Foto: Trine Søndergaard

Vestager slukker håb om store afgiftslettelser

Politik

28/03/2014 11:38

Det bliver ikke jul to gange om året, siger økonomiministeren om nye store afgiftslettelser. Venstre skuffet.

Økonomi- og erhvervsminister Margrethe Vestager (R) slår nu endegyldigt fast, at der ikke kommer skatte- og afgiftslettelser i forårets vækstpakke. Det skriver Børsen.

Både oppositionen og erhvervslivet havde ellers gennem længere tid håbet på store afgiftslettelser.

- Forestillingen om, at man kan lave noget, der har samme volumen som sidste år, er bare en forestilling. Det bliver ikke jul to gange om året, om man så må sige, siger Margrethe Vestager til Børsen.

Det sker med henvisning til sidste års vækstpakke til godt 90 milliarder kroner - en aftale, som Venstre er med i, og som partiformand Lars Løkke Rasmussen har betegnet som "en fin lille pakke".

Vestager afviser samtidig, at Danmark skal kunne konkurrere med andre lande på at være det billigste sted at drive virksomhed.

- Vi kan give nogle bidrag til, at niveauet bliver afbalanceret i forhold til vores nabolande, men der vil altid være ikke kun ét land, men mange lande med en lavere selskabsskat og lavere lønninger end os, siger hun til Børsen.

Udmeldingen kommer få dage før, at Produktivitetskommissionen mandag fremlægger sin endelige rapport. Den ventes at afsløre de grundlæggende dele af forårets vækstpakke, skriver avisen.

Venstre kalder meldingen fra Vestager skuffende.

- Det er meget vigtigt, at regeringen ikke forpasser chancen for at få gang i væksten, og derfor er det meget skuffende at høre Vestager i. Det var sådan set regeringen selv, der har lagt op til at få gang i vækstforhandlingerne, siger politisk ordfører Inger Støjberg til Ritzau.

Hun giver ikke meget for Vestagers understregning af, at der ikke er råd til at holde afgifts-jul to gange om året.

- Det er en dårlig undskyldning. Det er ikke et spørgsmål om, hvor længe det er siden, man sidst lettede afgifterne. Det handler om at gøre vilkårene bedre for erhvervslivet, så vi kan få skabt flere arbejdspladser, siger Støjberg.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce