Man siger, at det slider på et partis vælgertilslutning at sidde i regering.
Og i Socialdemokraternes tilfælde har det også vist sig at stemme, siden man sammen med de øvrige partier i rød blok vandt regeringsmagten i september 2011.
Men nu viser den seneste meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, at Socialdemokraterne har vundet det tabte tilbage. Partiet er nu igen oppe på de 24,8 procent af stemmerne, som det fik ved det seneste valg.
Målingen understreger dermed den opadgående formkurve, som Socialdemokraterne har vist siden november. Den aktuelle måling er dog første gang siden valget, at Voxmeter ikke har målt tilbagegang i forhold til valgresultatet.
Men selvom fremgangen for Socialdemokraterne falder sammen med partiformand Helle Thorning-Schmidts 10 års jubilæum som formand, kan partiet umiddelbart ikke bruge de gode nyheder til ret meget.
For der er stadig mange vælgere, der skal omvendes, hvis hun skal have en ny periode som statsminister.
De Radikale står til en tilbagegang på 2,9 procentpoint og er nu helt nede på 6,6 procent. Det er det laveste, partiet har fået i en Voxmeter-måling siden valget.
Samlet set kan rød blok mønstre 45,9 procent af de adspurgte i målingen, hvortil man dog kan lægge Alternativets 1,5 procent.
Men Uffe Elbæks parti står ikke til at komme ind og kan dermed heller ikke bidrage til et rødt flertal. Den røde blok opnår kun 82 mandater mod blå bloks 93.
Blå blok står til at få 52,2 procent, inklusiv de 0,3 procent til Kristendemokraterne. Blokkens fremgang i forhold til valget kan i høj grad tilskrives Dansk Folkeparti, der står til en fremgang på 5,4 procentpoint.
Der er da også behersket glæde over målingen hos Socialdemokraterne:
- Det er selvfølgelig altid bedre at gå frem i stedet for det modsatte, men vi er langt fra i mål endnu, både når det gælder det arbejde, vi er i gang med, og i forhold til at vinde vælgernes tillid til at fortsætte med det, siger politisk ordfører, Maja Panduro.
FAKTA: Sådan står partierne ifølge Voxmeter-målingVoxmeter-måling viser, at Socialdemokraterne igen har samme vælgertilslutning som ved valget.
* Socialdemokraterne: 24,8 procent / 44 mandater (24,8 procent)
* De Radikale: 6,6 procent / 12 mandater (9,5 procent)
* De Konservative: 4,1 procent / 7 mandater (4,9 procent)
* Socialistisk Folkeparti: 7,0 procent / 13 mandater (9,2 procent)
* Liberal Alliance: 4,9 procent / 9 mandater (5,0 procent)
* Kristendemokraterne: 0,4 procent / 0 mandater (0,8 procent)
* Dansk Folkeparti: 17,7 procent / 32 mandater (12,3 procent)
* Venstre: 25,1 procent / 45 mandater (26,7 procent)
* Enhedslisten: 7,5 procent / 13 mandater (6,7 procent)
* Alternativet: 1,5 procent / 0 mandater (stillede ikke op)
1022 repræsentativt udvalgte personer over 18 år har deltaget i målingen, der gælder tidsrummet 6. - 12. april. 22 procent af de adspurgte er i tvivl om deres partivalg.
Den maksimale statistiske usikkerhed er 2,7 procentpoint (gældende for Venstre og Socialdemokraterne som de to største partier i målingen).
Herefter falder den statistiske usikkerhed i takt med partiernes størrelse.
Kilder: Voxmeter for Ritzaus Bureau