Tønder Kommune vil gøre op med alkoholtabu

Politik

14/01/2015 12:07

Suleman Haider

Tønder Kommune deltager i landsdækkende alkoholkampagne, der skal gøre op med den misforståelse, det er, at det er tabu at få hjælp til at tackle et alkoholproblem

Det giver respekt at gøre noget ved sit alkoholproblem. Så kontant er budskabet i ny landsdækkende alkoholkampagne, som Tønder Kommune er en del af.

 

Kampagnen gør op med den misforståelse, det er, at det er tabu at få hjælp til at tackle et alkoholproblem. For mens det kan være skamfuldt at drikke for meget eller at være pårørende, vil man med det samme mærke omverdenens anerkendelse og støtte, når man gør noget ved problemet.

 

- Rådgivningscentret oplever ofte, at folk først henvender sig, når misbruget har stået på i en årrække. Og da kan det allerede have haft store konsekvenser for dem selv og deres nærmeste. De synes, det er flovt at søge professionel hjælp. De frygter omverdenens reaktion, og at det kan få yderligere konsekvenser at stå frem med sit misbrug. Men det er ikke tilfældet. Tværtimod er vores erfaring, at omverdenen reagerer med anerkendelse, støtte og respekt, udtaler Ina Lorentzen Kier, afdelingsleder i Rådgivningscenter Tønder – Misbrug.

 

Der var ikke på noget tidspunkt tvivl om, at Tønder Kommune ville være en del af kampagnen og bakke massivt op lokalt. Derfor samarbejder Rådgivningscenter Tønder og Tønder Kommunes sundhedsafdeling, om at løfte den store opgave. I fællesskab vil de sørge for, at kampagnen vil bryde bybilledet i den kommende tid, hvor plakater, foldere og postkort med budskaber vil være at finde hos alt lige fra skoler og biblioteker til idrætshaller og fitnesscentre.

 

- Det er vigtigt at sætte fokus på, at det giver respekt at gøre noget ved sit alkoholproblem, og at der er hjælp at hente – endda anonymt og gratis. Derfor har vi valgt at være en aktiv del af den landsdækkende kampagne, udtaler Signe Høj Jæger Leschly, projektkoordinator i Tønder Kommunes sundhedsafdeling.

 

Kampagnen har fået titlen ”Få respekten tilbage” og kører fra tirsdag d. 13. januar og tre uger frem. Ud over den lokale oplysningsindsats vil der på nationalt tv blive vist tv-spots.

 

Fakta:

Rådgivningscenter Tønder – Misbrug er et gratis tilbud til borgere i Tønder, der lider under misbrug af alkohol eller euforiserende stoffer.

 

Sammen med rådgivningscentret tilrettelægger borgeren selv et individuelt behandlingsforløb, der kan omfatte individuelle samtaler, parsamtaler og gruppebehandling, ligesom der også tilbydes antabus, abstinensbehandling og øreakupunktur/NADA. Hvis nødvendigt, kan der visiteres til døgnbehandling.

Mest Læste

Annonce