Patienter optager samtaler med lægen på hospitalet

Velfærd

01/12/14 8:54

Suleman Haider

Det kan være svært at huske, hvad lægen og sygeplejersken fortæller dig, når du er indlagt. Derfor optager stadig flere patienter samtalen på mobilen. Det skriver DR Midt & Vest.

Derfor laver Hospitalsenheden Midt nu retningslinjer, så de ansatte ved, hvordan de skal gribe udviklingen an. 

Og de anbefaler faktisk at optage nogle samtaler. For hvis hospitalspersonalet siger kræft, så hører du måske ikke, at der bliver sagt godartet bagefter. 

Så det kan være en god ide at optage - for eksempel med mobilen - så vigtig viden ikke forsvinder.

- Sådan kan både de ansatte og patienten høre det igen og blive mindet om, hvad man blev enige om, siger sygeplejerske og fællestillidsrepræsentant Helle Balling fra Hospitalsenheden Midt til DR Midt & Vest.

Du må gerne optage samtaler på hospitalet uden at spørge om lov. Men personalet sætter pris på, når patienterne spiller med åbne kort. 

- Der findes ikke noget mere ubehageligt som ansat, end pludselig at få at vide, du er blevet optaget og det anede du ikke, fortæller hun.,

Patienternes ønske om at optage samtaler stiller krav til personalet, fortæller Lene Christensen, som er kommunikationschef i Hospitalsenheden Midt.

- Så skal vi også lære at være i det rum, hvor der bliver optaget og stadig få sagt det, der er nødvendigt at sige til sådan nogle samtaler, siger hun til DR Midt & Vest.