noget?

- Det er paradoksalt, når vi ved, at mange tusinde mennesker dør hvert år af sygdomme, der var nemme at forebygge, hvis man ville det. Desværre er der ikke stemmer nok i at gøre det dyrere at ryge og drikke for befolkningen.    - Jeg hører mange forskellige undskyldninger for ikke at tage problemet mere seriøst. Men politikerne er nødt til at forholde sig til de mere end 13.000 mennesker, der dør hvert eneste år bare af rygerelaterede sygdomme. Hvert eneste dødsfald er jo en tragedie i familien og ofte med lange sygdomsforløb forinden, der kunne have været undgået, siger Andreas Rudkjøbing.   Spørgsmål: Hvor skulle politikerne sætte ind, hvis det virkelig skulle gøre en forskel?  - Frem for noget andet er rygning jo den store dræber, så det ville være oplagt at sætte ind der først og fremmest.   Spørgsmål: Og gøre hvad? - Man kan komme langt ved at hæve afgifterne og ændre tilgængeligheden og begrænse de steder, der må ryges. Unge er meget prisfølsomme. Og når man kan forbyde rygning på gymnasier med succes, så burde man gøre det samme på erhvervsskolerne.   Spørgsmål: Men er øget forebyggelse umagen værd?  - Helt klart. Vi poster milliarder af kroner i behandling af sygdomme, der kunne forbygges og for langt færre penge, end vi bruger på de store kræfthandlingsplaner. Vil man for alvor de store folkesygdomme til livs såsom lungesygdomme, kræft og diabetes, så kommer man ikke uden om en stor forebyggelsesindsats.

Spørgsmål: Men som læger har I vel også selv et ansvar for at styrke forebyggelsen?

- Helt sikkert og vi vil på vores repræsentantskabsmøde i weekenden sætte fokus på, hvad lægerne selv kan gøre. En oplagt ting er at sætte større fokus på forebyggelse, når vi møder patienten i sundhedssektoren, og hvor der er et "åbent vindue", hvor patienten måske er mere modtagelig for livsstilsændringer, siger Andreas Rudkjøbing.   Sundhedsminister afviser nye afgifter på usund livsstil I sig selv giver 13.000 årlige rygerdødsfald ikke anledning til at indføre højere afgifter på røg, siger fungerende sundhedsminister, Karen Ellemann (V). I stedet mener hun, at der også er et stort personligt ansvar for selv at have en sund livsstil.   - Jeg synes, vi har en fornuftig balance i forhold til afgifter og lovgivning. Jeg har ingen aktuelle planer om hverken flere afgifter eller forbud, og jeg synes, vi har en meget restriktiv rygelov, og som uden tvivl har vist sin berettigelse og effekt, siger Karen Ellemann.   En ny opgørelse fra Finansministeriet tidligere på ugen viste, at selv om det endeligt går fremad med danskernes haltende levealder sammenlignet med nabolandene, så er der stadigt store sociale uligheder i sundhed mellem danskere med lang og kort uddannelse.   En udfordring som sundhedsministeren erkender.   - Jeg er enig i, at ulighed i sundhed er en vedvarende opgave og et spørgsmål om oplysning og om at skabe sundere livsstil blandt andet gennem kommunernes rygestopkurser. Vi har stadig og indiskutabelt livsstilsproblemer og -sygdomme. Rygning, alkohol, kost og motion er fortsat områder, hvor vi har meget at arbejde med. Og vi har alle et personligt ansvar i den sammenhæng, siger hun.   Men lægernes og sundhedseksperternes kritik af, at politikerne flygter fra ansvaret af frygt for vælgerne og viger uden om de mest effektive tiltag såsom endnu højere afgifter og for eksempel forbud mod rygning flere steder, preller af på sundhedsministeren.    - Vi gør det rigtige og agerer på de tre håndtag, vi kan: Oplysning, afgifter på alkohol og tobak og så lovgivning, hvor vi har en fornuftig restriktiv lovgivning på både rygning og alkohol.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.