Skattekommission vil tage flere år - delkonklusioner giver uro

Ledelse

03/07/2017 13:52

Nick Allentoft

Det er nødvendigt med delkonklusioner fra skattekommission for at kunne forbedre skattevæsnet, siger S og DF. Djøf og dommerforeningen advarer.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det kan tage fem til seks år, før den kommende skattekommission er endeligt færdigt med sit arbejde.

Den vurdering har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fremlagt for partierne, oplyser De Radikales skatteordfører, Andreas Steenberg, efter et møde i Udvalget for Forretningsordenen.

Her har et flertal bestående af alle partier uden om regeringen fastslået, at skattekommissionen skal opfordres til at afrapportere løbende. Til gengæld har partierne ikke sat et åremål på kommissionens arbejde. (Læs udkast til kommissoriet her, red)

Historierne om Skat

Læs meget mere om skandalerne og planerne med Skat på tema-siden her. 

Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, siger:

- Det er vigtigt for os, at der bliver nedsat en skattekommission. Vi taler om en af de største skandaler i danmarkshistorien, og det er afgørende, at vi får genoprettet tilliden til skattevæsnet. 

- For os er det vigtigt, at kommissionen kan se på, hvilke fejl der er begået, så vi aldrig begår dem igen. Og vi synes, det er fornuftigt, at der kommer en løbende afrapportering. 

Spørgsmål: I sætter ikke et åremål på, men taler alene om delkonklusioner. Risikerer vi ikke under alle omstændigheder at få et meget langstrakt forløb?

- Vi ønsker, at kommissionen skal have mulighed for at arbejde så hurtigt og effektivt som muligt. Derfor er det også som noget nyt fastslået i kommissoriet, at kommissionen skal have alle de ressourcer, den har brug for. Så kan vi forhåbentlig få tiden ned til det minimale samtidig med, at vi får en kommission, der leverer et godt og grundigt arbejde, siger Nicolai Wammen.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, erkender, at der kan gå langt tid, før den endelige beretning er klar:

- Det er præcis derfor, at vi opfordrer til løbende afrapportering. Vi synes, det er vigtigt, at danskerne får svar så hurtigt som muligt. 

Spørgsmål: Dommerforeningens formand, Mikael Sjöberg, er meget kritisk over for brugen af delkonklusioner og mener, at det både kan forsinke og skade arbejdet. Hvad siger du til den kritik?

- Jeg tager det meget roligt. For kommissoriet tager jo netop kritikken fra Dommerforeningen alvorligt og fastslår, at man skal tage hensyn til retssikkerheden. Der er tale om en uafhængig kommission, og derfor kommer vi ikke til at give den et pålæg. Fra Folketingets side kommer vi alene med en opfordring til at komme med delkonklusioner.

De Radikales skatteordfører, Andreas Steenberg, siger, at man ikke kan vente fem til seks år på, at danskernes tillid til skattevæsnet bliver genoprettet. Derfor er delkonklusionerne afgørende:

- Hvis der er åbenhed om kommissionens løbende arbejde, så kan befolkningen og politikere får indblik i, hvad der foregår. Og så kan man måske allerede tidligt træffe beslutninger, som kan være med til at genoprette tilliden, siger Andreas Stenbeerg.

Dommerforeningen: Skattekommission får en på svær opgave

- For det første har politikerne givet et kæmpe stort kommissorium. Og de har ikke sat nogen tidsramme. Samtidig har de krævet meget detaljeret, hvad man skal undersøge. Det er meget vanskelige vilkår, siger formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg..

- Derfor løber vi lige ind i den kritik, der altid har været af kommissioner. De bliver meget dyre og meget langvarige. Nu har det i hvert fald ikke skortet på advarsler.

Han har på vegne af Dommerforeningen talt imod løbende afrapporteringer, fordi det kan have en række negative effekter.

Arbejdet med at gøre oplysninger klar til at blive fremlagt, kan forlænge processen.

Men det betyder også, at kommissionen kan komme til at skade sine egne kommende undersøgelser, hvis de samme personer optræder på flere områder, frygter Mikael Sjöberg.

Djøf: Grundig undersøgelse af Skat kan hæmme genopbygning Den manglende afgrænsning af kommissionen om skat kan blive en byrde på det nye skattevæsen, mener Djøf. Formand Lisa Herold Ferbing frygter, at politikerne har sluppet en bunke af tidskrævende opgaver løs på embedsmænd, der burde bruge deres tid på at opbygge et nyt skattevæsen.

- Mange af de mennesker, der bliver berørt, er de mennesker, der skal bygge skattevæsnet op fra grunden. Der kan det godt blive belastende. Jeg er nervøs for, at det vil flytte fokus fra den vigtige opgave, siger hun.

Tidligere har Dommerforeningen udtrykt skepsis over, at kommissoriet har meget få afgrænsninger. Den bekymring deler Lisa Herold Ferbing. For det betyder, at mange forskellige dele af Skat skal afgive forklaringer.

- Jeg kan have den bekymring, at det her ser ud til at tage rigtig lang tid og trække rigtig mange ressourcer, siger Lisa Herold Ferbing.

- Jeg tænker på de mange ledere og medarbejdere, som kan forvente at møde op i kommissionen. Før man møder op i en sådan kommission, skal man bruge en del tid på at læse op på det her materiale.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.