Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ikke begejstret for den svenske regerings plan om at indføre id-kontrol i den offentlige trafik over Øresund.
Det kan nemlig både koste vækst og velstand, samtidig med at det kan betyde flere asylansøgere. Det skriver politiken.dk.
Flygtninge overblik
- Svenskerne har haft deres egen udlændingepolitik. Den er de åbenbart ved at segne under, siger Lars Løkke Rasmussen ifølge Politikens netavis.
Flygtningestrømmen til Sverige har efterhånden udviklet sig til en folkevandring. Det har fået de svenske myndigheder til at reagere med id-kontrol ved grænsen til Danmark i form af et såkaldt transportøransvar.
Læs også: Støjberg: Selvfølgelig kan DSB tjekke pas
Det vil sige at civile transportvirksomheder, der fragter folk over grænsen, kan blive tvunget til at føre kontrol med passagerernes pas og id. Og det er den danske statsminister ikke tilfreds med.
- Det, der er optræk til nu, er, at man tager instrumenter i brug, hvor man i virkeligheden jo altså tvinger udviklingen i Øresundsregionen baglæns med risiko for tabte arbejdspladser og tabt velstand.
- Det er et svensk problem. Det er skabt af Sverige, det er ikke skabt af os, siger statsministeren til politiken.dk.
Statsministerens utilfredshed skyldes, at et svensk transportøransvar kan få to konsekvenser for danskerne.
For det første vil flere flygtninges og migranters rejse mod Sverige blive forhindret, og det kan resultere i flere asylansøgere i Danmark.
Læs også: Tysk nej til ID-kontrol i toge
Derudover bliver det sværere for danskere og svenskere at bevæge sig frit over landegrænsen, og derfor frygter statsministeren, at det vil sætte både vækst og arbejdspladser over styr.
Sverige, der allerede har indført grænsekontrol, har annonceret, at transportøransvaret vil træde i kraft fra 4. januar 2016.
Den danske regering planlægger at fremsætte lovforslag om et lignende system, hvor danske transportvirksomheder skal føre id-kontrol ved grænsen til Tyskland, hvis Danmark også beslutter at indføre midlertidig grænsekontrol.
/ritzau/