Statsforvaltning udtaler ny kritik i Papes stadionsag

Politik

17/11/14 11:17

Suleman Haider

Viborg Kommune undersøgte ikke markedsprisen godt nok, før man sponserede fodboldklub, lyder det.

Statsforvaltningen har mandag offentliggjort en ny udtalelse, som kritiserer Viborg Kommunes ageren i sagen om to sponsorater af den lokale fodboldklub.

Sagen fik tilbage i august stor opmærksomhed, efter at Viborgs daværende borgmester, Søren Pape Poulsen, blev præsenteret som ny leder af Det Konservative Folkeparti.

I den nye afgørelse kritiseres kommunen for ikke at have foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af, hvorvidt prisen på sponsoraterne var på niveau med markedsværdien.

- Efter Statsforvaltningens opfattelse har Viborg Kommune, som sagen foreligger oplyst, ikke foretaget tilstrækkelige undersøgelser af markedsprisen, inden den indgik reklameaftalerne med Viborg FF A/S hverken om betalingen af de 250.000 kroner eller de 500.000 kroner, lyder det i udtalelsen. 

Kommunens første sponsorat blev indgået i 2008, før Søren Pape Poulsen blev borgmester, og havde en pris på 250.000 kroner.

For den pris fik kommunen blandt andet reklamer på stadion og adgang til "erhvervsklubarrangementer" i forbindelse med klubbens hjemmekampe.

Læs også: Pape punger ud efter privat middag betalt af kommunen

Aftalen er ifølge udtalelsen fortsat frem til og med sæsonen 2012/13.

I 2010, efter at Pape blev udpeget som borgmester, blev aftalen suppleret af et nyt sponsorat på yderligere 500.000 kroner, som løb frem til 2011.

Her fik kommunen flere bandereklamer, eksponering på storskærm og en særlig "eventpakke".

Ifølge udtalelsen har kommunen oplyst, at sponsoraterne er prissat ud fra klubbens priser for andre sponsorer, og at kommunen i den første aftale fik en rabat på næsten 80.000 kroner i forhold til listeprisen.

Men den forklaring tilfredsstiller ikke tilsynsmyndigheden.

- Kommunen har efter vores opfattelse pligt til selv at foretage sammenligninger med andre lignende kontrakter eller indhente vurderinger fra reklamebureauer eller andre sagkyndige, konkluderes det i udtalelsen.

Statsforvaltningen ser sig imidlertid ikke i stand til at vurdere, om sponsoraterne er i strid med loven.

I maj vurderede Statsforvaltningen, at et navnesponsorat af Viborg Stadion, som byrådet i 2011 pålagde det kommunale selskab Energi Viborg at indgå til en samlet pris på 3,25 millioner kroner for tre år, var ulovligt.

FAKTA: Få styr på sponsorsagerne fra Viborg

Statsforvaltningen har igen kritiseret Viborg Kommunes håndtering af sponsorater i Viborg FF.

Sagerne om Viborg Kommunes sponsorater i den lokale fodboldklub Viborg FF har fået stor opmærksomhed, efter at den nu tidligere borgmester Søren Pape Poulsen er blevet udpeget som leder af Det Konservative Folkeparti.

Her kan du få styr på sagernes indhold:

* I maj udtalte Statsforvaltningen, at kommunen havde brudt loven, da den i 2011 pålagde det kommunale forsyningsselskab Energi Viborg at købe et navnesponsorat for Viborg Stadion til en pris på en million kroner om året.

* Året forinden havde byrådet efter oplæg fra Viborg FF valgt at give klubben ret til at sælge stadionnavnet mod en betaling på 50.000 kroner om året.

* I sin afgørelse vurderer Statsforvaltningen, at aftalen mellem kommunen og Viborg FF fra 2010 "ikke er udtryk for markedsprisen og dermed er i strid med kommunalfuldmagtsreglerne". 

* Desuden mener Statsforvaltningen, at byrådets beslutning om at give Søren Pape Poulsen bemyndigelse til at træffe beslutning om sponsoratet "ikke har været lovlig".

* Trods udtalelsen valgte Energi Viborg og Viborg FF i august at forlænge aftalen om navnesponsoratet. Energi Viborg betaler 1,2 millioner kroner om året i perioden 2015-2017.

* Mandag udtaler Statsforvaltningen kritik af to sponsoraftaler, som blev indgået i årene op til navnesponsoratet.

* Den første aftale til en værdi på 250.000 kroner om året blev indgået i 2008, før Søren Pape Poulsen blev borgmester. Aftalen fortsatte, efter at Pape overtog kæden i 2010 og helt frem til sommeren 2013.

* I 2010 blev aftalen suppleret med et nyt sponsoratet på yderligere 500.000 kroner, som løb frem til sommeren 2011.

* Statsforvaltningen kritiserer, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad efterprøvede, om aftalerne var indgået til markedspris, men blot sammenlignede med priserne på klubbens andre sponsorater.

* Tilsynsmyndigheden kan imidlertid ikke vurdere, om sponsoraterne er ulovlige.

Kilde: Statsforvaltningen

 

 

Annonce