Løkke til KL-topmøde: Kommuner skal tage ansvar for ghettoplan - ellers tager staten over

Politik

08/03/2018 09:59

Freja Eriksen

"Regeringen forventer, at der sker noget. Ellers tager staten over," siger statsministeren på Kommunalpolitisk Topmøde.

Budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved det kommunale topmøde torsdag i Aalborg er ikke til at tage fejl af:

- I dag vil jeg gerne sige det meget klart. Regeringen forventer, at der sker noget. Ellers tager staten over.

Det er meldingen fra Løkke til kommunerne, som skal tage ansvar og være med til at løse ghettoproblemerne.

- Jeg forstår for eksempel ikke, hvis kommunale jobcentre undlader at sende folk i arbejde med den begrundelse, at de ikke kan tale dansk. 

- Jeg er af den opfattelse, at der findes funktioner, som man godt kan klare med et begrænset dansk.

- Og så er der også effekten den anden vej: At man lærer dansk ved at have et arbejde blandt dansktalende kolleger, siger Løkke.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

I sidste uge præsenterede regeringen sit ghettoudspil. Det har til formål at gøre op med parallelsamfund og afvikle ghettoer i 2030.

Udspillet stiller også krav til forældre, skoler og boligselskaber. Og hvis det halter, så tager staten over, siger Løkke.

- Det gælder på boligområdet, hvor vi nu giver de 16 hårdeste ghettoområder en frist til at udarbejde en udviklingsplan, der fører til, at andelen af almene familieboliger i området bliver bragt ned under 40 procent i 2030, siger Løkke.

Torsdag eftermiddag skal Løkke besøge Gellerupparken i Aarhus. Gellerupparken betegnes i regeringens udspil som en af de 16 hårdeste ghettoer i Danmark. 

Løkke erkender, at tålmodigheden er brugt op, og at regeringen er parat til at gå langt.

- For eksempel har det længe været muligt at trække forældre i børnepenge, hvis deres børn ikke kom i daginstitution. De såkaldte forældrepålæg. 

- Men det værktøj bliver næsten ikke brugt. Selv om problemerne vokser. Nu er tålmodigheden brugt op. Derfor udbreder vi ordningen til også at gælde for skolerne. 

- Vi forenkler den. Og vi gør den obligatorisk. Fremover bliver det sådan, at hvis børnene ikke kommer nok i skole, og hvis ikke der er en god forklaring, så ryger børnechecken. 

- Punktum. For vi kan ikke blive ved med at svigte børnene, siger Løkke.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce