Oppositionen: Kuldsejlet 2025-flagskib skaber kaos

Politik

01/11/2016 13:22

Nick Allentoft

De Radikale og Socialdemokratiet er ikke imponerede af, at statsministeren har udskudt 2025-forhandlingerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Det er jo statsministerens store flagskib, der er stødt på grund nu. Nu gælder det om at hive vraggodset op så godt, vi kan.

Sådan lyder det fra De Radikales finansordfører, Martin Lidegaard. Udmeldingen kommer, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen mandag valgte at udskyde de fastlåste 2025-forhandlinger. 

I stedet for strid om topskat vil regeringen nu løse "pligtopgaverne", hvilket vil sige finansloven, PSO-afgiften og et nyt system for boligbeskatning.

Se flere historier om 2025-plan

Regeringen forsøger at samle flertal om en ny 2025-plan, der skal løse en række af udfordringerne i samfundsøkonomien. Se alle historierne og debatten her. 

Sidstnævnte tror Martin Lidegaard på, partierne kan blive enige om.

- Vi burde kunne blive enige om at lave en fair og stabil boligbeskatning for danskerne, så alle boligejere ved, hvad de har at gøre godt med, siger han.

Også Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht ryster på hovedet af de udskudte forhandlinger.

- Jeg kan forstå, man har hældt den tidligere plan ud med badevandet. Det skaber ikke ligefrem tryghed for boligejerne. Derfor udestår der stadig at høre, hvad regeringen har tænkt sig at gøre nu, siger han.

De udskudte 2025-forhandlinger skal bane vej for at få en finanslov på plads inden for de næste uger. Men regeringen har stadig en pistol for panden i form af Liberal Alliances krav om topskattelettelser inden årsskiftet.

Det ønsker finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke at bekymre sig om inden tirsdagens forhandlinger.

- Nu klarer vi finansloven og de andre pligtopgaver, og så tager vi den anden opgave.

Spørgsmål: Men kan det nås inden årsskiftet?

- Jeg vil slet ikke begive mig ud i spekulationer. Vi har skåret det op i små bidder, og så tager vi det del for del. Det vil jeg koncentrere mig om, lyder det fra finansministeren.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.