Socialt ansvar ligger i virksomhedens DNA

Velfærd

21/05/2013 15:17

Nick Allentoft

Jeg ved som direktør for Trinity ikke om vores tiltag og arbejde kan kategoriseres som CSR. Men at tage socialt ansvar, det er det. Vi handler og kan se resultatet for dem, det berører hvert eneste år.

Af Hermann Christensen, direktør for Trinity Hotel og Konferencecenter

Jeg modtager stafetten fra Kate Holm Sørensen med spørgsmål, hvorfor og med hvilket udbytte tager Trinity et socialt ansvar?

Trinitys sociale ansvar består i en ekstern og en intern indsats. Den interne er et helt kapitel for sig, så dette indlæg handler om den eksterne indsats.

Bevæggrund

Hvad er Trinitys bevæggrund og med hvilket udbytte tager vi et socialt ansvar?

Det ligger i vores DNA – med baggrund i vores værdier som tager udgangspunkt i det kristne livs- og menneskesyn. Det kan være svært at sætte ord på, men vi forsøger at vise det i praksis. Og er det ikke det det handler om - handling og ikke bare teori.

Allerede i 2004 blev Trinity kåret til den 12. bedste arbejdsplads i Europa gennem ”Great Place to Work”, ligesom Trinitys bestyrelse med det samme sagde ja, da jeg fremlagde idéen om gratis sommerferieophold for socialt dårligt stillede enlige mødre og deres børn.

Så det har aldrig ligget os fjernt. Som det svenske ordsprog siger; ”Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget”. Og skal det være begrænset til privatpersoner? 

CSR

Når der tales om CSR i Danmark, tænkes der meget på hvordan vi som aftagerland, kan sikre ordentlige forhold for arbejderne og beboerne i de producerende lande, hvor arbejdsmiljøet ikke ligger på niveau med Danmarks. Og det er et rigtig godt fokus. Om de førende teoretikere på CSR-området vil kalde Trinitys initiativer og arbejde for CSR ved jeg ikke, men at tage et socialt ansvar er det, og igen – vi handler og kan se resultatet for dem det berører hvert eneste år. Vi forventer at runde deltager nr. 1000 i 2013 på vore gratis Mor&Barn ferier for socialt dårlig stillede enlige mødre og deres børn.

Udbytte – andet end økonomi?

Når virksomheder taler udbytte, så tænkes der altid i økonomisk udbytte. Det skal selvfølgelig altid være en økonomisk sund forretning vi driver, og der skal tænkes i bundlinje.

Men vores CSR-tiltag sætter også sine aftryk på anden måde. Medarbejderne bliver stolte af den indsats der gøres ud fra deres arbejdsplads. Nogle af medarbejderne bruger noget af deres fritid og hjælper. Tidligere ansatte møder ind og hjælper. 

Øger det glæden ved at arbejde på Trinity? For nogle ja. Frelsens Hær, som har ansvaret for indholdet på ferien, sætter fokus på de sociale problemer gennem mediedækning og Trinity nævnes helt naturligt. Var det formålet? Nej. Siger vi nej dertil, ønsker vi at være anonyme? Nej. Vi tager gerne omtalen med, ligesom når vi sender penge til ”Danmarksindsamlingen”. Der afstår vi heller ikke for at køre i bunden af skærmen med vores navn. 

Jeg har nogle gange følt mig lidt stødt, når jeg har fortalt om vores indsats om gratis ferie på Trinity og man så ikke tror på, at der ikke ligger en økonomisk tanke bag. Det gjorde der absolut ikke fra min side, da jeg fik idéen i 2005. Men jeg er af den overbevisning at ”gode gerninger” også kommer godt tilbage til afsender før eller senere. Ikke at det skal være bevæggrunden eller var det i dette tilfælde, men en bevidsthed der giver lidt rygstøtte, når der sås tvivl om indsatsen skal fortsætte. 

Så alle disse positive ting giver helt sikkert også bedre bundlinje, men vi kan ikke måle det.

Vi giver med glæde – og uden at skal lyde for rørstrømsk – med hjertet. Det giver jo også et slags afkast – også til den der giver. ”Det er ved at give at man modtager” sagde Frans af Assissi. Mærk selv efter ved juletid!

Stafetten går til Otto Skak

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Otto Skak, direktør for Slotssøbadet i Kolding, der er virksomhedscenter i Kolding Kommune, og derfor har mennesker, som eller er udenfor arbejdsmarkedet i virksomhedspraktik hos sig. 

 

Mest Læste

Annonce